Det kan KU lære af Aalborg

På top tre over irriterende spørgsmål fra velmenende familiemedlemmer til førsteårsstuderende figurerer uden tvivl: »Hvad skal du så arbejde med, når du bliver færdig?«

Universiteterne har ikke altid gjort det let at svare, dels fordi mange fag kan føre til lidt af hvert, dels fordi det i nogle lærde kredse bliver regnet for småvulgært at uddanne sig på basis af en karriereplan.

Det er ikke ret lang tid siden, at Produktivitetskommissionen påpegede, at 20-35 procent af de unge i vores nabolande vælger studium efter karrieremulighederne. Det gør kun seks procent af danskerne. Først i år har rektorerne tilbudt systematisk at præsentere kommende studerende for beskæftigelsesstatistikkerne for deres uddannelser.

Forklaringen kan være universitetskultur: For handler uddannelse ikke især om at skabe dannede mennesker, bidrage til den højeste viden – at lade nye generationer skue det himmelske lys?

Niks. Ikke i Aalborg. I hvert fald ikke, når universitetet skal forklare de unge, hvad det kan tilbyde dem. AAU har landets absolut største andel af mønsterbrydere. 80 procent af de studerende har, ifølge AAU’s egne spørgeskemaundersøgelser, forældre, der ikke selv tog en akademisk uddannelse.

Dem har uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) netop befalet universiteterne at optage flere af. Og hun har over for Uniavisen fremhævet Aalborg Universitet som det gode eksempel.

Ikke uddannelse for livet

Fordi AAU primært har optaget studerende fra et område af landet, hvor få traditionelt har taget en lang videregående uddannelse, har man haft naturligt gode forudsætninger for at mønsterbryde. Men succesen skyldes også universitetsledelsens bevidste valg.

»Vi har den opfattelse, at folk kommer her for at få en uddannelse og et arbejde bagefter,« siger studiechef på Aalborg Universitet Preben Sørensen. »I vores forståelse er Aalborg ikke en grundtvigiansk højskole, eller en skole til personlig udvikling. Det er ikke en ’uddannelse for livet’ – det er en uddannelse for arbejdslivet.«

Preben Sørensen tror, at de unge fra ikke-akademiske hjem såvel som deres forældre er glade for, at AAU anstrenger sig for at konkretisere, hvad deres uddannelser kan føre til.

Det letter samtalerne ved middagsbordene, når de unge kan redegøre for deres muligheder. Det hjælper også, at en uddannelse på AAU tager den tid, den er normeret til: 5,0 år. Alle familier har jo hørt om evighedsstuderende; AAU lover forældrene, at deres unger ikke strander i den kategori.

Universitetet i Aalborg har siden grundlæggelsen i 1974 (en fusion af forskellige læreanstalter) været knyttet til erhvervslivet. De studerende arbejder projektorienteret, og deres cases er ofte lokale og konkrete – skal der bygges en letbane i Aalborg? Kan fiskeriet i Hirtshals overleve?

Aalborgmodellen

Og så følger AAU den enkelte studerende ret tæt.

»’Ansvar for egen læring’ er kun en lille bisætning i det store spil,« siger Preben Sørensen. »Vi har en opgave – vi tager ansvar for, at de studerende gennemfører deres uddannelse.«

AAU’s inspiration er her den amerikanske universitetskultur med et stærkt engagement i at få de (i USA betalende) studerende skibet igennem uddannelserne og sørge for, at de tager deres eksamener. Kontrasten er den klassiske storby-europæiske universitetstradition, hvor universitetet er et tilbud, og forelæsninger er noget, man kan vælge til eller fra. Den anonyme storbymodel er gift for mønsterbrydere.

Det vil være unfair at sige, at Københavns Universitet anno 2014 repræsenterer sidstnævnte yderlighed, for politikerne har i årevis stillet krav om, at studietiden skal ned, og KU-ledelsen er fuldt ud bevidst om, at det vil koste bevillinger, hvis det ikke sker. Faktum er dog, at KU fortsat har landets mest langsomme studenterbefolkning.

Der er dog lige så lidt mødepligt for de studerende på AAU som på KU. I stedet satser AAU på, at de studerende selv holder hinanden til ilden.

»Alle studerende bliver sat i gruppe, når de kommer,« siger Preben Sørensen, »og studiegrupperne præsterer en stærk social kontrol. Hvis der sidder seks studerende og samarbejder om fiskeriet i Hirtshals, og en af dem udebliver, så ringer de andre jo efter ham.«

»De studerende fortæller, at det værste, der kan ske, er, hvis de mister deres gruppe undervejs,« siger Preben Sørensen.

Det er de ressourcestærke studerende, der skal frygte fremdriften

Studiechefen i Aalborg mener, det er en fejl at tro at krav om hurtig studiegennemførsel er et angreb på arbejderklassens børn (se fx et aktuelt indlæg fra KU’s studenterrådsformand). Tværtimod er det hans indtryk, at en mere pligtpræget studiekultur er en håndsrækning til de studerende.

»Det er en myte, at kravene om mere studiefremdrift har social slagside, og at det er dem fra underklassen, der ikke kan hænge i,« siger han.

»Der er ikke belæg for at sige, at mønsterbrydere gennemfører dårligere end akademikerbørn. Jeg tror, det er lige omvendt. Vores studerende kan lide den målrettede arbejdsform. Jeg kunne snarere være nervøs for, at mange akademikerbørn har en anden attitude. De vil ikke bare lære pensum, de vil udvikle sig, og de vil også have 12 i karakter. Den frie uddannelseskultur er ikke til fordel for arbejderbørnene, men den kan være fin for den, der har en masse gods med hjemmefra og vil prøve ting af på universitetet.«

Skole er et positivt ord

Ifølge Preben Sørensen har AAU’s mønsterbrydersucces i vidt omfang strukturelle årsager, projektarbejde i grupper og fokus på gennemførsel, men universitetskultur handler også om uformelle koder, om hvordan man taler med hinanden, om hvordan man betragter lærergerningen. Det handler om at møde de nye studerende i øjenhøjde:

»Vi havde en professor på Aarhus Universitet, hvor jeg læste statskundskab, der sagde: »Jeg er sikker på, at halvdelen af jer ikke gennemfører – I kan jo se jer omkring og se, om I kan regne ud hvem det er.«

Eksemplet er grelt, men professoren i Aarhus har næppe opfattet sig selv som uprofessionel, blot fordi han ikke var interesseret i at uddanne hele sit hold.

’Bedre uddannelse’ er også Københavns Universitets strategiske mål i disse år. Baggrunden er til dels, at KU er relativt forskningstungt og prioriterer derefter – KU’s budget er fx fire gange større end AAU’s, selv om antallet af studerende kun er det dobbelte.

»De fleste lærere på KU opfatter sig jo nok som forskere først, dernæst lærere,« siger Preben Sørensen. »Men det er en holdning, vi ikke kan have her. Lærerne er nødt til at tage undervisningsopgaven lige så alvorligt som forskningen.«

»Universitetslærere har en selvforståelse af at være et helt særligt sted, men i virkeligheden er universitetet jo bare en skole,« siger han, idet han tilføjer, at klodens for tiden fineste akademiske institutioner, i USA, jo også bliver kaldt ‘skoler’ – »så der er ikke noget galt i det.«

»Vi har ikke noget problem med at kalde det, vi laver, for masseuddannelse,« siger Preben Sørensen.

chz@adm.ku.dk