Det nytter at blande sig

Irene Nielsen blev ‘prikket’.
De ansatte på Københavns Universitet (KU) står nemlig ikke ligefrem i kø for at få tjansen som arbejdsmiljørepræsentant. En masse ekstra arbejde og uendelige møder oven i en i forvejen travl hverdag, lyder fordommene hos mange.

Institutlederen spurgte hende derfor høfligt, om hun ikke var interesseret i opgaven, og eftersom hun var forholdsvis nyansat institutsekretær på Folkesundhedsvidenskab, ville hun ikke sige nej.

Hun forstår ikke, at der ikke er kamp om at få posten, efter hun har bestridt hvervet i to år. Det giver afveksling i hverdagen, byder på masser af udfordringer, giver mulighed for faglig udvikling, kontakt til kolleger i andre afdelinger og ikke mindst indflydelse på eget og kollegernes arbejdsmiljø.

Nået langt

Irene Nielsen er lidt stolt over, hvad hun har været med til at få gennemført.

Hun har arrangeret et ergonomi-kursus med eksterne konsulenter, så de alle lærte at sidde rigtigt. Vinduerne på instituttet er også blevet tætnet, da mange klagede over kulde og træk. Hun har lavet en kortlægning over, hvor mange der har en ulovlig kontorstol, og hvor mange der sidder ved skriveborde, der ikke kan hæves og sænkes.

Hun har været med til at implementere KU’s evakueringsplan og var flyttekoordinator, da instituttet skulle fortætte, altså rykke sammen på mindre plads, på Center for sundhed og Samfund (CSS).

»Vi brugte meget tid og mange kræfter på det. Det er selvfølgelig frustrerende, men folk var nu positivt indstillet, så det gik forholdsvis smertefrit,« siger Irene Nielsen.

Farlig kultur

Irene Nielsen vil rigtig gerne tage en tørn til som arbejdsmiljørepræsentant, da der fortsat er masser af ting at tage fat på.

Hun mener, at det største problem er de gamle bygninger og manglen på penge til de nødvendige moderniseringer.

Kulturen på Københavns Universitet (KU) er også en udfordring, når hun sammenligner med sin tidligere stilling i det private erhvervsliv.

»KU er en stor tung organisation, og holdningen er mange steder, at ‘sådan har vi altid gjort, så hvorfor skal vi ændre på det’. Det er også lidt vanskeligt at få de videnskabelige medarbejdere til at interessere sig for deres arbejdsmiljø. Det kan være et problem, at nogle forventer, at sekretæren også arbejder over, fordi professoren bliver hængende, og det har nogle steder skabt en lidt farlig kultur,« siger hun.

Giv plads

Ifølge Irene Nielsen er det afgørende, at institutlederen, som i hendes eget tilfælde, bakker op om arbejdsmiljøarbejdet. Der skal nemlig sættes både arbejdstid og penge af, hvis det skal fungere.

Ellers kan det i realiteten betyde, at kollegerne må løbe hurtigere og der dermed opstår en dårlig stemning på arbejdspladsen. Hun bruger en del tid på møder, og hun er også ved at tage en HK-uddannelse, der skal klæde hende bedre på til rollen som arbejdsmiljørepræsentant.

Fagforbundet betaler, men undervisningen foregår i arbejdstiden. Hun lærer blandt anden forhandlingsteknik, om lovgivningen på området, og hvordan man afholder møder og taler i store forsamlinger.

»Mine kolleger siger da indimellem for sjov, at jeg aldrig er på kontoret, men jeg føler nu, at de har en forståelse for, at arbejdsmiljøarbejdet er vigtigt,« siger hun.
Institutleder Mette Madsen mener, at man skal give plads til medarbejdere, der ønsker at gøre en indsats.

»Et godt arbejdsmiljø er afgørende, hvis vi skal tiltrække og fastholde de dygtige medarbejdere. Der skal selvfølgelig afsættes tid og en pose penge, men det er altså langt dyrere, hvis en medarbejder bliver langtidssygemeldt,« siger Mette Madsen.

Hun mærker også selv, når arbejdsmiljørepræsentanten er på kursus eller til møder. Irene Nielsen er nemlig hendes sekretær.

»Jeg kan godt selv sætte en kop kaffe over og tage telefonen, så det går nok,« siger institutlederen.
clba@adm.ku.dk