Det skæve universitet

De er bedre folks børn fra København og Nordsjælland, og så er de kvinder. Sådan kan langt de fleste studerende på Københavns Universitet beskrives.

Men det er ikke kun landets største universitet der har problemer med at lokke unge fra de nederste socialklasser til.

På landsplan kaster et ud af tyve børn af ufaglærte forældre sig ud i et universitetsstudium. Til sammenligning ender hver tredje barn af akademikerforældre med en lang videregående uddannelse.

Modsat mange andre lande er danske unge ikke væsentligt bedre udannet end de 45-54-årige, konkluderer sociolog og ph.d.-studerende Trond Beldo Klausen fra Aalborg Universitets Center for Komparative Velfærdsstudier.

Han understreger at det ikke nødvendigvis er karaktererne der gør det sværere for børn fra dårligt stillede hjem at tage en uddannelse. 80 procent af alle folkeskoleelever tager en ungdomsuddannelse, og de svagest stillede klarer sig næsten lige så godt her.

Det er når valget af videregående uddannelse skal træffes at den sociale baggrund slår igennem. Selv blandt de unge med de højeste karakterer er tilbøjeligheden til at vælge en lang uddannelse langt mindre hos børn af ufaglærte forældre.

»Den sociale arv er højst reel. Når vi ser på unge med det samme gennemsnit fra gymnasiet eller hf, så vælger de helt forskelligt.

Men hvis vi vil have at flere unge får en videregående uddannelse, så er det netop de svagest stillede unge der er mest potentiale i fordi det er dem der trods gode karakterer vælger de korteste uddannelser eller slet ikke får en uddannelse,« forklarer Trond Beldo Klausen.

Arvelig uddannelse
Adgangen til gratis uddannelse og høj SU har ikke lavet om på det faktum at uddannelse går i arv.

Specielle kvoter for arbejderbørn, frit optag eller optagelsesprøver som på Sundhedsvidenskab på Syddansk Universitet (se artiklen side 8) er blevet foreslået, men studiechef Jakob Lange på Københavns Universitet mener ikke at det løser problemet:

»Hverken SU’en eller mere studievejledning har lavet om på den sociale mobilitet, så jeg har svært ved at tro på at det ville ændre noget at lave om på optagelsesmetoderne,« siger han.

Han mener at det er et spørgsmål om manglende læselyst som får dygtige studerende med arbejderbaggrund til at vælge de lange uddannelser fra. Og det kan ændrede optagelsesmetoder ikke lave om på.

»Det er svært at overbevise unge om at de skal bruge fem år eller mere på at læse på universitetet, for uddannelse er ikke den samme guldrandede investering som før i tiden.

Især drengene har svært ved at forholde sig til at de først kommer til at tjene penge som 32-årige, så det eneste argument der er for at gå på universitetet, er at det er spændende at fordybe sig.

Og det er sjældent nok,« mener Jakob Lange der mener at universitetsuddannelser også virker skræmmende på grund af deres noget diffuse indhold og lange studietider. Her må uddannelserne forsøge at stramme op.

»Vi må lære børnene glæden ved at studere allerede i folkeskolen,« mener studiechefen.

Sverige mønsterbryder
Trond Beldo Klausen tror heller ikke at specielle kvoter eller optagelsesprøver vil ændre meget ved de unges valg af uddannelse:

»Det er jo efterhånden usynligt at tilhøre arbejderklassen. Derfor vil det være betænkeligt at begynde at spørge til folks baggrund når de søger ind på en uddannelse.

Det er jo i høj grad økonomisk og kulturelt betinget hvilken uddannelse du vælger,« mener han.

Præstationsforskelle mellem børn fra forskellige sociale ophavsklasser, har særligt i kølvandet af PISA-undersøgelserne, fået alt for stor opmærksomhed, mener han.

Årsagen til forskelligt valg af uddannelse er kulturelle forskelle ikke præstationsniveau.

»Uddannelsesvalg foregår med familien som referenceramme. Den unge ønsker at opnå mindst samme position som sine egne forældre.

Set i lys af denne forklaringsmekanisme vil gode daginstitutioner og en fælles folkeskole dog kunne bidrage til udjævning af forskelle i uddannelsesvalg – ikke så meget for deres eventuelle bidrag til bedre indlæring og skolepræstationer blandt børn fra lavere sociale klasser, men fordi de giver børn med forskellig baggrund en mere ens referenceramme,« siger Trond Beldo Klausen.

Men selv om eksperter og politikere har snakket om den sociale arv de sidste tredive år uden den for alvor er blevet ændret, så er der lyspunkter.

Sverige er et af de få steder i verden der stille og roligt har brudt den sociale arv på uddannelsesområdet, slutter Trond Beldo Klausen.