Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Det sorte center (som de studerende vil lukke)

Klimakamp — Få steder bliver klimakampen så konkret som på Center for Olie og Gas. Grønne studenterorganisationer kræver det lukket, universiteterne forsvarer sig med forskningsfriheden. Vi besøgte centeret.

En kvindelig ph.d.-studerende tegner en trappe med en rød tusch på en tavle. Så fører hun tuschen op til øverste trin og skriver to ord: »Closing DHRTC«.

»Det er vi alle enige om er vores mål,« siger hun på engelsk til flokken, der har samlet sig foran hende i et skriggult lokale. Flere nikker.

DHRTC står for Danish Hydrocarbon Research and Technology Centre, men de fleste kender det under et andet og mere mundret navn: Center for Olie og Gas. Det er det center, de studerende, anført af en flok fra Den Grønne Studenterbevægelse, er mødt op i DTU’s studenterværksted, Skylab, for at diskutere, mens mørket falder på. Eller rettere: De er mødt op for at diskutere, hvordan de lukker det.

Hvert trin på trappen er et skridt på vejen mod målet, og nu beder den studerende ved tavlen de fremmødte om at komme med deres bud på, hvordan de så skal lykkes med det. Hænder ryger i vejret.

Én foreslår, at de kan få fat i bevægelsen Extinction Rebellion og bede dem om at blokere indgangen til centret. Det snakker de lidt om.

Godt tyve mennesker er samlet i det gule lokale, men de er ikke de eneste, der har et horn i siden på Center for Olie og Gas, et forskningscenter, der er finansieret af Dansk Undergrunds Consortium (herunder oliegiganten Total og statens olie- og gasselskab, Nordsøfonden) og drives på DTU i samarbejde med fire andre forskningsinstitutioner – blandt andet Københavns Universitet.

Tidligere på året samlede syv studenterorganisationer 1.733 underskrifter og overrakte fem klimakrav til KU’s prorektor Bente Stallknecht. De fleste krav handlede om det, man kunne forvente: en deadline for at blive CO₂-neutral, en rejsepolitik og mere grøn undervisning.

Men så var der det femte punkt, det samme, som pryder det sidste trin på trappen: »Lukning af Center for Olie og Gas«. Dermed satte de studerende ikke bare ild til en strid om et enkelt forskningscenter, de lagde op til en større debat om forskningsfrihed og etik. Spørgsmålet er, om universiteterne skal lukke for den forskning, der modarbejder klimakampen, eller om det omvendt vil være et frontalangreb på den akademiske frihed.

Og i samme spor: Må universiteterne tage imod megabevillinger fra en industri, hvis basale formål strider mod den grønne omstilling, som ifølge videnskaben selv haster som aldrig før?

Olieindustrien betaler

Enige er de til gengæld i DTU Skylab.

I hjørnet af lokalet sidder en ung mand med krøllet, mørkt hår, der har taget både tog og bus fra København for at nå frem til mødet, selv om eksamener lige nu æder det meste af hans fritid.

Engang studerede han selv på DTU, men Niclas Spangegaard valgte at skifte fra Miljøteknologi til kandidatuddannelsen Climate Change på Københavns Universitet, blandt andet fordi uddannelsen ikke havde nok at gøre med klimakampen.

Sideløbende har han nu i to år været med til at bekæmpe Center for Olie og Gas som en del af Den Grønne Studenterbevægelse, en mission, han ofte bruger mange timer om ugen på.

»Det kæmpe problem med det her center er, at det er finansieret af olieindustrien,« siger han. »At de har en så konkret indflydelse på, hvad der bliver forsket i på et dansk universitet, er jo helt absurd!«

Niclas Spangegaard anede intet om centret, før han hørte om det til et møde i Den Grønne Studenterbevægelse. Den aften kunne de fremmødte aktivister vælge at melde sig ind i cirka ti forskellige arbejdsgrupper, men Spangegaard tøvede ikke med at vælge den, der handlede om Center for Olie og Gas.

»Det, der er vigtigt for mig, er at arbejde med noget, hvor vi hurtigt og effektivt kan spare CO₂. Jeg vil arbejde med det, der kan ændre verden om 30 år, og det gør jeg, når jeg bekæmper de aktiviteter, der foregår på centret. Det kan have en kæmpe indflydelse.«

I hånden krøller han et A4-ark, han lige har printet ud. Det er en udskrift af centrets strategi, som han læser op fra i ny og næ for at understøtte sine pointer, hvis ikke med en snert af forargelse i stemmen, så med lidt forundring.

Lad os lade være med at have det som udgangspunkt at hive mere olie op af jorden

Mike Gudbergsen, forperson, Studenterrådet

Af strategien – eller de videnskabelige rammevilkår, som de hedder – fremgår det, at centret har en ambition om at øge olie- og gasproduktionen »markant«. Og kontrakten, der blev indgået mellem DTU og Dansk Undergrunds Consortium, før centret fik bevillingen på en milliard kroner, sørger for, at det også er tilfældet i praksis:

»En arbejdsgruppe skal nedsættes, der skal kontrollere, at alle projekter har klart formulerede strategier for overførsel af teknologi eller viden, og en klar line of sight til øget olie- og gasindvinding eller -produktion,« dikterer kontrakten.

Da centret kom til verden i 2014, var det faktisk målet, at det skulle bidrage til at føde 100 millioner nye tønder olie. Siden er målsætningen blevet ændret, men det har ikke dæmpet de studerendes vrede, særligt ikke på Københavns Universitet.

»Det er i modstrid med den drøm, vi har, om, at Danmark skal være et grønt foregangsland og være det første CO₂-neutrale land,« siger Mike Gudbergsen, forperson i Studenterrådet på Københavns Universitet, KU. Det kan måske virke overraskende, at en studenterorganisation med dybe rødder i hovedstaden, bekæmper et center, der ligger på et teknisk universitet i Lyngby, men det er der en grund til:

KU er ikke bare blandt de forskningsinstitutioner, der samarbejder med DTU om forskningscentret, universitets forskere har også modtaget store bevillinger fra centret. Ifølge KU’s egen liste over tilskudsfinansieret forskning har universitetet modtaget bevillinger fra centret på næsten 37 millioner kroner til igangværende projekter.

Mike Gudbergsen gør sig ingen illusioner om, at det danske samfund bliver uafhængigt af olie i løbet af de kommende år: »Lad os lade være med at have det som udgangspunkt at hive mere olie op af jorden,« siger han.

Mere olie, mere gas

På Københavns Universitet kæmper studerende altså imod centret, det samme gør studerende på DTU, og de har i hvert fald opbakning fra de 1.733 mennesker, der skrev under på klimakravene. Hvis de fik deres vilje, hvad er det så helt præcis, der ville forsvinde? Forestillede man sig et sort center med skamløst pulsende skorstene, bliver man slemt skuffet, når man står foran Center for Olie og Gas i yderkanten af DTU, kun et underhåndskast fra Skylab-bygningen. Centret ligger på en lang, lige grå vej og ligner alt andet på universitetet med gule mursten, sorte vinduespartier og et fladt tag.

Center for Olie og Gas har ikke engang hele bygningen, de har bare de to første gange, hvis blågule gulv strækker sig til hver sin side, når man bevæger sig ind i entreen.

Morten Willaing Jeppesen, en mand med smilende øjne og grå stænk i det sorte hår, kommer ud af den ene gang, bipper sig ind på den anden og går forbi en hel serie af laboratorier for at ende i et mødelokale på den modsatte side af gangen.

At de har en så konkret indflydelse på, hvad der bliver forsket i på et dansk universitet, er jo helt absurd!

Niclas Spangegaard, studerende, Climate Change

Det er ham, der leder Center for Olie og Gas og de 250 medarbejdere, faste og løse, der dels arbejder på centret, dels er spredt ud på de fem forskningsinstitutioner. I de sidste måneder har de alle måttet høre på, at det, de står op hver morgen for at lave, er så skadeligt, at deres arbejdsplads burde lukke.

»Jeg synes, det har været voldsomt at læse,« siger centerlederen. Han har printet et papir ud til lejligheden, som han lægger på midten af bordet. Det er et skema med tre kolonner, og samlet beskriver de ifølge Jeppesen, hvad centret egentlig beskæftiger sig med.

Kort sagt: Centret skal undersøge mulighederne for at øge olie- og gasproduktionen, det skal forske i at gøre den mere omkostningseffektiv, og så skal det undersøge, hvordan sikkerheden og miljøaftrykket forbedres. Det forklarer centerlederen, mens han fører pegefingeren over de tre kolonner.

Han siger, at den første kolonne, altså den, der handler om at få mere olie og gas op af undergrunden, var dominerende, da centret åbnede i 2014. Det var dengang, at ambitionen om 100 millioner nye tønder olie stod i visionen.

I dag er der stadig projekter på centret, der udelukkende beskæftiger sig med at indvinde mere olie, dog kun fra oliefelter, der allerede er kendte. En af metoderne hedder enhanced oil recovery, hvor forskere udvikler måder at pumpe vand ned i undergrunden på, så procentdelen af olie, der bliver skubbet op fra kridtlagene, forøges.

»Det er faktisk det, der foregår i de laboratorier, vi lige gik forbi,« siger Morten Willaing Jeppesen og peger over på den anden side af gangen, hvor udsugningsrør slanger sig rundt over sære maskiner.

»Vi forsøger at få noget mere olie ud. Det er ikke, fordi vi siger, at det med sikkerhed lader sig gøre. Vi opbygger en form for basisviden, og så skal industrien vurdere, om de skal investere i det.«

En ny retning – men ingen CO₂-forskning

Det er det brydningsfelt mellem anvendelse og forskning, som centret navigerer i, men missionen er ikke altid at hive mere olie op fra undergrunden. Faktisk ændrede centret omkring årsskiftet deres fokus, fra enøjet at beskæftige sig med øget olie- og gasproduktion til i stigende grad at fokusere på de næste to kolonner i skemaet, omkostningseffektivitet og miljø og sikkerhed.

Visionen har tilsvarende ændret sig, så centret ikke sigter mod et bestemt antal olietønder, men »søger at øge olie- og gasproduktions omkostningseffektivitet og at reducere påvirkningen af miljøet«.

Det har allerede haft praktiske konsekvenser i laboratorierne, siger Morten Willaing Jeppesen. For eksempel undersøger forskerne, hvordan man kan forhindre, at olierørene korroderer, det vil sige ruster, så man kan undgå læk eller energitunge reparationer.

Samtidig har centret netop opslået et professorat, hvor den udvalgte forsker skal være med til at forbedre kvaliteten af spildevand.

»Vores opgaver har udvidet sig ret meget. Så det kan godt være, at vi stadig ser på at producere mere olie og gas, men det skal foregå på en mere omkostningseffektiv og miljømæssig bedre måde. Så vi har tre linser på alt, vi laver,« siger Morten Willaing Jeppesen.

Jeg synes, det har været voldsomt at læse.

Centerleder Morten Willaing Jeppesen om de studerendes heftige kritik af hans center

Kunne I godt have et forskningsprojekt, der forsøgte at forbedre miljøaftrykket, velvidende at det ville koste mange penge for olieselskaberne?

»Vores udgangspunkt ville nok ikke være, at det skulle koste penge. Men det kan sagtens blive en effekt. Det er svært at vide. Det er forskning og videnskab, vi laver, så det der med at rulle filmen frem til konsekvenserne på et tidligt tidspunkt, det kan man ikke rigtigt.«

Hvis man nedbringer olieselskabernes omkostninger, så bidrager man vel også til, at nogle af de selskaber, der har den største udledning, lever længere?

»Ja, det kan man sagtens forestille sig. Hvis omkostningerne bliver lavere, kan det være rentabelt i længere tid, afhængig af prisen på olien. Selvfølgelig vil det være sådan. Men når man tænker på, at vi blandt andet er finansieret af olieindustrien, er det ikke så mærkeligt. De er jo ikke i gang med at afvikle deres forretning.«

Morten Willaing Jeppesen afslører, at centret endnu ikke har haft et projekt, der direkte beskæftiger sig med olie- og gasproduktionens CO₂-aftryk. Han tør ikke at sige, om der nogensinde kommer ét.

»Det kan sagtens være, at vores fokus rykker sig mere, så det også kommer til at handle mere om emissioner. Det ligger ikke eksplicit i det, vi laver lige nu, men det ligger inden for rammen af, hvad vi kan lave.«

Livsvigtig militærforskning

Niclas Spangegaard er klar over, at det center, han bekæmper, ikke kun sigter mod at pumpe mere olie op fra undergrunden. At det også beskæftiger sig med energioptimering og sikkerhed og måske, en dag, vil kere sig om CO₂-udledningen. Derfor siger han, at det vil være hovedløst bare at lukke centret fra den ene dag til den anden.

»Vi skal tage alle de diamanter, der er i centret, og bruge dem i den grønne omstilling,« siger han og nævner, at en stor del af centrets viden kan bruges i vindindustrien.

Han nævner den trappe, som den ph.d.-studerende tegnede på tavlen i DTU Skylab, planen om at afvikle centret skridt for skridt og ikke i et snuptag, der ville ramme over 200 mennesker. De grønne strejf i den sorte forskning får ham dog ikke til at ændre holdning til, hvor trappen skal ende.

»Lige meget hvad så bliver det jo aldrig grønt at brænde olie af eller bruge olie som energikilde,« siger Niclas Spangegaard.

Mike Gudbergsen fra Studenterrådet er enig i, at centret ikke bare skal smække døren i, det skal udfases, så de forskere og studerende, det huser, bliver ramt mindst muligt.

Forpersonen siger, at Studenterrådet i første omgang vil overtale Københavns Universitet til at trække sig helt ud af samarbejdet.

»Centret arbejder også på at lave en grønnere behandling af olie, og det argument synes jeg faktisk står meget stærkt. Men så længe overliggeren hedder Center for Olie og Gas, så er det sølet ind i den her historik om at få mere olie og gas op. Det skal ikke være udgangspunktet,« siger Mike Gudbergsen »Man skal lave en opvejning af forskningsfriheden over for de moralske og etiske omstændigheder. I det her tilfælde vejer det sidste tungest. Det er en ekstrem situation, men det er ikke noget, der ikke er fortilfælde for. Både i Danmark og på Københavns Universitet har vi i forvejen en forståelse af, at der er nogle ting, vi ikke forsker i.«

Dermed rører Gudbergsen ved det helt centrale spørgsmål, der ligger bag kampen om centret. Skal forskningens etiske grænse rykkes i lyset af klimaforandringerne?

Det er et spørgsmål, der har meldt sig i stigende grad, og efterhånden har opdelt forskningsverden i det, der ligner to poler. Dem, der forsvarer forskningsfriheden, og dem, der mener, at universitetet skal gå forrest i klimakampen.

Det er ikke altid indlysende, hvem der befinder sig på hvilken side. Niclas Spangegaard var selv blandt tilhørerne, da prodekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og professor i agroøkologi Andreas de Neergaard forholdt sig til centret under en klimastrejke. Dengang af-viste han, at det var en god ide at lukke centret, fordi det er svært at sige, hvilke konsekvenser forskning fører med sig. Samme argument bruger Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og medlem af Klimarådet.

»Jeg synes ikke, man skal forbyde den slags forskning. Det skyldes dels, at jeg synes, det er en ’slippery slope’, når vi tillader, at politikere eller universitets administratorer bestemmer, hvad vi må eller ikke må forske i. Det kan være, at den sag her ser oplagt ud at forbyde, men hvor går grænsen så,« skriver hun i en mail til Uniavisen.

Jeg synes personligt ikke, at vi skal give den fossile industri det blåstempel, det er, at vi er vært for et center finansieret af industrien og med så snæver en formålsparagraf.

Jens Friis Lund, professor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi

Hun nævner, at forskning i rumvåben bidrog til opdagelsen af, at menneskets aktiviteter var ved at nedbryde ozonlaget.

»Jeg kunne måske godt synes, at det er etisk forkert, at forske i rumvåben, men gud ske tak og lov for, at den forskning blev gennemført, så vi kunne gøre noget for at afbøde nedbrydningen af ozonlaget, inden det blev for sent!«

Lars Gårn Hansen, professor i miljøøkonomi og vismand i Det Miljøøkonomiske Råd, siger lig Richardson, at politiske dagsordener ikke skal styre, hvad universitetet forsker i.

»Hvis vi på et tidspunkt står i en verden, hvor al olieudvinding stopper, og alt lukker ned, så kan det være fagligt velbegrundet at drosle ned for forskning i, hvordan man finder olie. Men det er en anden snak. Det her med, at man ikke skal forske i noget på grund af nogle politiske prioriteringer, det er simpelthen ikke det, forskning handler om. Forskning handler om viden.«

Hvad med, når den forskning er finansieret af fx olieselskabet Total. Er det et principielt problem?

»Det kommer an på, i hvor høj grad de sætter rammerne for forskningen, og det er en meget vigtig diskussion. Det vil ofte være et kompromis, og det er universiteternes opgave at sikre forskningsfriheden. Jeg kender ikke Center for Olie og Gas godt nok til at sige, om rammerne er ordentlige. Men det er ikke i sig selv et problem, at pengene kommer fra Total.«

Tobak og våben

Jens Friis Lund, der ligesom Lars Gårn Hansen er professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, er uenig med sine kolleger i, at det er en glidebane mod mindre forskningsfrihed at kræve Center for Olie og Gas lukket. Det skyldes, siger han, at centret er industrifinansieret, herunder af Total, der ifølge en InfluenceMap-rapport fra 2019 finansierer kampagner og lobbyisme imod den grønne omstilling.

Han medgiver, at det er umuligt at forudsige, hvad forskning munder ud i, men at centrets formål lader til at stride mod den klimavidenskab, som universiteterne selv producerer.

»Der, hvor de studerende rejser et værdigt spørgsmål, er, om det her center er med til at legitimere en industri og en økonomisk praksis, som åbenlyst ikke er bæredygtig, og som er med til at forhale den grønne omstilling,« siger Jens Friis Lund.

»Der er nogle industrier, som store dele af samfundet ikke vil associeres med – som fx tobaksindustrien og visse dele af våbenindustrien – og spørgsmålet er, om fossilindustrien er ved at udvikle sig til noget, der er så åbenlyst forkert, at vi ikke længere vil støtte den som samfund?« Han svarer selv på det:

»Jeg synes personligt ikke, at vi skal give den fossile industri det blåstempel, det er, at vi er vært for et center finansieret af industrien og med så snæver en formålsparagraf.«

Mike Gudbergsen siger, at Center for Olie og Gas ikke er det første sted, han kigger hen, når han skal finde eksempler på forskningsfriheden:

»Vi er allerede bevidste om nogle enorme negative konsekvenser ved at hive mere olie og gas op, og så må man jo vurdere, om de positive effekter kan opveje dem. Hvis man tror det, så virker det i mine øjne ret optimistisk. Jeg kan ikke se nogen verden, hvor det ville ske,« siger han.

Prorektor: Ro

Rasmus Larsen, prorektor på DTU, siger omvendt, at det ville være et indgreb i forskningsfriheden og universiteternes uafhængighed, hvis et politisk pres fik bugt med centeret.

Det er faktisk ikke engang et spørgsmål om forskningsfrihed og etik, siger han. I og med at det danske samfund stadig er afhængig af olie og gas i de næste tredive år, og politikerne ikke har valgt at indstille produktionen i Nordsøen, er det ifølge prorektoren »en rationel beslutning« at understøtte den produktion og sørge for, at den sker på den bedst mulige måde.

Klimavidenskaben siger, at 80 procent af fossile brændsler i de kendte reserver skal blive i jorden, hvis vi skal leve op til Parisaftalen. Er det så en rationel beslutning?

»Jeg mener sådan set, at det er en rationel beslutning, i erkendelsen af at samfundet i den grønne omstilling fortsat vil have behov for olie og gas. Centrets forskning skal understøtte, at det sker på den mindst belastende, mest effektive og sikre måde. Der er ikke nogen konflikt, mener jeg. Der er en opgave, der skal løses i den her periode, og det skal centret bidrage til.«

Er det ikke utopisk at forestille sig, at der kan komme grøn forskning ud af noget, der er betalt af en sort industri?

»Man kan aldrig forudse alle aspekter af, hvad forskning kan føre til. Inden for rammen af forskningsfrihed og universiteternes uafhængighed er det nyttigt og muligt at samarbejde med omverdenen, både med virksomheder og myndigheder.«

Ifølge prorektoren er det hverken problematisk, at forskningen har klare mål om at øge olie- og gasproduktionen, eller at en arbejdsgruppe bestående af blandt andre repræsentanter fra olieselskaberne skal være med til at sikre det.

»Det er en ambitiøs kontrakt, hvor man har den målsætning, at forskningen skal omsættes til innovation også inden for en kortere tidsramme. Hvis den her forskning skal være relevant, skal der skabes resultater inden for en 30-årig horisont.«

Man kan aldrig forudse alle aspekter af, hvad forskning kan føre til.

Rasmus Larsen, prorektor, DTU

Argumentet er, at det vil skade forskningsfriheden, hvis man lukker centret. Der er vel snarere tale om friheden til at indgå virksomhedssamarbejder?

»Ja, det kan du sige, og der ønsker vi ikke, at der skal være begrænsninger for, hvilke virksomheder vores forskere samarbejder med. Det gælder en aftale som den om at drive et center, men hvis en individuel forsker mener, at hans eller hendes forskning kan styrkes af at samarbejde med virksomhed, så skal de da forfølge det.«

Tidligere har også vicedirektør med ansvar for kommunikationen på Københavns Universitet Jasper Steen Winkel afvist, at Københavns Universitet vil søge at efterkomme de studerendes krav om at lukke centret.

»Der er forskningsfrihed i Danmark. Det betyder, at politikerne, interessenter eller ledelserne ikke bestemmer over, hvad der forskes i, så længe forskningen er lovlig og lever op til de etiske standarder, der er vedtaget,« sagde han og fremhævede, at KU-forskere blandt andet udvikler Carbon Capture Storage-teknologi sammen med DTU’s ingeniører.

»Den forskning og udvikling, der sker, er aktuelt blandt de afgørende løsninger på en del af verdens klimaudfordringer.«

Løsrevet fra universitetet

I mødelokalet på Center for Olie og Gas siger Morten Willaing Jeppesen, at centret ikke bare nyder godt af milliarden fra Dansk Undergrunds Consortium, men også den »farligt store« mængde data, som olieindustrien deler med forskerne.

Han insisterer på, at det, der driver medarbejderne, er, at forbedre den måde, olie og gas bliver produceret på, ikke bare i industriens interesse, men i hele landets. Hans pegefinger har efterhånden nået de sidste to rækker i skemaet, og det er dem, der peger frem. De handler nemlig om, hvordan olieselskaberne skal forlade platformene i Nordsøen, højst sandsynligt om tre årtier. Ifølge Morten Willaing Jeppesen er det netop et eksempel på, hvordan centrets viden også kan være afgørende for, at man forlader platformene, ikke bare omkostningseffektivt, men også miljømæssigt ansvarligt.

»Pointen er, at den forskning, vi laver, er vigtig,« siger han. Spørgsmålet er, om centret stadig lever med den samme strategi til den tid, eller bare efter år 2024, hvor den nuværende bevilling løber ud.

Hvis det står til Niclas Spangegaard, bliver det ikke tilfældet, i hvert fald ikke med finansiering fra olieindustrien og et navn, der er svært at skrive med grønt.

Ifølge Spangegaard får centret mindre og mindre berettigelse for hver dag, der går, blandt andet fordi studerende som ham selv er holdt op med at uddanne sig inden for olie og gas – energikilder, som har en dødsdom hængende over hovedet.

Optaget på DTU-kandidaten Olie- og gasteknologi er styrtdykket fra 46 studerende i 2014 til tre i 2019. Derfor, siger Niclas Spangegaard, skal universitetet handle, mens tid er.

»Ellers vil der på et tidspunkt ikke være nogen studerende involveret mere, og hvordan ser det så ud,« spørger han. »Så er det bare et center, der får penge for at lave forskning for olieindustrien. Det vil helt have mistet sin funktion som en del af universitetet.«

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste