Detaljens ligegyldighed

Universitetet har brug for forskere som Mikael Rothstein der er ildsjæle og som blander sig i den offentlige debat. Også selv om det kan koste både personligt og økonomisk. Det fortalte lektor i kommunikation ved Nordisk Institut Klaus Kjøller til et debatarrangement på den nyligt afholdte Humaniorafestival.

Kjøller har analyseret Jyllands-Postens sag mod religionsforskeren Mikael Rothstein og de påståede klager over dennes politisering i undervisningen. Det er en sag der på mange måder er typisk for de problemer som forskere oplever når de blander sig i medierne. Det er nemlig ikke altid at universitetsforskere har sans for det vigtige i journalisternes historier, mener Klaus Kjøller.

Han peger blandt andet på det der af mange Rothstein-støtter er blevet taget som bevis på at Jyllands-Posten bevidst har fordrejet sagens rette sammenhæng: nemlig at der kun er tale om at nogle studerende har udtrykt utilfredshed med Rothstein, og at der altså ikke er indgivet nogle deciderede klager som avisen ellers skriver.

Denne distinktion er måske nok vigtig på universitetet, men det kan vi ikke forlange at omverdenen lever sig ind i og synes er relevant, siger Kjøller. Han mener at Rothstein er blevet offer for det han kalder ’detaljens ligegyldighed’. Når sagen først ruller, bliver hårde kendsgerninger ofte tilsidesat for den gode historie. Men det er der ikke noget mærkeligt eller løgnagtigt i.

»Vi må holde op med at tro at der findes én sand historie. Sådan arbejder man ikke i medierne. Der har man flere forskellige muligheder, og så vælger man den der er mest interessant,« siger Klaus Kjøller.

En total mediefigur
En anden ting forskerne må indse, er at deres person ofte er lige så vigtig som deres forskning når de udtaler sig til medierne.

»På universitetet mener vi jo at forsker og privatperson er adskilt. Men når man træder ud i medierne på den måde Mikael Rothstein har gjort, så bliver de personer blandet sammen. Så bliver man en total figur med politiske holdninger og familie,« siger Klaus Kjøller der mener at det er en betingelse at forskeren træder frem som person i historierne for at få sin forskning ud.

»Problemet opstår selvfølgelig når man bruger sin ekspertrolle til at udtale sig politisk. For i samme omfang man bliver politisk debattør, i samme omfang mister man jo sin ekspertstatus,« siger han.

At Mikael Rothstein derfor er havnet på Jyllands-Postens forside skyldes at han som person passer ind i Jyllands-Postens billede af en skurk. Medierne har brug for helte og skurke i deres historier, og her passer Rothstein med sin veltalenhed og idealisme perfekt ind, vurderer Kjøller. Rothstein er blevet en meget vigtig person som Jyllands-Posten kan definere sig selv og sine kernelæsere imod.

Brug for ildsjæle
Klaus Kjøller mener ikke at universitetet skal begynde at lægge begrænsning på hvornår og om hvad de ansatte må udtale sig af frygt for problemer. Gør man det, vil det gå ud over universitetets evne til at gøre sig synlig i medierne, vurderer han.

»Undervisning, formidling og forskning har brug for ildsjæle. Så løsningen er ikke at vi forbyder ildsjæle og de problemer de kan give. Vi må simpelthen erkende at dem har vi enormt meget brug for,« siger Klaus Kjøller der mener at universitetsforskere skal gives et betydeligt råderum for hvor meget de kan tillade sig.

For de forskere der er bedst til at brænde igennem i medierne, er altid ildsjælene, siger Kjøller. Som eksempel nævner han flere forskellige forskertyper: Den begejstrede type som fx prorektor Lykke Friis eller tidligere zoo-direktør Bent Jørgensen; Den kontroversielle forskertype der går direkte ind i politiske brændpunkter som Bjørn Lomborg og Mikael Rothstein; og »Den underholdende nørd« som fx superfysikeren Holger Bech-Nielsen.
»Så der er mange måder at brænde igennem på. Men fælles for dem alle er at de er båret af følelserne,« siger Klaus Kjøller.

Og det skal der altså være plads til. Så må man tage de tæsk der kommer.