Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
SU-REFORM – Dansk Folkeparti er med ved forhandlingerne om SU-reformen, og selvom de som det mest kritiske forligsparti har flere problemer med de foreslåede forringelser, skal universitetsstuderende ikke forvente de store ændringer i forhold til krav om hurtig gennemførsel.
Den 13. februar blev videnskabs- og forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl pludselig hovedperson i dramaet omkring regeringens SU-reform. Ifølge Mandag Morgen ville Dansk Folkeparti (DF) nemlig ikke støtte forslag, der medfører nedskæringer i ydelsen for den enkelte studerende, og som forligsparti har DF magt til at blokere for ændringer i SU-systemet på denne side af et folketingsvalg.
LÆS OGSÅ: DF blokerer for SU-reformen.
Men håbefulde studerende blev hurtigt skuffede, da ordføreren senere samme dag måtte dementere artiklens ordlyd og betone, at der ikke var tale om ultimative krav. Nu sidder DF med ved forhandlingsbordet. Kun Enhedslisten har valgt at holde fingrene langt væk fra reformen.
»Problemerne med at skære i SU’en er de samme, som de var i midten af februar. Vi mener stadig, at det sjette SU-år skal bevares for alle, der reelt har brug for det. Men der er også ganske fornuftige ting i regeringens udspil, og derfor er vi selvfølgelig med til forhandlingerne,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl til Uniavisen.
DF vil kæmpe for at fastholde det sjette år for alle, der kan argumentere for, at de er berettiget til det, for der skal være plads til eksempelvis at dumpe. Jens Henrik Thulesen Dahl er ikke desto mindre »enig i reformens signal om, at studerende skal være fuldtidsstuderende og komme hurtigere igennem.«
»Vi skal sende et signal om, at det ikke er i orden at planlægge fem års studier til seks år. Man kan ikke automatisk kalkulere med et ekstra års understøttelse. Som det er nu, opfordrer SU-systemet tilsyneladende til at lade sig udnytte, og derfor er vi nødt til at se på det,« forklarer Thulesen Dahl.
Han bliver »rigtig irriteret«, når han ser studerende melde ud, at det ikke er rimeligt, de skal læse på fuldtid. Sådanne udmeldinger skal de ikke vente DF’s støtte til. Tværtimod er partiet på linje med regeringen i de tiltag, der skal få studerende hurtigere igennem, og universitetsstuderende skal ikke forvente store ændringer i de aktivitetskrav, reformen lægger op til, selvom de stritter imod.
»Vi har haft en god og konstruktiv dialog med blandt andre Danske Studerendes Fællesråd, men jeg lader mig ikke påvirke voldsomt af det, når en masse studerende stiller sig sammen og bare råber.«
Forskningsordføreren udtrykker imidlertid bekymring over regeringens forslag til omlægning af de hjemmeboendes SU, som han frygter vil ramme skævt. Af andre mere nytænkende initiativer foreslår Thulesen Dahl, at reformen indtænker fradragsret for bogindkøb, og at grænsen for indtjening ved siden af SU’en hæves eller helt fjernes.
»Vi mener principielt ikke, at studerende skal straffes økonomisk for at arbejde, hvis ellers de ikke bliver forsinkede. Og så er vi selvfølgelig interesserede i at se, hvilke steder der kan lukkes op, så reformen bliver mere rimelig for de studerende og spiselig for os,« siger han.
Men om DF i sidste ende får noget at skulle have sagt, sås der nu tvivl om. Mens partiet afviser ultimative krav, er der begyndt at gå rygter om, at regeringen alligevel overvejer at undsige det og opsige SU-forliget, hvis DF viser sig for besværlige. I så fald kan SU-reformen ikke træde i kraft før efter næste folketingsvalg. Indtil videre vil Jens Henrik Thulesen Dahl dog fortsætte med at stille kritiske spørgsmål.
LÆS OGSÅ: Regeringen overvejer SU-reform uden DF.
therese.hjorth@adm.ku.dk