Ny direktør: »Jeg er stolt af, at jeg har fået KU som rygmærke«

»For én der har siddet på posten i ni dage, er jeg helt enkelt stadig ved at finde ud af, hvad en universitetsdirektør egentlig laver,« erklærer Søren Munks Skydsgaard ærligt og smilende, da Uniavisen møder ham på hans sparsomt møblerede nye kontor fredag eftermiddag.

»Jeg har for eksempel brugt den seneste halve time på at få styr på min WorkZone og min Outlook.«

Selv om han stadig er ved at finde sig til rette, og mange dage er gået med introduktionsmøder og meget læsning, »begynder beslutningerne at nærme sig direktørbordet«.

Og Søren Munk Skydsgaard glæder sig, for han har »kigget forelsket på universitetet som arbejdsplads i nogle år nu.«

»København Universitet er en legendarisk institution. Og jeg er ret så stolt af, at jeg har fået KU som rygmærke. Jeg er uddannet herfra, og nu er det også blevet min arbejdsplads,« siger han og uddyber:

»Universitet som institution er der, man søger hen, når de store problemer skal løses, men det er også der, man søger ny erkendelser, og så er det stedet, hvor fremtidens beslutningstagere bliver uddannet.«

Missionen stikker lige så dybt som historien

Og netop arbejdet med vigtige samfundsinstitutioner har været en rød tråd i Søren Munk Skydsgaards karriere. De seneste to stillinger har været som henholdsvis ressourcedirektør i Københavns Kommunes socialforvaltning og økonomidirektør i Fødevarestyrelsen.

»Som den Djøf-type, jeg må indrømme, jeg er, synes jeg, det er spændende at arbejde med organisationer og institutioner, hvor man har med noget meget værdifuldt at gøre. Missionen stikker typisk lige så dybt som historien«.

Søren Munk Skydsgaard har tidligere været med til at foreslå og gennemføre strategier, der har krævet økonomiske rundbarberinger. De nye beslutninger om KU’s besparelser på administrationsområdet er dog blevet taget, inden Søren Munk Skydsgaard satte sig i direktørstolen.

Og selv om den detaljerede strategi for administrationsreformen er noget, han kommer til at bruge rigtig meget af sin tid på, vil han endnu ikke udpege specifikke områder, hvor Københavns Universitet kan skære.

»Jeg er superydmyg over den opgave, jeg har fået stillet, og jeg er meget åben over for de forskellige perspektiver. Det vil være på grænsen til upassende, hvis jeg kommer valsende ind på niendedagen og fortæller, hvordan Københavns Universitet præcis skal skære kagen.«

Denne pointe bliver kendetegnende for snakken med Søren Munk Skydsgaard. Han holder igen med de store udmeldinger. Både fordi universitetet endnu er så »tidligt i processen« med administrationsreformen, og fordi han kun lige har sat sig i direktørstolen.

Tekniske udfordringer og uhøjtidelig ledelse

»Hov, hvad fanden er det,« afbryder Søren Munk Skydsgaard sig selv. En bimlende ringetone strømmer pludselig ud i hans kontor.

Han rejser sig prompte for at finde kilden til lyden og finder ud af, at det er kontorets fastnettelefon, der ringer.

»Øhhh, det har jeg aldrig prøvet før …«

»Den må lige ringe ud, for jeg ved altså ikke, hvordan jeg svarer eller lægger på,« siger han med et smil og fortsætter:

»Jeg tænker, at dette lille optrin er et meget godt eksempel på, at jeg er så ny i jobbet, at jeg ikke ved, hvordan man betjener telefonen.«

Søren Munk Skydsgaard samler sig hurtigt.

»Vi må hellere komme tilbage på sporet,« siger han og kigger op i loftet for at samle tankerne.

Vil man skabe forandring i en gammel institution som Københavns Universitet, skal det ske med afsæt i respekt og fascination, forklarer han så.

»For det er kun på den måde, man kan bygge bro mellem den forandring, der skal til og de mennesker, der skal være en del af forandringen. Og netop den balancegang kan være vanskelig.«

Til gengæld bør al balancegang suppleres af en tur op i helikopterblik.

»Det kan lyde flødet og floskelagtigt, men jeg mener det virkelig. Man kan sige, det er sådan, min personlighedstype er. At arbejde på tværs af forskellige discipliner og anerkende betydningen af det,« siger han afvæbnende.

Selv om jeg efterhånden har været leder i mange år, kan jeg sagtes huske, hvordan det er at være mellemleder eller medarbejder

Søren Munk Skydsgaard

Som leder forsøger han at holde et overordnet blik på strategien, men er også ret optaget af at nå ned i materien, »for det er jo nogle gange sådan, at djævlen ligger i detaljen.«

Og så sætter han pris på en åben dialog, fortæller han og annoncerer i samme ombæring, at det må gerne være »uhøjtideligt og humørfyldt« at arbejde sammen med ham.

»Når man taler med mig, kan man sige tingene, som man tænker dem. Jeg er selv en type, hvor man ikke behøver gætte supermeget.«

Han kan ikke udpege et ledelsesideal. Han »tror egentlig ikke på den slags,« lyder det. Til gengæld tror han, at man samler elementer op fra de mennesker, man møder på sin vej, og mener selv, at han har mødt mange dygtige ledere.

»Selv om jeg efterhånden har været leder i mange år, kan jeg sagtens huske, hvordan det er at være mellemleder eller medarbejder. Jeg er ret inspireret af det arbejdsliv, jeg har haft, og derfor er det meget præsent for mig som leder at tænke på, hvordan det er være medarbejder.«

Skæve film, ringe tennis og amerikansk rap

Søren Munk Skydsgaard er »utrolig tit i biografen for at se »en masse skæve film«, fordi hans kone arbejder i filmbranchen. Han spiller tennis på et »niveau, der er lavere, end det burde«, elsker at høre Hjernekassen og at læse både samfundslitteratur og skønlitteratur.

»Jeg spillede guitar i mine første skoleår, men skiftede til klaver. Jeg er faktisk med i et jazzband. Men vi spiller ikke for åbne døre,« siger han med et grin og fortæller anekdotisk om dengang på studiet, hvor han spillede keyboard i et »politband«, der spillede covers af store bangers til fester.

Musikken fylder generelt meget for direktøren, der vurderer, at favoritgenren er jazz, hvor han i flæng nævner navne som Miles Davis, John Coltrane og Brad Mehldau.

»Men inden jeg lyder for stereotyp, er det også vigtigt at nævne, at jeg supergodt kan lide popmusik. Jeg har det dog ekstremt svært ved autotune. Senest var jeg på Vega og høre bandet Rigmor,« siger han og holder en tænkepause.

»Og så er jeg stor Kendrick Lamar fan, ham ville jeg gerne se på Roskilde Festival.«