Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Specialepriser — Du kan blive præmieret for dit hårde slid med specialet. Organisationer, fagforeninger og virksomheder har tradition for at belønne et godt speciale, der rammer deres felt, med en pose penge.
Der er lige landet en ny specialepris.
Har du skrevet et speciale det seneste år, der beskæftiger sig med menneskeret? Så kan du inden den 1. november nominere dig selv til Institut For Menneskerettigheders nye pris og måske vinde præmien på 25.000 kroner.
Instituttet har stiftet specialeprisen, der skal hylde det bedste menneskeretlige speciale. Prisen uddeles første gang i forbindelse med fejringen af 75-året for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder i december i år.
For at komme i betragtning til prisen skal specialet have et menneskeretligt omdrejningspunkt, men det er ikke afgørende, hvilken videregående uddannelse, du har afsluttet.
»Vi vil rigtig gerne højne interessen for menneskerettighedsfeltet og opmuntre til, at der bliver skrevet vigtige, og gerne nyskabende, specialer inden for vores felt, som er meget tværfagligt,« siger Pernille Boye Koch, der er forskningschef på Institut for Menneskerettigheder.
Instituttet har udarbejdet en række punkter der skal være opfyldt, for at man kan komme i betragtning til pengeprisen.
Specialet skal rejse et centralt menneskeretligt spørgsmål. Menneskerettigheder dækker både over konventioner, rettigheder og ligebehandlingsspørgsmål. Specialet skal være bedømt i det forgange akademiske år, have udløst karakteren 10 eller 12 og være skrevet på dansk eller engelsk.
Det afgørende er, at specialet bidrager med ny viden.
»Der sker rigtig meget spændende på dette felt i disse år. Vi har en fornemmelse af, at nogle af de studerende er gode til at fange problematikker, der ikke er skrevet så meget om tidligere. Det kunne være i tværsnittet mellem klima og menneskerettigheder – noget, der virkelig eksploderer i de her år,« siger forskningschefen og fortsætter:
»Der er mange uopdyrkede akademiske felter lige her, for eksempel klimaspørgsmål, kriminologi eller kønsidentitet. Også fra et juridisk perspektiv er området blevet mere komplekst, hvilket gør det sværere at analysere. Derfor vil vi gerne opfordre studerende til at byde ind med deres analyser.«
De fleste specialepriser skal man nominere sig selv til eller ansøge om at vinde, og specialerne bliver bedømt af en jury. Den organisation man sender sit speciale til, får specialet i banken og får på den måde adgang til ny viden, metoder og analyser. Det sætter de studerendes kvalificerede arbejde i spil.
Mange specialepriser har deadline for ansøgning lige efter sommer- eller juleferien, men der er nogle stykker, du stadig kan nå at ramme i år.
Collegium Biblicums talentpris
Pengepræmie: 3.000 kroner
Deadline: 1. december 2023
Hvert år tildeler Collegium Biblicum en talentpris til det mest fremragende eksegetiske kandidatspeciale og det mest udmærkede eksegetiske BA-projekt. Modtagerne af Collegium Biblicums talentpriser bliver inviteret til foreningens årlige møde, hvor de bliver anerkendt og har mulighed for at præsentere deres prisvindende opgaver.
Læs mere her.
Prisopgave i klinisk psykiatri
Pengepræmie: 25.000 kroner
Deadline: Januar 2024
Hvert år uddeler Danske Regioner i samarbejde med Dansk Psykiatrisk Selskab og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab en prisopgave inden for psykiatri. Formålet er ifølge fundatsen at »kvæge« medicinstuderendes interesse for psykiatri som speciale.
Læs mere her.
K-forum for studerende og Kommunikation og Sprogs specialepris
Pengepræmie: 10.000 kroner
Deadline: 31. januar 2024
Formålet med prisen er at fejre innovation, videndeling, ekspertise og effektiv kommunikation. Her lægges vægt på mere end blot akademiske standarder; der bliver prioriteret dristige emnevalg, kreativitet og mod. Uanset om specialet behandler emner som public affairs, krisekommunikation, sprogbrug, kønskommunikation, AI eller lignende, opfordres du til at deltage i konkurrencen om at blive udråbt som årets bedste kommunikationsspeciale.
Læs mere her.
Selskab for Surveyforsknings prisopgaver 2023/24
Pengepræmie: 5.000 kroner
Deadline: 5. februar 2024
Selskab for Surveyforskning udskriver to prisopgaver. Den ene inden for kategorien speciale.
Den anden i kategorien større eksamensopgave (herunder bacheloropgaver). Kravet er, at surveyforskning indgår som et centralt element. Prisen gives til et speciale/en opgave, der er nyskabende i anvendelsen af surveymetoden, teorien bag surveys og surveymetode, præsentation af surveyresultater (fx grafisk) eller formidlingen af surveyresultater.
Læs mere her.
Karnovs specialepris
Pengepræmie: Ukendt
Deadline: Februar 2024
Karnov uddeler hver år en præmie til et speciale inden for juraens skattefaglige område for at sætte fokus på unge talenter, som i fremtiden skal sætte deres præg på branchen. Vinderspecialerne kommer fra alle universiteter og er for det meste bedømt med karakteren 12. Der er vægt på faglighed, aktualitet & relevans, sværhedsgrad og behandlingsdybde samt selvstændighed.
Læs mere her.
Specialeprisen i datalogi
Pengepræmie: 25.000 kroner
Deadline: Februar 2024
Hvert år udvælges det bedste datalogiske speciale eller eksamensprojekt som modtager af en pris. Overordnet forventes projektet at være enten nyskabende, bruge ny anvendelse af datalogiske principper eller god pædagogisk formidling af komplekse fagområder. Specialets betydning og relevans for praksis vurderes på lige fod med de akademiske kvaliteter.
Læs mere her.
DITAs specialepris – IT-advokaters specialepris
Pengepræmie: 20.000 kroner
Deadline: 1. maj 2024
Jurister med speciale i it-ret kan vinde denne specialepris. I DITAs specialebank kan man uploade sit færdige arbejde og få chancen for at vinde en pris. DITA vil anerkende og belønne de studerende, der har udarbejdet særdeles fremragende og praktisk relevante specialer.
Læs mere her.
Djøfs specialepris
Pengepræmie: 15.000 kroner
Deadline: Juli 2024
Formålet er at anerkende og belønne ekspertise, mod og nytænkning. Der tages også hensyn til specialets relevans for forskning, samfund og erhvervsliv, når der udvælges tre vindere. For at vinde skal dit speciale tilføre nye perspektiver inden for områder som erhvervsliv, bæredygtighed, jura, ledelse eller samfund. Der lægges også vægt på innovative eller kreative metodiske tilgange i specialet.
Læs mere her.
Foreningen af procedureadvokaters specialepris
Pengepræmie: 20.000 kroner
Deadline: 1. september 2024
Prisens formål er at øge studerendes interesse for procesret og juridiske procedurer og forbedre deres forbindelse til akademikere på universiteterne. Alle jurastuderende, der har fået 10 eller 12 i det igangværende kalenderår for deres speciale inden for et civilprocesretligt emne kan ansøge.
Læs mere her.
Specialeprisen socialviden
Pengepræmier: 25.000, 10.000 og 5.000 kroner
Deadline: September 2024
For at fremme interessen for socialforskning opfordres nyuddannede universitetskandidater til at deltage i en konkurrence om prisen for det mest fremragende speciale, der tilfører ny viden og nyskabende løsninger inden for socialområdet. Social- og boligstyrelsen har stiften prisen for at imødegå de udfordringer, som de omfattende velfærdsområder står overfor, fordi der er behov for både forskning og innovative tilgange.
Læs mere her.
Viltofts specialepris
Pengepræmie: 15.000 kroner
Deadline: 1. oktober 2024
Prisen tildeles et kandidatspeciale inden for fagområderne entreprise-, udbuds- eller voldgiftsret på en dansk cand.jur.- eller cand.merc.jur.-uddannelse. Specialet skal være bedømt til karakteren 12.
Ved bedømmelsen af det vindende speciale vægtes det, ud over et højt fagligt niveau, at specialet behandler problemstillinger af praktisk relevans inden for retsområdet. Det vil blive positivt vurderet, men er ikke et krav, hvis specialet også behandler problemstillinger, der vedrører juridiske aspekter inden for byggebranchen.
Læs mere her.
Dansk Matematisk Forenings specialepris
Pengepræmie: 15.000 kroner
Deadline: Ukendt. Prisen overrækkes hvert år i august
DMF giver en pris for det bedste matematikspeciale skrevet på danske universiteter. Ved evalueringen af specialet vil ikke kun kvaliteten af det matematiske indhold og den sproglige præsentation af specialet blive vurderet, der vil også blive lagt vægt på specialets evne til formidling.
Læs mere her.
Artiklen opdateres løbende. Har vi glemt nogen? Så skriv gerne til os på uni-avis@adm.ku.dk.