Død mand drukner

Marie Krøyer hedder Bille Augusts nye film, der handler om skagensmaleren P.S. Krøyer og hans hustru, Marie. Hun udfordres i sin rolle som mor til deres fælles datter Vibeke, i sin kunstnerdrøm og ikke mindst som kone til den verdensberømte men besværlige – og tiltagende sindssyge – skagensmaler.

Da Marie Krøyer møder komponisten Hugo Alfvén, indleder hun en affære med ham, og hun må efter kort tid tage stilling til sin nuværende og fremtidige situation.

At lede efter noget man ikke finder

Med lektor Jens Toft og Bille Augusts nye film, afprøver filmsamtale-konceptet en ny form. For Toft er en mand, der tænker over tingene, og han har efterspurgt nogle dage til at fordøje filmoplevelsen.

Således sidder vi på Paludan bogcafe, en weekend og en arbejdsdag efter filmvisningen. I går var lektoren i Sønderborg for at holde foredrag om skagensmalerne, og han kan konstatere, at interessen for dem stadig er stor.

Til gengæld er Toft nu, efter gensyn med nogle af Augusts tidligere film, stadig i tvivl om, hvad han egentlig synes om Marie Krøyer:

»Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg synes om filmen, fordi jeg ledte efter noget, som jeg ikke fandt,« siger han.

Den kvindelige kunstner aflives

Toft fortæller, at han havde håbet på, eller ubevidst forventet, for eksempel, at se en tematisering af, hvordan mænd og kvinder kan arbejde sammen som kunstnere:

»Det at være i et parforhold drevet af forelskelse og begær, og samtidig være i stand til at være kunstnere sammen, det er formentlig en udfordring. Jeg har på fornemmelsen, at det var et af Marie Krøyers projekter – den rigtige Marie Krøyer, ikke filmens, og det ville være interessant om filmen berørte dette.«

I stedet aflives Marie Krøyer som kunstner allerede i første scene:

»Hun maler et blomsterbillede – det maleri som for øvrigt er nederst i maleriets genre-hierarki – og desuden siger ægtemanden om det, at »du skildrer lyset, men billedet lyser ikke.« Så kan man vist ikke nedgøres mere som maler. Og så ekspederes Marie Krøyer som kunstner ud af filmen.«

Kunsten er nem, livet er svært

Lektoren drager en parallel til Carl Th. Dreyers film Gertrud, hvor det gøres en pointe ud af, at mænd kastrerer deres kvinder, ved hele tiden at tænke på deres arbejde, hvorimod kvinder udelukkende tænker på kærlighed:

»Den sindslidende kunstner siger flere gange i filmen, at kunsten er nem nok, det svære er livet. Så filmens budskab er i en vis forstand, at selv om Marie aflives som kunstner, så tackler hun bedre det at leve. Det handler om at vælge livet,« siger Krøyer i filmen. Men hvad siger filmen? Er det det, der er dens problematik?« spørger Toft.

Han skynder sig at indskyde, at om det er et gennemgående tema, ved han ikke, før han har set filmen en gang til. Han er i det hele taget splittet i sin oplevelse af filmen, især fordi han mener, Bille August har et potentiale, og fordi han synes, at anslaget i filmen lægger så godt an.

Død mand drukner

Filmen begynder og slutter med det samme billede: Sørens, dvs. Krøyers, begravelse. For lektoren har denne symbolladede scene vækket store forventninger til den øvrige fortælling:

»Stormfulde skagensklitter og sortklædte mennesker samlet for at sænke kisten ned i en grav, der er fuldstændig fyldt med vand. Det er et mystisk og dødstærkt billede, bogstaveligt talt.«

Og Toft ser flere niveauer i den ’døde mands druknen’, som han kalder det:

»Jeg kommer til at tænke på vandets betydning i psykoanalysen. At dykke ned i dybet, til det underbevidste. Scenen er i mine øjne vældig symbolladet, og det gør mig nysgerrig. Kan en død mand drukne? Det er meget gådefuldt. Det er som om, vi inviteres med på en rejse ind i menneskets indre. Men hvor? Og i hvis indre?«

Tofts blik for billeder, er et helt særligt og trænet et af slagsen, men tilsyneladende er ikke hele filmen lige så sammensat.

Tidsbilleder

Lektoren bemærker, hvordan August i sine tidligere film, har haft en evne til at skabe tidsbilleder. Med tidsbilleder mener han, i forlængelse af den franske filosof, Gilles Deleuze, billeder af tiden, som ikke er en funktion af handlingen.

»Den klassiske film skildrer tid som bliver organiseret i kraft af handlingen. I film der skildrer tiden mere direkte, bliver karaktererne ikke længere handlende, men er mere tilskuere til deres eget liv. Det giver en anden måde at anskue menneskets handlen og den tid, de er i.«

Toft kobler dette op mod Aristoteles’ skelnen mellem den historiske fortælling og tragedien. Han mener, som Aristoteles, at den sidste er vigtigst, fordi den ikke blot gengiver et empirisk hændelsesforløb, men snarere trænger bagom den konkrete handling og siger noget om, hvad der må ske. I flere af Bille Augusts tidligere film, Honning Måne og Pelle Erobreren, for eksempel, finder vi originale tidsbilleder, mener Jens Toft.

»Den måde at fortælle på kan jeg fornæmme i Augusts film, når de er bedst: at man kommer op på et niveau, hvor der generes handlinger der fødes ud af, noget andet end dem selv og subjektet. Men jeg har ikke kunne se det i denne film. Ikke endnu i hvert fald,« siger Toft.

Kvinden og fantasien om ‘det vidunderlige’

Marie Krøyer stiller et åbent spørgsmål i filmen: Er jeg mig selv, eller er jeg hende på malerierne? Toft mener at filmen hverken kan eller skal besvare det spørgsmål, men at det antyder en tidsbilledeproblematik:

»Marie er, og ser sig selv ligesom ‘udefra’, samtidig med at hun er og handler. Det er denne særlige og komplekse måde at være i verden på, Bille August kan skildre, når han er bedst. Men jeg har ikke fået ordentligt styr på, hvordan eller hvorvidt han gør det i denne film.«

Men det er en skam, at hustruen ikke formår at fylde rollen som mere end blot fantasien om ’det vidunderlige’, indskyder Deres udsendte. Hun forekommer aldrig rigtig progressiv, på trods af at filmen åbenbart vil portrættere hende sådan og gentager referencen til Nora-figuren i Et dukkehjem (’det vidunderlige’).

»Men hun repræsenterer alligevel, tror jeg, noget kvindeligt som filmen fremstiller som mere levedygtigt,« bemærker Toft, og fortsætter: »For nok ‘myrder’ Krøyer Marie som maler i filmens start, men ser filmen verden gennem Krøyers øjne, eller lige så meget med Maries? Og filmen går jo på dette punkt et skridt videre end Dreyer i Gertrud. Særlig i kontrast til den destruktive mand, der kun fungerer i sit arbejde. Men her lader filmen trods alt Krøyer sige, at det sværeste ikke er kunsten, men livet.«

Så det handler måske mere om kønsroller end om det, at være kunstner, tænker jeg? Har kvinder et bedre udgangspunkt for at håndtere nådeløse livsvilkår, end at vitalisere et kunstnerisk potensiale?

Tiden vil vise

Jens Toft fortæller, at han stadig sidder og kigger ned på kisten i den oversvømmede grav og funderer over, hvad det egentlig er, historien handler om:

»Jeg kan være langsom til at opdage en film. Jeg har tidligere oplevet med både Pelle Erobreren og Honning Måne, at jeg først blev begejstret for dem lang tid efter, at jeg først havde set dem. Så jeg tror stadig på, at Marie Krøyer kan have en kvalitet, som jeg har til gode, næste gang jeg ser den,« siger Toft.

Kan det måske være et tegn på, at den unge og utålmodige ikke bedømmer filmen ud fra det, den er, men har et naivt ønske om, at alt skal være nytænkende, og derfor diskvalificerer det, som ikke formår at udfordre klichéerne? Og at den erfarne lektor forærer kunstværket den tid og omtanke, det i virkeligheden fortjener?

line.hjorth@adm.ku.dk