Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Døve studerende og deres tegnsprogstolke føler sig overset

Handicap — Vi har mødt en studerende, som er døv, og en tegnsprogstolk til en snak om, hvordan det rent praktisk foregår, når man skal klare et akademisk studium uden høresansen. For den enkelte døve studerende er det en stor opgave, som ikke alle magter - ikke mindst fordi tolkene er pressede.

Til undervisningen i lingvistik sidder Mads Jonathan Pedersen (33) og kan følge med i alt, hvad der bliver sagt.

Han lytter dog ikke med, for selv om han er studerende ved Københavns Universitet, er han del af en meget lille gruppe af døve studerende. Mads Jonathan Pedersen har været døv fra fødslen.

For at kunne følge underviseren på lige fod med sine hørende medstuderende får han hjælp af en tegnsprogstolk, der simultant oversætter alt, hvad der bliver sagt i lokalet, fra talt dansk til tegnsprog for ham. Faktisk har Mads Jonathan Pedersen et team på seks tegnsprogstolke, der arbejder på skift.

Tegnsprogstolkning er krævende

I kantinen Hava Java på Søndre Campus møder Uniavisen Mads Jonathan Pedersen og den erfarne tegnsprogstolk Emilie Lykfeldt (32). Her får de mulighed for at fortælle om de udfordringer, de møder, og om en måske relativt ukendt side af universitetets liv for andre studerende og ansatte.

en ret så lille minoritet

Københavns Universitet må ikke føre statistik over, hvor mange af universitetets studerende der er døve.

Derfor er det et skøn, når Mads Jonathan Pedersen og Emilie Lykfeldt anslår, at der er fem til 10 studerende, der har brug for en tegnsprogstolk på Københavns Universitet.

Hurtigt går det op for én, at arbejdet med at tegnsprogstolke faktisk er en imponerende ’maskine’ at skulle forholde sig til, hvis den skal køre som smurt, så det ikke ender med, at døve studerende må opgive deres studier. Det kan nemlig blive resultatet, hvis mange ting ikke fungerer optimalt, når tolkene skal oversætte.

Emilie Lykfeldt fortæller, at tegnsprogstolken er meget afhængig af, at underviseren forstår, at der efter 45 minutters undervisning er brug for en pause på 15 minutter, så tolkene, der simultantolker forelæsningen om til tegnsprog, ikke mister koncentrationen på grund af overbelastning, selv om de skiftes til at simultantolke hvert 15. minut.

Desuden er det en hjælp for tolken, hvis han eller hun før et foredrags begyndelse får udleveret noget af underviserens materiale til tolkens egen forberedelse.

Vigtigt med tid til forberedelse

Mads Jonathan Pedersen læser i dag til bachelor i Lingvistik, på andet semester. Han ved, at der ikke skal meget forstyrrelse til, før underviserens budskab, som han modtager via tolken, bliver vanskeligt at forstå.

»Hvis underviseren er i gang med et spændende emne, der skaber dialog og debat, og tiden derfor trækker ud, og mine tolke kører trætte, så misser de nogle ting, og så misser jeg også nogle ting. Jeg bliver desuden selv træt af at skulle sidde og aflæse, hvad mine tolke videreformidler til mig med tegnsprog. Derfor er en af de vigtigste ting at få de pauser,« siger Mads Jonathan Pedersen.

Hans tolke er heller ikke nødvendigvis uddannede i lingvistik. Alligevel er de nødt til at forstå alt, hvad der bliver sagt under foredraget, for at kunne videreformidle det korrekt for ham.

»De har en generel viden, men de har ikke så meget viden om mit fag eller om det emne, som underviseren specifikt taler om. Derfor er forberedelsen så vigtig for tolken, så han eller hun ikke både skal forstå budskabet for første gang og samtidig oversætte og formidle det for mig. Det fungerer bedst, når tolken får mulighed for at forberede sig. Det er bare ikke altid muligt,« siger Mads Jonathan Pedersen.

Det faste team skriver i tolkedagbogen

Emilie Lykfeldt vil gerne fortælle om, hvordan hun ville begynde et samarbejde med Mads Jonathan Pedersen, hvis hun en dag blev hans tolk. De to kender hinanden fra andre tolkeopgaver uden for universitetet, men har aldrig arbejdet sammen på campus.

Døv eller hørehæmmet?

Hvis man er døv, har man et handicap, hvor man har ingen eller næsten ingen høreevne.

Hvis man har noget høreevne tilbage, er man hørehæmmet, og så er det ofte muligt at klare sig uden en tegnsprogstolk. Man kan i stedet bruge andre hjælpemidler.

Mens hun gør det, sidder en anden tegnsprogstolk, over for Mads Jonathan Pedersen og er hyret til interviewet i Hava Java for at videreformidle til ham, hvad Emilie Lykfeldt siger til Uniavisens reporter. Det er med til at give et fint indtryk af, hvor krævende arbejdet som tegnsprogstolk egentlig er – og hvor imponerende hurtigt, det skal gå.

Allerede da Emilie Lykfeldt udtaler de første par ord om, hvordan det er muligt at gribe en tolkeopgave an, er den hyrede tolk i fuld gang med at videreformidle hendes ord til Mads:

»Hvis jeg skulle tolke for Mads, ville vi først sætte os ned og begynde at tale om den terminologi, der gælder på Lingvistik. Hvilket tegn skulle vi bruge for fx begrebet ’fonem’? På den måde kunne teamet af tolke opbygge en fagspecifik terminologi, som alle tolkene skulle bruge. Derfor er det så vigtigt, at den døve studerende har et fast team. Hvis jeg bare dumpede ind helt uforberedt en dag for at skulle tolke for Mads, ville det blive enormt udfordrende.«

Mads Jonathan Pedersens faste tolke fører desuden en slags dagbog på skift, hvor de skriver om, hvad det sidste undervisningsemne har været, så alle ved, hvad undervisningen handler om, og så de også ved lidt om underviserne.

Trækker på tidligere erfaringer

Emilie Lykfeldt er uddannet som tegnsprogstolk, og hun har arbejdserfaring fra mange undervisningsforløb på Københavns Universitet og andre steder.

Ifølge hende er Mads Jonathan Pedersen en af de heldige, for det er nemlig ikke alle døve studerende på Københavns Universitet, der har det så godt med deres studier, som han har.

»Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med SPS (Specialpædagogisk støtte-enheden ved KU, red.),« siger Mads Jonathan Pedersen. »Og det administrative arbejde, jeg har haft med at arrangere mig med tolkene, oplever jeg som småting, også selv om det selvfølgelig kræver lidt ekstra af mig i forhold til mine medstuderende, hvis fx undervisningen bliver flyttet med kort varsel til et andet sted, fordi jeg skal give tolkene besked om ændringen,« siger han.

Mads og jeg har talt om, at meget står og falder med den døves overskud. Mange af dem har oplevet kæmpe problemer
Emilie Lykfeldt og Mads Jonathan Pedersen

Det samme gælder, hvis der fx bliver indkaldt til et årgangsmøde med kort varsel, eller hvis hans studiegruppe har behov for at mødes ekstra om en aflevering.

Mads Jonathan Pedersen har den fordel, at han tidligere har taget en uddannelse, en bachelor i pædagogik ved Københavns Universitet, som han begyndte på i 2007. Derfor har han erfaring med, hvad det kræver og indebærer at skulle koordinere og samarbejde med sine tolke.

»Dengang var jeg meget frustreret. Jeg var ny studerende, jeg skulle ind i et akademisk miljø; det var krævende for mig, og mine tolke måtte også kæmpe, fordi dengang forstod jeg heller ikke selv tolkenes situation og deres udfordringer. Jeg var forvirret; der var ting, jeg ikke forstod om, hvad der krævedes af mig for at kunne give tolkene, hvad de havde brug for, og jeg gik og tænkte på, om det var mig, der var noget galt med,« siger Mads Jonathan Pedersen.

Nogle studerende får store problemer

Så selv om Mads Jonathan Pedersen trives på sit studium i dag, er det ikke altid tilfældet for døve studerende.

»Mads og jeg har talt om, at meget står og falder med den døves overskud. Mange af dem har oplevet kæmpe problemer. Jeg har selv hørt mange døve studerende sige, at det blev for meget for dem. De er droppet ud af studiet, fordi de ikke havde kræfter til både at skulle lære at være studerende, komme ind i det akademiske miljø og samtidig skulle være pædagogisk rådgiver for deres undervisere samt passe på deres tolke, så de ikke dratter om af træthed, hvis underviserne undlader at holde pauser,« siger Emilie Lykfeldt.

udbudsrunderne

I de senere år har tolkene været sendt i udbud hvert fjerde år af STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet). De tolkefirmaer, der har kunnet tilbyde den laveste pris, har vundet. Det har betydet, at de døve studerendes tolketeam er blevet skiftet ud med et nyt fx midt i et bachelorforløb.

Hos Danske Døves Landsforbund siger direktør Per Fruerled, at den hidtidige udbudsmodel på uddannelsesområdet har været uhensigtsmæssig, og at den har skabt dårlige betingelser for de døve studerende.

Han siger dog, at der i det kommende udbud, som forventes at træde i kraft efter sommeren, vil ske nogle ændringer, så døve studerende bedre selv kan vælge tolkeleverandør og være sikre på at beholde deres tolketeam igennem hele uddannelsen, og det kalder han en forbedring.

 

Hun har blandt andet hørt om en døv studerende fra et KU-fakultet, der halvvejs inde i sit studie følte sig nødsaget til at droppe ud, fordi presset fra både at skulle læse til eksamen og efter en udbudsrunde oplære et helt nyt tolketeam i den døve studerendes fag på samme tid blev for meget. Andre døve studerende har heller ikke kunnet håndtere den udfordring, siger Emilie Lykfeldt.

Tolkemarked i krise

Emilie Lykfeldt siger, at når det gælder tolkenes betingelser, så har de ændret sig så meget til det værre i de senere år, at hun i dag selv studerer retorik på andet semester ved Københavns Universitet med henblik på et karriereskift på grund af alle ændringerne i tolkebranchen.

»Jeg føler, at rammerne for tolkemarkedet er blevet så hårde, at jeg efterhånden har svært ved at trives i det, selv om det bliver med sorg i hjertet, hvis jeg forlader det helt,« siger hun.

Emilie Lykfeldt siger, at udviklingen også har skabt usikkerhed for de døve studerende.

Til det siger Mads Jonathan Pedersen, at han håber bare, at det bliver bedre, men at vi må vente og se.

»Tolkemarkedet er i krise. Det oplever jeg også, og jeg ved, at nogle døve begynder at spørge sig selv om, hvad deres muligheder er i den her situation. De mister måske lysten til at studere og tænker, at de hellere vil prøve at finde et arbejde i stedet for at begynde på et studie. Så usikkerheden påvirker os,« siger han.

Ønskes: Entydige regler

Mads Jonathan Pedersen og Emilie Lykfeldt savner begge et initiativ fra Københavns Universitets side.

»Jeg har ledt, men har ikke kunnet finde nogen politik for universitetets døve studerende. Hver gang en døv studerende begynder her, skal han eller hun tage samtaler med underviserne og sit tolketeam« siger hun, »om at holde de 15 minutters pause efter de 45 minutters undervisning; om at få udleveret materiale fra underviseren til tolkens forberedelse og andre ting. Det er forfra hver eneste gang.«

Emilie Lykfeldt siger, at hun har haft meget forskellige oplevelser på Københavns Universitet af, hvor godt det går. Nogle undervisere har givet hende et blankt nej til hendes ønsker som tolk.

KU-links for døve studerende:

KU har en guide for bachelorstuderende med høre- og synsvanskeligheder. Guiden giver blandt andet eksempler på mulige støtteformer.

Her kan du kontakte KU’s SPS-vejledere, der kan hjælpe dig videre, hvis du er studerende og har et handicap. SPS-vejlederne er dem, der først og fremmest skal sikre, at du får den hjælpe, du har brug for.

Hun tilføjer, at hun forstår, hvorfor det i nogle underviseres øjne kan virke useriøst, når hun kommer hen i en pause og fremsætter sine ’krav’, som måske i deres øjne fremstår som urimelige eller uforståelige. Her ville det hjælpe, hvis der var entydige retningslinjer.

»Det ville skabe en bredere forståelse og hjælpe os til at have noget at referere til. Lige nu føler jeg, at det bliver lidt, som vinden blæser,« siger Emilie Lykfeldt.

Emilie Lykfeldt udtaler sig i øvrigt for egen regning. Hendes synspunkter repræsenterer ikke det tolkefirma, hun arbejder for.

KU: Vi har en policy

Hos KU’s Uddannelsesservice mener vicedirektør Rie Snekkerup, at universitetet har en policy, der skal støtte de studerende, der har særlige behov.

Den policy siger, at når det gælder om at få en aftale med underviseren, skal den studerende selv tage kontakt i første omgang for at aftale nærmere med det institut, der har ansvaret for undervisningen, hvis den studerende har behov for særlige vilkår.

KU’s policy er ifølge Rie Snekkerup den samme på samtlige uddannelser, men her er et link til Særlige vilkår i undervisningen på Lingvistik.

Den lægger altså op til at tale med underviseren om særlige behov. Deri er det også indforstået, at undervisere bør lytte.

Desuden må den studerende meget gerne så tidligt som muligt oplyse til universitetet om særlige behov inden kurssusstart, fortæller Rie Snekkerup, så det er muligt at få det på plads i god tid. Københavns Universitet afholder også, inden studiestart, kurser for nye studerende, der har et handicap, så de ved, hvor de kan skaffe hjælp.

Det glæder Emilie Lykfelt at høre, at der faktisk findes retningslinjer. Det undrer hende, at hverken tolken eller den døve har haft kendskab til dem, og at de måske af den grund burde være nemmere tilgængelige. En policy vil danne et fælles udgangspunkt for samarbejdet mellem den døve studerende, vedkommendes tolke og underviserne, siger hun.

Seneste