Doktor i Grundtvig

På en måde kan man sammenfatte hele disputatsforsvaret i den hændelse der forekommer godt og vel fem timer inde i forsvaret.

Opponent nummer to, dr.phil. Johnny Kondrup, ser strengt på den unge kandidat Sune Auken og påpeger manglerne i hans afhandling.

»Det forskningskritiske kapitel er skuffende og virker pligtmæssigt og mekanisk,« konkluderer han.

Derudover er gennemgangen af selve den danske litteraturhistorie alt for kortfattet, Oehlenschlägers indflydelse på Grundtvig underbelyst, Poul Borums Grundtvig-forskning bliver affejet alt for nonchalant, og Aukens teoretiske overvejelse om parafrasens anvendelighed karakteriserer Kondrup som »for kort og, undskyld udtrykket, hjemmestrikket.«

Her smiler Sune Auken bredt, tager sig til hovedet og drejer en fuld gang rundt om sig selv mens salen bryder ud i latter.

For der er ingen tvivl om at 34-årige Sune Auken nok skal få sin doktorgrad i dag ligegyldig hvilke indvendinger man kan komme mod den.

Hans 736 sider lange disputats Sagas spejl – Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig er allerede udkommet på Gyldendal, og anmeldelserne af den har været glimrende for at sige det mildt.

‘En født klassiker i litteraturen om Grundtvig’ er den blevet kaldt, og stemningen i auditoriet denne fredag eftermiddag er da også festlig og løssluppen. Også til en grad at lederen af forsvarshandlingen, prodekan Thorkil Damsgaard Olsen, må minde forsamlingen om at bifalds- og mishagsytringer under disputatsforsvaret ikke er tilladt.

Blinde punkter

At interessen for Sune Aukens disputats har været overvældende opdager man hurtigt. Forsvaret har trukket rigtig mange mennesker til, og hvor ofte er det at TV2 har en reporter udsendt til et litterært disputatsforsvar?

Tilhørerne tæller de fleste akademiske kendisser herhjemme, heriblandt Sune Aukens forældre, professor Erik A. Nielsen og præsten Margrethe Auken, og før forsvaret går snakken lystigt og lærd blandt publikum.

De skal i de næste seks timer underholdes af en række Grundtvig-diskussioner på meget højt niveau.
Det var Sune Auken selv, der først tog ordet. ‘Slib knivene, kammerater,’ opfordrede han med et citat fra Peter Seeberg sine opponenter, og gik så i gang med at ridse sine egne motiver med afhandlingen op.

For ifølge Sune Auken har den hidtidige Grundtvig-forskning haft to blinde punkter. For det første er der en meget stor forskel på den store rolle den nordiske mytologi spiller hos Grundtvig og så den betydning forskningen har tillagt den.

Og for det andet har man underbetonet de poetiske hovedværker i Grundtvigs forfatterskab. Det er der kommet glimrende teologiske afhandlinger ud af, men man har glemt de poetiske træk, mente Sune Auken. Man har glemt at Grundtvig både var digter og teolog.

»Man går glip af centrale dele af Grundtvig ved kun at fokusere på en af delene. Grundtvig var en stor digter, uanset om han var en stor teolog.«

Og det er specielt som digter at mytologien spiller en rolle for Grundtvig.

I poesien foregriber Grundtvig nemlig nogle ting som han kun senere kan tænke sig til i sin prosa. Poesien kan således sammenlignes med en spejder der løber forud for prosaen.

»Poesien har sin egen dynamik, den står ikke i et tjenende forhold til tanken. Poesien er ofte løbet et sted hen hvor tanken siden hen kommer,« sagde Sune Auken, og mindede om at Grundtvig i sin poesi ofte overvældedes af billeder og syn som han ikke fornuftigt kunne forklare.

Det er først i sit værk Nordisk Mytologi fra 1832 at Grundtvigs teori så at sige når op på side med hans praksis. Her erkender han at man ikke skal se på mytologien med teologiske briller, men med antropologiske. Mytologien får hos Grundtvig her en forbundethed med det oprindelige, hedenske menneske, mente Sune Auken.

Subjektive læsninger

Første officielle opponent var professor Steven A.J. Bradley fra University of York, England. Han kaldte disputatsen for »a monumental piece of work« og anerkendte Aukens syn på misforholdet mellem den teologiske og litterære forskning om Grundtvig.

Han roste disputatsens skarpe iagttagelser, Aukens gode forståelse for sekundærlitteraturen og selve værkanalyserne som Bradley vurderede var det der løftede disputatsen op til forskning af det højeste niveau.

Men det var ikke ros det hele. Steven Bradley mente nemlig at man som læser har behov for et stærkere teoretisk grundlag i disputatsen. Sune Aukens metode er hermeneutisk og værkanalytisk, og her så professor Bradley en fare for at analyserne og konklusionerne simpelthen bliver for arbitrære og i sidste ende subjektive.

»Disputatsen står og falder med dette subjekts integritet,« fastslog Bradley og efterlyste en større grad af objektivitet i læsningerne.

Heri erklærede Sune Auken sig lodret uenig. Fortolkningerne i disputatsen er ikke mere subjektive end fortolkninger altid vil være subjektive.

»Fortolkninger bliver til i samspillet mellem et fortolkende subjekt og det materiale der bliver fortolket. Jeg har svært ved a forestille mig en fortolkning der ikke er foretaget af nogen,« argumenterede Auken.

Han mente derudover at netop de tætte værklæsninger klart viser hvor Grundtvig slutter og Sune Auken begynder.

En anden ting Steven Bradley efterlyste var et punkt han som englænder måtte bringe op, nemlig Grundtvigs forhold til det angelsaksiske, nærmere betegnet Grundtvigs møde med Beowulf, det gamle middelalderengelske heltekvad.

Dette kvad infiltrerede Grundtvigs tankemåde og burde ikke have været begrænset til en enkelt note i afhandlingen, mente Bradley.

»I Beowulf er der meget materiale der kan anvendes direkte på Grundtvigs tekster. Her er et Sagas spejl par excellence,« slog Bradley fast.

Sexet mytologi

Herefter var det tre såkaldte ex auditorio opponenters tur til at kommentere disputatsen. Som den første efterlyste ph.d.-stipendiat Sven Skriver flere formelle analyser i Aukens disputats.

»Hvis man ikke inddrager de formelle strukturer, bliver analyserne ikke begrundet,« sagde Skriver, og han spurgte om ikke Sune Auken kunne have presset sit materiale yderligere.
»Har formen intet at betyde?,« spurgte han.

Derefter var det dr.phil. Flemming Lundgreen Nielsens tur. Lundgreen Nielsen blev selv doktor i 1980 med en disputats om Grundtvig, og han glædede sig over at der nu var kommet endnu en af slagsen.

Han undrede sig dog humoristisk over hvorfor Auken og han selv overhovedet beskæftigede sig med disse meget svære Grundtvig-tekster, og spekulerede samtidig over om ikke også Grundtvig selv var i tvivl om hvorvidt nordisk mytologi overhovedet havde interesseret den almindelige befolkning.

Her kunne Sune Auken berolige Lundgreen Nielsen, og fortælle at Grundtvig selv sent i livet havde forsøgt at imponere damerne med sin viden om nordisk mytologi.
»Så han mente nok der var noget sexet ved det,« sagde Sune Auken.

Til sidst var det dr.theol. Thorkild C. Lyby der opponerede. Han talte begejstret og langt over tiden om Sune Aukens forståelse for teologiske problemstillinger.

Alligevel savnede Lyby nogle ordentlige definitioner af kernebegreberne kristendom, mytologi og historie i afhandlingen.

Specielt mente han der var en uoverensstemmelse når Auken ét sted kaldte den nordisk mytologi for et fuldstændigt religiøst system og et andet sted for en quasi-religion. Hvilken definition gjaldt, spurgte han?

Her forklarede Sune Auken dog at der i selve Grundtvigs opfattelse af mytologien var tale om et fuldstændigt system mens han i sine digte forsøgte at sammenskrive den med kristendommen. Dermed blev den en quasi-religion.

Rigeligt stof

Dagens sidste opponent var lektor Johnny Kondrup der, som han sagde, som anden opponent påtog sig rollen som pedant.

Han fastslog at Sune Auken var en fremragende læser af digteriske tekster, og en præcis og nidkær læser af andres videnskabelige værker. Og netop dette krav om præcision hos andre forskere undrede Johnny Kondrup når nu Sune Auken var så generøs overfor sin egen stil, som Kondrup fandt talesprogsagtig og omtrentlig.

»Stilen slører indholdet i disputatsen og man kan undre sig over at en der er så fintfølende hos andre, kan skrive så uopmærksomt,« sagde Kondrup som kunne påvise flere steder hvor uklare formuleringer slørede for det udsagte. Dette fjerner læserens fokus fra Grundtvig og over på forfatteren.

»Og det er dog Grundtvig det handler om. Og ikke dig,« formanede Kondrup.

Johnny Kondrup efterlyste også en præcisering af forholdet mellem de to registre, poesien og prosaen, i Grundtvigs forfatterskab.

»Hvad er årsagen til at Grundtvig ikke kan bruge prosaen i digterisk henseende?«, spurgte han, og overvejede om ikke Sune Auken i virkeligheden kunne have sagt noget mere generelt om de to genrer.

»Du har så rigeligt stof, så du kunne have sagt noget væsentligt om de to registre,« sagde Kondrup.

Han opfordrede Sune Auken til at tage dette emne op igen ved en senere lejlighed, ligesom han også mente at Aukens forsvar for parafrasen var værd at arbejde videre med.

Som dagens sidste opponent sammenfattede Johnny Kondrup disputatsforsvaret. Og selv om Sune Auken i seks fulde timer havde måttet forsvare sig selv og sin disputats, var der ingen tvivl om udfaldet.

»Bedømmelsesudvalget finder at Sune Aukens disputats er et væsentligt bidrag til Grundtvig-forskningen, og ingen af opponenterne har ændret ved den opfattelse,« sagde Kondrup.

Og til rungende klapsalver kunne han lykønske en træt, men glad Sune Auken med doktorgraden.

»Der er grund til at lykønske Grundtvig-forskningen med din afhandling. Og dig tillykke med forsvaret.«

Kristoffer Holm Pedersen er freelance journalist og danskstuderende.