Draget af mørket

»Det er som en drøm. Jeg sidder på en scene foran en sal fyldt af danskere. Vi taler om sex, men jeg aner ikke hvad jeg snakker om. Danskerne griner.«

Bret Easton Ellis er i København, og i Los Angeles er danskerne så myteomspundet et folkefærd, at han er nødt til at filme publikum, mens han bliver interviewet på scenen.

Den amerikanske forfatter turnerer på tredje måned med sin nyeste roman, ’Imperial Bedrooms’, og manden, der blev kendt som biograf af hele yuppiegenerationen, har fyldt Den Sorte Diamants Dronningesal til sidste polstrede stolesæde.

Ikke en gennemsnitlig krimi

’Imperial Bedrooms’ er en selvstændig efterfølger til Ellis’ debutroman ’Under Nul’ (1985), og i bogen følger man den selvoptagede, sociopatiske Clay, der tager tilbage til Los Angeles for at caste skuespillere til en film, han har skrevet manuskript til.

I L.A. møder Clay sin ekskæreste og sine gamle venner, og bliver hurtigt hvirvlet ind i en malstrøm af paranoia, mystiske hændelser, bestialske mord og sex-uden-kærlighedsdramaer.

Hvad der lyder som en gennemsnitlig krimi er også et portræt af Hollywoods unge, smukke og håbefulde. Hvor sex er valuta og kynisme den intuitive omgangsform blandt mennesker.

Liv noir

»Kernen i bogen er narcissisten, der mister kontrollen,« siger Ellis, der i Diamanten bliver interviewet af journalist på Politiken, Stephanie Surrugue.

»Jeg fik idéen til bogen, da jeg for et par år siden læste alle mine bøger for at lære Bret Easton Ellis at kende igen. Og så fik jeg lyst til at undersøge, hvad der var blevet af Clay fra ’Under Nul’. Det var efter, jeg havde skrevet ’Lunar Park’ og jeg havde lyst til at skrive en bittersød kærlighedshistorie.«

»Men så flyttede jeg tilbage til L.A. og historien endte med at blive en mørk, dyster, paranoid noir. For det var sådan, mit liv var,« siger Ellis, der kalder romanen »meget selvbiografisk.«

Som fanget under jorden

Klædt i jeans og en langærmet, grøn sweatshirt under en mørk blazer smiler Ellis imødekommende. Hans sætninger afsluttes med små smask med tungen, og han skubber konstant sine sorte hornbriller på plads med pegefingeren.

Han virker ikke overmåde tilpas ved situationen.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på de minearbejdere, der har været fanget under jorden i over 60 dage. Jeg ved ikke hvorfor den historie minder mig om at være på bogturné,« siger han – med en lovlig diskret undertone af ironi.

Klogere og mere forstyrret

I ’Imperial Bedrooms’ er persongalleriet, ligesom deres forfatter, blevet 25 år ældre. Men det er de ikke blevet mere lykkelige af, snarere tværtimod.

Hvordan kan karaktererne ikke have udviklet sig til det bedre på 25 år? Mennesker burde blive klogere, men de her personer lader bare til at være blevet mere forstyrrede, som Stephanie Surrugue bemærker.

»Man kan sagtens blive klogere og mere forstyrret på samme tid. Det ene udelukker ikke det andet. Jeg tænker ikke så meget over, hvad karaktererne har gennemgået i de 25 år siden ’Under Nul’. Når jeg beskriver karaktererne i dag, går jeg mere ud fra mine følelser.«

Genstridigt interviewoffer

Bret Easton Ellis er en forfatter, der faktisk kan finde ud af tale om sine bøger. Men han er også blevet interviewet konstant siden i sommer.

Det går i dag ud over journalist Stephanie Surrugue, der, selv når hun referer spørgsmål fra sin avis’ læsere, skal hive og slide lidt i sit interviewoffer.

»Mange af karaktererne i bogen…«

»Åh nej, jeg gider ikke tale om det.«

»Vi taler om dig igen om lidt. Ser du nogen litterære trends i de sidste ti års amerikanske litteratur, og hvor vil du placere dig selv i dem?«

»Åh, jeg er blevet stillet det spørgsmål så mange gange. Jeg ser ingen trends.«

Hjælp til de svære 80’ere

Ellis er aldrig uhøflig, og når han undviger spørgsmål, gør han det smilende. Også når intervieweren forsøger at gafle ham på en overakademisk krog:

»Det er et sær-de-les godt spørgsmål, du stiller der. Som jeg ikke kan give noget godt svar på.«

Til gengæld har han svar til både kritikere og fortolkere af hovedværket ’American Psycho’. For selv om det er 20 år siden, Ellis skrev sin mest berømte roman, vil han stadig gerne tale om den. Den var vigtig for ham, fortæller ham, og fik ham til at slappe af i den meget svære tid, som 1980’erne var.

Det handler ’American Psycho’ om

»Den handler ikke om Wall Street eller om massemord eller om yuppie-forbrugerisme, eller hvad folk ellers har tolket ud af den. Den handler om ensomhed. Om at blive voksen i en kultur, man finder frastødende.« Ellis er efterhånden talt varm, og den indledende akavethed forsvundet.

»Jeg passede ikke ind. Jeg skabte Patrick Bateman som en karakter, der havde alt det, der blev forventet af dig som mand i 80’erne, og som jeg ikke kunne leve op til. Han er ligesom Edward Norton’s karakter i ’Fight Club’,« siger han.

»’American Psycho’ var langt mere selvbiografisk, end jeg dengang turde indrømme.«

Draget af mørket

Alle Bret Easton Ellis’ karakterer har elementer af deres skaber i sig, ikke kun Patrick Bateman. Men karakterernes skeptiske livssyn og mangel på moralske kodeks er ikke direkte aftappet fra forfatteren.

»Jeg har aldrig selv været nihilist. Jeg skriver bøger, og det kræver trods alt en vis optimisme. Men jeg har altid syntes, at nihilismen var spændende at udforske. Følelsesløshed er også en følelse.«

Ondskaben og kynismen i romanerne kommer dog heller ikke ud af ingenting.

»Når jeg går ind på mit kontor i mine cargoshorts med en kop kaffe i hånden, så kan jeg godt lide at bevæge mig ind i mørke steder.«

ser@adm.ku.dk

Bret Easton Ellis, Den Sorte Diamant, mandag den 11. oktober. Foredraget var en del af Det Kongelige Biblioteks forelæsningsrække ‘International Forfatterscene’. ‘Imperial Bedrooms’ udkommer den 15. oktober på Rosinante.

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.