Du kan se Game of Thrones, eller du kan få den ægte vare

Du kan gøre to ting. Du kan daffe den samme vej som alle de andre og se Game of Thrones. Eller du kan købe Oldtidssagaerne og få den ægte vare.

»Et uforklarligt litterært mirakel,« kalder Annette Lassen middelalderens ustoppelige fortælletrang på Island.

Hun er lektor på Nordisk Forskningsinstitut, Den Arnamagnæanske Samling, og redaktør på det nye værk, der serverer nye oversættelser af samtlige islandske oldtidssagaer. To bind er netop udkommet, yderligere seks er planlagt til udgivelse.

Det er jo interessant med en helt, der er lidt begrænset, hvis kone til gengæld er superklog

Annette Lassen

Annette Lassen har set Game of Thrones, og det er helt åbenlyst for hende, at den populære series forfattere er direkte eller indirekte inspireret af oldtidssagaerne:

»I Rolf Krakes saga møder man døde krigere, der kæmper videre, præcis som vi ser i Game of Thrones. Også i andre sagaer er man nødt til at udvirke magi for at sørge for, at en troldkyndig fjende ikke får de slagne krigere til at fortsætte kampene. Og så er der alt det andet: dragerne, troldene og de frivole jættepiger, som også stammer fra oldtidssagaerne,« siger hun.

For Annette Lassen, der er sagagenrens største fan, er lånene tydelige:

»I oldtidssagaerne får man fantasien i sin rene form. Fantasygenren bygger på oldtidssagaernes fantastiske univers, motiver, geografi, væsener og magiske forestillinger. Fantasygenrens bedste idéer er plukket direkte fra oldtidssagaerne.«

Middelalderens kiosklitteratur

Oldtidssagaerne er vilde og blodige, og der bliver flækket mange kranier, men fortælleren dvæler ikke ved det afskyvækkende eller udpensler voldsomheden og ondskaben, og det gør en stor forskel for forskeren. Sagaerne har også humor og poesi. Det er den ægte middelalder, siger Annette Lassen.

I modsætning til islændingesagaerne er oldtidssagaerne en vanrøgtet sagagruppe, fortæller Annette Lassen. Der er 29 af dem, og de 13 har aldrig tidligere været oversat. De mest kendte har været oversat fire gange, og enkelte et par gange. Den seneste oversættelse er fra 1974.

Hvor islændingesagaerne handler om årene fra 930 til cirka 1030 og blev skrevet i 12-1300-tallet, er oldtidssagaerne skrevet fra slutningen af 1100-tallet til slutningen af middelalderen og handler om sagn- og vikingetiden fra omkring år 700 til 1000.

Der er en særlig kvindetype, møkongerne, der nægter at påtage sig en kvindelig kønsrolle

Oldtidssagaerne har været revet rundt. Da den danske sprogforsker C.C. Rafn som den første i 1829 oversatte et samleværk med oldtidssagaerne, fravalgte han simpelthen flere af sagaerne, fordi de var for eventyrlige og vulgære for tidens smag.

»En kollega har engang kaldt oldtidssagaerne ’middelalderens kiosklitteratur’,« fortæller Annette Lassen, en smagsdom, der meget godt beskriver den ringeagt, der har været for genren.

»Den er ved gud også både underholdende og kulørt, « siger Annette Lassen:

»En af sønnerne i Ragnar Lodbrogs saga skal selv vælge dødsmåde. Han vælger at blive brændt på et bål af kranierne fra de døde krigere. Det er løgn, tænker man, det lyder som en dårlig gendigtning af, hvad man tror, der ville stå i en saga – men det står der gudhjælpemig!«

Kend din Kraka

En anden ting, der har givet oldtidssagaerne et blakket ry, er deres ringe værdi som historiske kilder:

»Forskerne indså også i 1800-tallet, at oldtidssagaerne er elendige som historiske kilder. Alt hvad de skriver om vikingetiden er langtfra sandt.«

At oldtidssagaerne til gengæld er fremragende kilder til middelalderens mentalitetshistorie, er ifølge Annette Lassen en af grundene til genrens internationale rehabilitering.

Den åbne bog på billedet er Hauksbók (ca. 1300) og viser starten af Totten om Ragnars sønner. Foto: Suzanne Reitz © Den Arnamagnæanske Samling

Som et eksempel på historiens lemfældige omgang med oldtidssagaerne, peger Annette Lassen på Ragnar Lodbrogs saga, den med passagen om Kraka, der bider i et løg og møder kongen draperet i et fiskenet. Som i øvrigt har givet navn til en moderne tænketank, der ville gentænke velfærdssamfundet.

»Historien om Kraka er så fuldt integreret i vores – moderne – fortælling om oldtiden, at vi ikke engang ved, at det er en islandsk historie, som vi lige har snuppet med.«

»Ragnar Lodbrogs saga findes kun i fire oversættelser, men i et væld af genfortællinger, hvor forskellige forfattere siden har tilføjet tanker, følelser og passager for egen regning. For eksempel om hvordan de hårde vikinger kælker ned ad alperne på deres skjolde. Passager, der overhovedet ikke findes i originalen,« siger Annette Lassen.

Nye læsere kan starte her

Med den nye oversættelse har Annette Lassen villet skille snot fra (vikinge)skæg. Derfor er hun og hendes hold gået til de originale nedskrifter og har genoversat dem loyalt – uden at klippe og skære – til et nutidigt dansk, der ikke spænder ben for læsernes møde med fortællingen. Hvor et islandsk ord, historisk begreb eller fænomen ikke har en nutidig betegnelse, hjælper overskuelige noter den forudsætningsløse læser.

Oldtidssagaerne er et oplagt sted at starte for nye sagalæsere, mener Annette Lassen:

»Islændingesagaerne, der også er fremragende litteratur, er lidt besværlige at læse med deres komplicerede slægtsforhold og mange navne. Oldtidssagaerne minder mere om sagn og folkeeventyr.«

En kollega har engang kaldt oldtidssagaerne ’middelalderens kiosklitteratur’

Annette Lassens interesse i sagagenren er litterær. Som lille troede hun, at hun skulle grave fortidige skatte op af jorden som arkæolog.

»I stedet blev jeg en slags tekstarkæolog«, siger hun, der har fast arbejde frem til 2019 med i de kommende seks bind at indkredse den »energiudladning af litteratur, der blev produceret på Island i Middelalderen,« som hun siger.

For Annette Lassen handler det om at forstå teksterne og historierne i den kontekst, de er skrevet i, og hun skrev ph.d.-afhandling om de forskellige måder, Odin bliver beskrevet på i middelalderens islandske litteratur og i Saxos danmarkshistorie.

»Det er et dogme i forskningen, at Odin er en af de mest komplekse nordiske guder, der findes. Hvis man forsøger at læse en syntese ud af alle de forskellige historier, man har fra middelalderen, så er det også et meget broget billede, der træder frem. Men kigger man på teksterne hver for sig, så kan de forskellige karakteristikker af Odin forklares ud fra teksternes forskellige ideologi og målsætning«, siger Annette Lassen.

I bund og grund er det ikke Odin, der er kompleks, men middelalderens brug af odinfiguren, som er kompleks, fandt Annette Lassen. Og så er vi tilbage ved mentalitetshistorien og middelalderen.

Det var ph.d.-afhandlingen om Odin, der ledte Annette Lassen (foto) til oldtidssagaerne, som er den sagagruppe, hvor de nordiske guder optræder mest.

Ormen fnyste edder/dragen spyede gift

Annette Lassen har læst sine oversættelser højt for sine døtre for at høre, om sprogtonen swinger. Og undervejs er oversættelserne blevet sprogrevset af forfatteren Merete Pryds Helle.

»Hun har været litterær, sproglig konsulent. Vaskekone, kalder hun det selv,« smiler Annette Lassen.

Særligt en saga voldte Annette Lassen kvaler, Vølsungernes saga. Den er en prosagengivelse af eddadigte, og det betyder, at sproget ofte er stift, knapt og kunstigt.

»Jeg kæmpede i lang tid med at bløde det op, så det kunne komme til at lyde, som om det er virkelige personer, der taler,« siger Annette Lassen.

»Sagaen handler blandt andet om en dybfølt og uforløst kærlighed, og så nytter det jo ikke noget, at de taler til hinanden i et sprog, hvor følelserne ikke er til stede.«

Den seneste oversættelse af Vølsungernes saga er fra 1974 (Niels Lukman), og her er tone og stil anderledes. Annette Lassens oversættelser er fra 2016.

Den gamle versus den nye oversættelse af Vølsungernes saga

Ragnar Lodbrogs saga

Uniavisen vil vide, om Annette Lassen har en yndlingssaga.

»Det skifter hele tiden. Den saga, jeg er fordybet i, er altid min yndlingssaga. Men, altså, jeg kan meget godt lide Ragnar Lodbrogs saga.«

Annette Lassen gider godt genfortælle den:

»Ragnar Lodbrog hører som helt ung, at en jarl i Götaland har lovet sin datter bort til den mand, der kan slå en lindorm ihjel, der omringer hendes hus.

Ragnar laver en mundering af valket tøj, dypper det i tjære og ruller sig så i sand som beskyttelse mod lindormens gift. Han sejrer, vinder pigen, og de får to børn. Hun bliver syg og dør i samme sætning.

Tynget af sorg over sit tab tager Ragnar ud på nye togter. I en norsk havn ser mændene en utrolig smuk kvinde. Det er Kraka, der beviser sin kløgt og nemt løser kongens tre gåder. Han ægter hende, og de får fire sønner.

Det er i bund og grund ekstremt mærkeligt, at vi bryster os af vikingetiden og ifører os foldboldhatte med horn. Det er totalt bizart at være stolt af, at man har hærget, dræbt, stjålet og voldtaget

Kraka siger, at de skal vente så og så lang tid med at gå i seng med hinanden, ellers vil det få nogle konsekvenser for deres første barn, men Ragnar er ligeglad, han kan ikke vente.

Som en konsekvens har deres førstefødte brusk i stedet for knogler – Ivar Benløs, der bliver båret rundt på et skjold. Han er fantastisk klog og en fremragende strateg. Hvis man har ham med i krige, kan man være ret sikker på at vinde.

Sagaen følger nu hans sønner, som bliver vildt berømte over hele den kendte verden. Ragnar bliver misundelig. Han sidder i Lejre og ærgrer sig over deres berømmelse.

Indtil han får den geniale ide, at han vil indtage England med kun to skibe. Kraka advarer ham, men han siger, at han vil blive ekstremt berømt, hvis det lykkes. Og hvis han fejler, vil han dø en ærefuld død, der aldrig vil blive glemt, fordi handlingen er så frygtløs. Det kan altså ikke gå galt.

Han forliser med sine skibe, lider nederlag og bliver kastet i kongens ormegård. Dernede kvæder han 29 strofer om sine bedrifter, mens han venter på døden. Odin venter ham i Valhal, siger han og ler døden lige op i ansigtet, så frygtløs er han.

I sagaens sidste del vil sønnerne tage hævn. Ivar Benløs griber det strategisk an og indgår forlig med den engelske konge. Han beder om et stykke jord, som en oksehud kan dække – som en faderbod.

Ivar Benløs skærer oksehuden i en tynd strimmel og skiller hårside fra kødside, så strimlen bliver kæmpelang og kan omkredse et stort areal. På den måde anlægger han London, forråder kongen og bliver selv konge over England.«

»Ja, han er snu,« siger Annette Lassen med spillevende øjne.

Han er ikke så kvik i sin saga

Hvad er det ved den saga?

»Hvis man mødte Ragnar Lodbrog i dag, ville man jo finde ham ulidelig. Han er en tankekonstruktion i middelalderen om dengang man havde vanvittigt ukuelige og modige helte,« siger Annette Lassen, og tilføjer, at supermagtsfantasien stadig lever i bedste velgående et eller andet sted i mentaliteten:

»Det er i bund og grund ekstremt mærkeligt, at vi bryster os af vikingetiden og ifører os foldboldhatte med horn. Det er totalt bizart at være stolt af, at man har hærget, dræbt, stjålet og voldtaget. Det er en skamplet i vores historie. Der er en hel masse ting, man må tage afstand fra.«

»Men Ragnar Lodbrogs saga er godt fortalt. Når det kommer til personkarakteristikken, er han en pudsig helt, for han er ikke så kvik i sin saga. Man ser ham mest udfolde sig, når han skal vinde kvinder. Og det er jo interessant med en helt, der er lidt begrænset, hvis kone til gengæld er superklog. Kraka er jernhård, man ser hende græde én gang – en enkelt sort tåre, der er hård som hagl.«

Dengang kvinderne var virkelig queer

Det lyder som om der er interessante familiedynamikker på færde?

»Ja, det er nogle spændende psykologiske profiler. Vi har en sagahelt, der er mindre klog end konen og mindre berømt end sønnerne. Han er, hvad vi i vores tid vil kalde en frustreret mand.«

»I andre sagaer finder vi en type, der hedder en kulbider, som vi også kender fra folkeeventyrene, en Askelad-type. Man har en tilsyneladende helt uduelig søn, der ligger og flyder ved ildstedet. Alle er enormt trætte af det elendige barn, der aldrig løfter en finger, men som så pludselig vågner op til dåd. Det er jo slet og ret en rammende beskrivelse af teenageårene.«

En passage fra Rolf Gøtrekssøns saga. I denne saga (dog ikke i det viste kapitel) møder man en af de heftigste møkonger. Selve håndskriftet er fra ca. 1700. Foto: Suzanne Reitz © Den Arnamagnæanske Samling

Også relationen mellem kønnene er interessant i oldtidssagaerne, fortæller Annette Lassen:

»Der er en særlig kvindetype, møkongerne, der nægter at påtage sig en kvindelig kønsrolle, men som beder om at få et stykke land af deres far, eller også tager de bare mandetøj på og sejler af sted med nogle vikinger, tager mandenavn og opfører sig som mænd.«

De følger samme skabelon:

»Der er altid en eller flere konger, som frier til dem. De fører krig mod hinanden, for hun vil ikke fries til, og ham, der er sagahelt og bejler taber i første omgang, men vinder hende i andet hug. Så tager hun typisk hjem til sin mor, sætter sig på de bløde puder og broderer. Og bliver en fremragende hustru.«

Øv, at hun alligevel resignerer til ægteskabet til sidst …

»Ja, sådan går det, men man ser de unge mennesker, som slår sig i tøjret og udfordrer grænserne for deres samfundstildelte rolle. I andre sagaer ser vi, hvordan individerne spræller i et af guderne skæbnebestemt net, hvor nogle kæmper og nogle resignerer.«

En bestemt scene i Sagaen om Hervør og Hejdrek fik enorm betydning for opfattelsen af vikingetiden i England især, hvor sagaen blev oversat og cirkulerede, fortæller Annette Lassen:

»Her er en pige, der drager til Samsø, hvor hendes far, en død bersærk, ligger begravet med et berømt, men forbandet sværd, som hun vil have.«

»Hun møder op i mandeklæder midt på øen i den sorte nat. De vikinger, hun har med, tør ikke gå i land, for der brænder bål mellem gravhøjene. Men hun er ligeglad og fuldkommen frygtløs og går direkte gennem ilden til sin fars høj, hvor hun kvæder og kræver sværdet.«

Sagaen om Hervør og Hejdrek er at finde i det andet af foreløbigt to udgivne bind, som begge har fået en flot modtagelse.

De næste tre år udkommer oldtidssagaerne med to bind om året, så det er absolut muligt at binge-læse.