Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
DEBAT - Hvorfor skal min undervisning bedømmes af dumme og dovne studerende, som slet ikke burde være på et universitet, spørger en lektor i dette debatindlæg.
Hvorfor skal min undervisning bedømmes af dumme og dovne studerende, som slet ikke burde være på et universitet?
Ikke alle studerende er naturligvis dumme og dovne, men efter det forøgede optag på universiteterne er der desværre flere og flere, der tilhører den kategori.
Samtidig har samtlige studerende adgang til at evaluere deres kurser – også de studerende, som dumper i et kursus, hvor de ikke har forstået en bønne.
Ved evalueringerne forventes de studerende at vurdere undervisningens kvalitet, men nyere undersøgelser viser, at det er noget helt andet, de svarer på. En artikel fra Economics of Education Review (refereret i Forskerforum) viser, at der er en negativ korrelation mellem akademisk præstation og de studerendes evalueringer af deres lærere. De undervisere, som får lært de studerende mest, får altså ofte de dårligste evalueringer.
Forfatterne af artiklen mener, at sammenhængen skyldes, at specielt de fagligt svage studerende ikke bryder sig om kurser, hvor der stilles relativt store krav til fagligt niveau og arbejdsindsats, og disse studerende giver derfor underviseren dårlige evalueringer.
Til gengæld klarer de krævende underviseres studerende sig bedre i de efterfølgende fag, sammenlignet med studerende fra undervisere, som er mere populære, fordi de stiller færre krav.
Forklaringen underbygges af, at hvis der var flere ‘gode’ studerende i gruppen, var der en positiv korrelation mellem akademisk præstation og de studerendes evalueringer af deres undervisere – de gode studerende vil nemlig gerne have, at der stilles krav til dem.
Artiklen viste i øvrigt også, at de studerendes holdning til undervisningen var påvirket af meteorologiske forhold – på solskinsdage var evalueringerne bedre end på regnvejrsdage (også hvis undervisningen var givet på et andet tidspunkt).
Den nuværende form for evaluering af undervisningen er altså i bedste fald blot ubegavet spild af tid og penge og måler slet ikke undervisningens kvalitet. Den virker mest som en rituel besværgelse, som skal give indtryk af, at universitetet skam tager undervisningen meget alvorligt.
På den positive side kan man til gengæld anføre, at de studerende generelt ikke gider svare på de elektroniske evalueringer, og jeg har heller aldrig hørt om, at resultatet af en evaluering har fået betydning for en underviser.
Det er dog indlysende, at hvis studenterevalueringerne skal have nogen mening, så er det kun resultaterne fra de beståede studerende, der skal tælle med i den endelige opgørelse for et kursus.
For at blive hørt, må man vide, hvad man taler om. For naturligvis skal vi have evaluering af vores undervisning, men undervisningen er ikke en ‘vare’, vi bare skal ‘sælge’ til ‘kunderne i butikken’, selv om mange studerende og ikke mindst administratorer i universitetets ledelse tydeligvis lider af den fejlopfattelse.
uni-avis@adm.ku.dk