Durch, für, gegen…scheisse!

En fyldt multisal på nye KUA dannede fredag den 23. oktober ramme for konferencen ’Tysk nu’, hvor tyskfaget røg en tur på briksen.

Det er egentlig et paradoks. Vi vælter i biografen og ser film som ’Lola Rennt’, og ’Goodbye Lenin!’. Vi hører Rammstein, når vi skal være stive, Kraftwerk, når vi skal være kloge, og Tokio Hotel, når en emo-lillesøster tvangsindlægger os. Tysk kultur bliver serveret for os på et sølvfad.

Derudover har den altid prisbevidste danske turist for længst opdaget, at det ikke alene er billigt at rejse til Berlin – det er også billigt at bo der.

Mange har powershoppet på det berlinske boligmarked, og det giver jo mening. Berlin har fastlandsklima, durumruller med rødkål, billig øl og, nå ja, en historie, der får de værste gyserhistorier til at blegne.

Den tyske hovedstad har skubbet grænsekioskerne ud i kulden i kampen om at være danskernes foretrukne destination syd for grænsen. Med Berlin som frontløber er Tyskland blevet hip.

Et levn fra en anden tid

Men her træder paradokset frem. For ingen herhjemme gider besvære sig med at lære at tale sproget. Tysk er blevet de europæiske sprogs svar på en kæmpe skål med pastasalat på sammenskudsgildets store frokostbord. Fornuftig og nærende. Men også bare lidt kold og kedelig. Et levn fra en anden tid. En krøllet D-mark i lommen på et par gamle bukser.

Mindre fremmedsprog har trange kår herhjemme. Tysk er ikke længere obligatorisk i folkeskolen, og læreruddannelsen har i år oplevet et rekordlavt antal af lærerstuderende, der har valgt tysk som linjefag. 105 kunne det blive til. Et tal som med uddannelsesminister Bertel Haarders (V) egne ord »ikke kan blive meget værre.«

I det svage lys af de dunkle realiteter, er konferencen ’Tysk nu’ blevet til i en forening af kræfter mellem Københavns Universitet (KU), Handelshøjskolen CBS og Roskilde Universitets Center (RUC) for at mane til øget samarbejde for at få tysk tilbage på dagsordenen. Konferencen blev sparket igang med oplæg og en paneldebat med overskriften ’Tysk sprog og kultur i Danmark.’

Tysk – for vores egen skyld

Steen Bille, journalist på P1 og opvokset i Tyskland, udtrykte bekymring over, hvordan der hos danskerne kun hersker interesse for sensationerne syd for grænsen. Vi halser i biografen efter film som fx ’Die Untergang’, ’Das Leben der Anderen’ og senest ’Der Baader Meinhof Komplex’ – film, der ifølge Bille viser det tyske folk leve op til alle vores fordomme i kraft af »spidskompetencer som krig, undertrykkelse og terror.«

Lektor Karen Sonne fra RUC understregede tyskfagets krise, især på de videregående uddannelser. Tysk er det største sprog, der tales som modersmål i Europa; alligevel er tysk, modsat andre fremmedsprog, ikke særlig velintegreret i andre uddannelser.

Den tværfaglige dimension skal man passe på med at negligere, lød det fra Sonne, som også henviste til den kommende bro mellem Danmark og Tyskland. Femern Bælt-forbindelsen vil i hendes optik åbne op for mange nye muligheder i form af op til en anslået million potentielle tosprogede i området omkring broen, der forventes at stå færdig i 2018.

Professor Per Øhrgaard fra CBS bakkede op om denne holdning.

»Vi skal jo ikke lære tysk for tyskernes skyld,« sagde han. »Vi behøver sproget for at forstå vores egen historie.«

Efterfølgende kommentarer fra tilhørerne efterlyste imidlertid realitetssans hos panelet. En ung tysklærer i folkeskolen bad om at få debatten mere ned på jorden.

»Tysk skal være obligatorisk i folkeskolen, og det naturlige andet fremmedsprog i Danmark.«
Kommentaren udløste dagens måske største bifald fra multisalen, der talte både bebrillede studerende, fodformede folkeskolelærere, overskudsagtige gymnasielærerinder med supergodt hår og sågar tidligere DR-journalist og hardcore tysk-aficionado, Torben Steno.

Tysk i uddannelsessystemet

Næste punkt på programmet hed ’Tysk i uddannelsessystemet’, hvor uddannelsesminister Bertel Haarder skulle stå skoleret over for dagens tilhørere.

Forud herfor løb et oplæg fra lektor Mette Skovgaard-Andersen fra CBS, der igen kunne ridse de sørgelige kendsgerninger op for salen: at tysk de seneste ti år har rutsjet ned ad en støt nedadgående kurve.

Bolden var hermed givet op til panelet. Was denn?

Udover Haarder bestod dagens andet panel af uddannelsespolitisk ordfører Christine Antorini (S), uddannelses- og videnskabspolitisk ordfører Charlotte Dyremose (K), administrerende direktør for FUHU, Danmarks Erhvervsforsknings Akademi, Stina Wrang Elias, forbundsformand for Kommunikation og Sprog, Birgitte Jensen, og endelig Jørn Lund, formand for Kulturministeriets sprogudvalg.

Sidstnævnte modtog dagens anden store klapsalve for sin version af fadervor i en Victor Borge-inspireret udgave, hvor hvert ord, der stammer fra tysk, blev erstattet af et klik med tungen. Og det var ikke få.

Lund underbyggede sit argument for det tyske sprogs vigtighed ved at påpege, at i gennemsnit 25 procent af ordene i en avisartikel stammer fra tysk – bare en eller to procent stammer fra engelsk.
»Og 25 procent af ordene i en engelsk avisartikel stammer fra dansk,« kvækkede Haarder.

Samfundsfag – med eller uden tysk

Der var ingen tvivl om, hvilken paneldeltager, der trak mest opmærksomhed. Undervisningsministeren kortlagde sagte, men fattet, at der virkelig er et problem. Men at løsningen ikke er at gøre tysk obligatorisk i folkeskolen igen.

Ifølge Bertel er det problematisk, at gymnasieeleverne vælger de forkerte fag. Fx mente han at samfundsfag er blevet en slags gøgeunge, der stjæler de elever, Haarder oppe i sit hoved havde øremærket til tysk.

Her var Antorini uenig. Hun så derimod samfundsfag som et oplagt sted at integrere tysk og opildne en interesse for Tyskland, som jo fx har forbilledligt godt styr på integration. Antorinis tiltag kunne tænkes som arvtageren til den trods alt noget mølædte kobling mellem historie og Anden Verdenskrig.

»Tværfaglighed har bare en kedelig tone af lilla tørklæder,« lød det fra Stina Wrang Elias, der fremhævede vigtigheden af ikke alene at kunne et sprog, men også at forstå konteksten.

Hun mener, at firmaernes opfattelse af det at kunne et sprog, har ændret sig til det værre – at det er noget, man kan fikse via Google Translate fremfor at hyre et eller andet æggehoved, der drikker fem liter kaffe om dagen og desuden skal have pensionsordning oveni.

Det var imidlertid primært panelets tre politikere, der stod for skud. Og her var der trods de forventelige ideologiske sammenstød, konsensus omkring at noget må gøres.

Haarder slog fast, at læreruddannelsen er i dyb krise, og det skal der handles på. De mindre sprogfag lider og så er det – med Jørn Lunds ord – måske på tide at indse, at globaliseringen også koster penge til sprog.