»Dybest set er jeg jo bare en gadedreng, der er endt på universitetet«

Han er ud over det hele, Vincent F. Hendricks. I en universitetsverden, der ofte har rigeligt svært ved at komme ned fra det forkætrede elfenbenstårn, skøjter Hendricks ud til mainstream-publikummet som en regulær akademisk rockstjerne.

Ud over at være Københavns Universitets nyansatte professor i formel filosofi er han også vært på DK 4’s tv-programmer Vincent Vender Virkeligheden, Tankens Magt og Stålvalseværket, flittig klummeskribent og hyppigt benyttet kommentator i medierne om alt fra bagels og mobning til Barack Obama. Han har også undervist Politiets Efterretningstjeneste i logik, så de – forestiller man sig – med Kant i den ene hånd og kniplen i den anden – bedre kan fange banditter.

Måske er det for at få tid til det hele, at han taler så hurtigt. Den 39-årige Hendricks taler dobbelt så hurtigt som normalt veltalende mennesker og krydrer sine sætninger rigt med anglicismer, filmcitater og bandeord. Men han er ikke så meget i medierne for at pådutte folk sine holdninger. Faktisk gider han heller ikke høre din mening om noget som helst.

Viden er ufølsom

»Jeg er dødtræt af holdninger. Selv nyheder i tv handler kun om, hvad folk synes. Det er så let at producere holdninger, men det er forudsætningerne for dem – vores viden – der er det interessante.«

Og viden er, ifølge Vincent Hendricks, ikke blot uafhængig af holdninger, men også af, hvem der besidder den. Han har tidligere sagt, at det er ligegyldigt, om det var Einstein eller Martin Luther King, der opfandt relativitetsteorien.

»Verden er, som den nu engang er,« forklarer han.

»Som Robert de Niro engang sagde: ‘This is it, this ain’t something else.’ Verden står derude, og videnskabens ypperligste mål er at forstå sandheden om verdens beskaffenhed og natur, så vidt det er os muligt som mennesker. That’s it.«

Der er vel også en social virkelighed, som har betydning for, om det er Einstein eller King der ender med at formulere relativitetsteorien?

»Der er bestemt en social virkelighed. Og der er selvfølgelig nogle kulturelle faktorer, der gør, at nogle bliver akademikere og andre ikke gør. Men det har ikke en døjt med sandheden at gøre.«

»Verden og dens elementer er hverken sande eller falske, de er, eller også er de ikke. Det er udsagn om verden, der er sande eller falske. Det rager verden to flade blommer, hvilken demografi, hudfarve, social baggrund eller seksuel orientering du har, så længe du på lødig videnskabelig vis kan afdække den, som den er. Hvad der er sandt og falsk er ikke relativt i forhold til, hvad man tror, synes og føler.«

Derfor hadede Platon demokratiet

Han er altså en sjov kartoffel, ham Vincent Hendricks, som han sidder der som et andet kæmpebrød med læderstøvlerne oppe på skrivebordet og Ray Ban-brille i karseklippen og lyder som en hardcore platoniker fra en svunden tid med sin snak om viden og idéer fra en ophøjet verden. Og håbløst gammeldags, det indrømmer han gerne, at han er.

»Ja, på den måde er jeg frygteligt gammelgermansk, fascistoidt anlagt,« smiler han og vedkender sig sin platoniske arv. Til en vis grad, i hvert fald.

»Altså, Platon så viden som noget, der i sidste instans var forbeholdt de indsigtsfulde – filosofferne. Hvis det stod til ham, så skulle filosofferne styre verden. Gud forbyde det!«

»Men det ændrer ikke ved Platons grundlæggende indsigt i, at der til viden er knyttet nogle sandhedskriterier,
som der ikke er til holdninger og meninger. For Platon kunne sandt og falsk ikke afgøres med flertalsafstemning. Det var derfor, han hadede demokratiet.«

Er demokratiet så ikke et ideal?

»Jo. Men ikke for videnskaben. Verden har aldrig sagt noget om, at demokrati er den bedste måde at konfigurere et samfund på, men det mener vi altså, at det er.«

»Og heraf følger nogle kendsgerninger – en distribution af magten, institutioner, som regulerer den grundlæggende demokratiske struktur og så videre – som vi skal forholde os til for at optimere vores demokratiske styreform. Så på den måde går det hele ikke op i holdninger, selv om den opfattelse, at demokratiet er den bedste styreform, måske er en holdning.«

Regeringen gør universiteter ligegyldige

Man kunne foranlediges til at tro, at akademikere var et magtfuldt folkefærd, sådan som de bestemmende politikere i øjeblikket nedsætter den ene kommission af lærde mennesker efter den anden til at rådgive sig. Men det lader ikke til, at politikerne hører efter.

Regeringen nedsætter en Ungdomskommission, selv om den på forhånd har besluttet sig for at nedsætte den kriminelle lavalder – i modstrid med kommissionens anbefalinger. Og Rigsrevisionen ignoreres, når den konkluderer, at man bruger for mange penge på private sygehuse. Og det er et demokratisk problem, mener Vincent Hendricks.

»Rigsrevisionen og alle de kommissioner, som regeringen nedsætter, skal jo være demokratiets pejlemærker, og vi har ikke råd til, at politikere har lov til at betvivle dem, sådan per automatik,« siger han.

Så akademikerne har fået mindre magt under det igangværende opgør med det såkaldte ekspertvælde. Journalisterne, derimod, har ifølge Vincent Hendricks »eksorbitant meget magt.« Men ofte kender de ikke engang forskellen på et holdbart og et gyldigt argument. Og hvis journalisterne ikke gør det, hvem gør så, spørger Hendricks retorisk.

Består universitetets opgave så i at uddanne politikerne, journalisterne og meningsdannerne generelt?

»Mjah, det kan du godt sige. En af vores forpligtelser som forskere er i hvert fald at oplyse hinanden og lægmænd. Vi er ikke nødvendigvis bedre eller mere begavede end alle mulige andre, men vi gør det her af en grund – at vi er suckers for truth, fanatiske sandhedssøgere. Sådan er videnskabsfolk, og sådan bør de være,« siger Vincent Hendricks.

»Vi gennemgår jo ikke 20-30 års uddannelse for at producere holdninger, men for at producere videnskab. Og det betyder, at nogle gange så er vi eksperterne. Hvorfor skulle man ellers have universiteter og højere læreanstalter?«

Naser Khader er en naivistisk pandabjørn

Nu er mange af landets politikere jo selv videnskabeligt uddannede, kunne man indvende. Men det glemmer de, så snart de sætter fødderne på Christiansborg, hævder Hendricks. Derinde er de i holdningernes vold, mener han og fortæller om, hvordan han blandt andet er blevet inviteret ind og diskutere dansk forskningspolitik med Naser Khader.

»Jeg fortalte ham surt for usødet hvad jeg mente om den danske forskningspolitik. Han nikkede og sagde tak, og så kom der ikke rigtig mere ud af det.«

»Naser mindede mig om et maleri af Hans Scherfig. Sådan et lidt naivistisk et med en lille giraf og en abe og en pandabjørn. Naser, du er samfundsvidenskabsmand, sagde jeg til ham. Hvor bliver din videnskab af?«

»Jeg kan ellers meget godt lide ham, men det er meget symptomatisk for politikere, at de glemmer deres videnskab.«

Hvis viden er et ideal at stræbe efter, ville det så være at foretrække, at alle håndværkerne og kassemedarbejderne kom på universitetet og blev akademikere?

»Jeg tvivler kraftigt på, at verden ville være et bedre sted, hvis vi alle sammen var akademikere. Vi har alle en forpligtelse som mennesker til at blive så indsigtsfulde som muligt, men det kan man sagtens blive uden for universiteterne.«

»Det klogeste menneske, jeg kender, er en af mine venner i San Francisco, som er komplet uboglig, og desværre ryger for meget hash, men som er sindssygt godt begavet.«

Patron i posten

Vincent Hendricks har gjort det til sin metier at koge filosofisk suppe på hverdagssituationer og anskueliggøre logikkens relevans for os alle sammen. Populærvidenskab kaldes det også. Og det er ikke alle, der ser lige mildt på den genre. Hendricks får nogle kollegiale hug for sit medietække.

»Populærvidenskab er bare en måde at formidle et stof på. Det er selvfølgelig svært at formidle et komplekst stof, så lægfolk kan forstå det, men det gør egentlig bare udfordringen større, i og med at du skal være sikker på at få alle krumtapperne med.«

»Selvfølgelig skal man være forsigtig og sørge for at levere et ansvarligt stykke videnskabeligt arbejde og udtale sig om det, man har forstand på. Men jeg har ikke fået nævneværdige tæsk for at være meget i medierne,« siger han.

Og dog.

Folk, der har set eller hørt Vincent Hendricks, har ofte en mening om ham. Og han har modtaget indtil flere
racistiske hadebreve. Et af dem med en uaffyret patron i konvolutten og en seddel med teksten ’halvneger’.

»Når man stikker snuden frem, så får man til tider nogen på den, og specielt når man har en negernæse så stor som min,« griner han afvæbnende.

»Men ja, jeg har fået trusselsmails. Det er noget, der sker fra tid til anden, men det er ikke så ofte.«

Berører det dig?

»Det irriterer mig. Man skal jo informere sin arbejdsplads, når man er blevet truet, og det tager tid. Men jeg har aldrig følt, at der var nogen alvor bag truslerne.«

Ideologi som studiebrændstof

Én ting er at bedrive værdifri forskning. Noget andet er de studerendes tilgang til stoffet. Kan ideologi ikke være et godt brændstof til de studerendes lektielæsning? Er de mest aktive studerende ikke ofte dem, der også er politisk eller ideologisk indignerede? Vincent Hendricks trækker for første gang vejret inden et svar.

»Jo, det er de sikkert. Og det er måske heller ikke så skidt at have en ideologi. Men ideologien i sig selv giver jeg
ikke noget for. Jeg giver kun noget for ideologien, hvis den er motor for, at du får større indsigt i verden.«

»Man skal være ærefrygtig over for sin videnskab. Man skal møde sit fag med ærbødighed, ikke med sin holdning.«

Hvordan møder dine studerende deres fag?

»Generelt vil jeg sige, at de er ærbødige, men jeg giver dem heller ikke anledning til andet,« siger Hendricks og slår en skraldende latter op, som man så kan tolke som man vil.

Wiki-ratio

Som klummeskribent har Hendricks selv bedrevet kapitalismekritik i tidsskriftet Kritik. Er det nu ikke holdninger?

»Men hør nu her,« siger han og tager fødderne ned fra bordet. »Vi lever i et kapitalistisk samfund. Sådan er det bare, all right? Deraf følger nogle kendsgerninger. Blandt andet at vi har en anerkendelsesøkonomi, og at man kan bruge pluralistisk ignorance til at styre folk til at købe bestemte produkter.«

»En ting, der karakteriserer os som mennesker, det er ratio – fornuften, forstanden. Så jeg forstår ikke, hvorfor man stiller sig tilfreds med at lade sig fornærme på sin intelligens. Det er det, jeg har kritiseret.«

Hvordan har logikken det i den moderne tidsalder med Facebook og Wikipedia?

»Det er et godt spørgsmål. Der er forskel på viden og information. Viden implicerer information, men ikke omvendt. Så hvis jeg bliver bekendt med, at verden er styret af grådig kapital, så er jeg informeret derom, men det betyder ikke, at jeg ved det.«

»Det hænger selvfølgelig sammen med, at information ikke behøver at være sand, men det skal viden jo være. Derfor kan man ikke bruge Wikipedia som autoritativ kilde til viden, men man kan bruge den som grønthøster for information.«

»Sapere aude – vov at vide – sagde Kant og kammeraterne i sin tid. Det betød, at der var noget vovet, måske endda noget farligt ved at få ny viden.«

»Og jeg kan godt sige dig, at hvis de havde vidst, at forøget information ville føre til Youtube, Fuckface, undskyld Facebook, Twitter og så videre, så havde de drømt sig tilbage til den mørke middelalder, de lige havde forladt,« siger Hendricks og slår i bordet.

Og hvordan gebærder hans egne filosofistuderende sig i informationsalderen?

»Mit indtryk er generelt, at studerende er videbegærlige, men de er også forkælede. Når nogen spørger mig, om de skal kunne et bestemt stof til eksamen, så bliver jeg gasblå i ansigtet af raseri. Hvad er du her for? Studying for credit or learning for life? You better learn for fucking life!« siger Hendricks, der nu har talt sig godt varm, og peger på mig.

En fejlfarvet gadedreng

Vincent Hendricks bestyrer i efteråret hele tre talkshows, og det giver unægteligt point på universitetets pr-konto at have en professor med medieflair. Men det kommer vel også af, at Hendricks afviger så meget fra normen på et fag, der ellers regeres af midaldrende, hvide mænd.

»En fejlfarve som mig matcher nok ikke prototypen på en professor, men jeg vil helst anerkendes for mine faglige kompetencer,« siger han. Selvfølgelig. Men er der ikke noget om, at Hendricks’ fremtoning – og ikke kun hans hudfarve – er med til at give ham en del af den opmærksomhed, han nyder?

»Det har da helt sikkert sine fordele at ligge ude i halen af normaldistributionen af professorer frem for på toppen. Men det har også slagsider. Når jeg for eksempel bliver stoppet i lufthavnen og fortæller, at jeg er professor i filosofi, så siger sikkerhedspersonalet: ’ja ja, og jeg er Napoleon Bonaparte’. Den side er der jo også.«

»Og dybest set er jeg jo bare en gadedreng, der er endt på universitetet.«

ser@adm.ku.dk