Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
STUDIEJOB - Alt for få katteejere får kastreret eller steriliseret deres katte, og derfor får de for mange herreløse killinger. Det mener dyrlægestuderende Patrick Duncan Hardam, der har studiejob med at gøre dem klar til et rigtigt hjem.
Hvis en hus- eller havekat har et one night stand på en strejftur i nabolaget, er det ikke sikkert, nogen tager sig af de killinger, der kommer ud af det.
For at forhindre uønskede katte, skal hankatte kastreres og hunkatte steriliseres. Det kalder fagfolk – med en samlebetegnelse – for ‘neutralisering’.
Dyrlægestuderende Patrick Duncam Hardam fra Københavns Universitet ser, i sit studiejob på et dyreinternat i Rødovre, konsekvenserne af den manglende neutralisering. Der kan fx være tale om killinger, der er smidt ud i en container i en plasticpose.
»Det er inhumant og unødvendigt,« siger han.
Patrick Dunham Hardams arbejde, der foregår i weekenderne, består i at sørge for, at kattene er raske, give dem kattegrus, gøre rent i deres bure, fodre samt medicinere dem og følge op på deres sygdomme. Så kan dyrene med tiden få et nyt liv.
Artiklen fortsættes under billedet
På dyreinternatet vil nogle af kattene helst gå for sig selv og modsætter sig lidt at blive fotograferet. Nogle af dem er dog også kælne og nemme at have med at gøre. Andre har måske prøvet nogle ting, der gør, de ikke synes, at mennesker er superfede at være sammen med
»At aflive kattene er ikke en rigtig løsning, for det virker åndssvagt at rende rundt og slå dem i hjel, når man lige så godt kan neutralisere dem,« siger Patrick Duncan Hardam
Derfor er han også så glad for alt det, han kan gøre for dem på internatet.
»Arbejdet her er helt fantastisk. Man føler, man gør en forskel. Vi gør vores bedste for at gøre det godt for dyrene, inden de skal videre, og det er heller ikke bare et job, hvor du går på arbejde, og så går du hjem igen. Man er nødt til at have samvittigheden med på arbejde,« siger Patrick Duncan Hardam.
Når kattene er klar til at komme videre med nogle af deres påståede ni liv, bliver de sat ned i dyreinternatets ‘stald’, hvor folk kan komme og se på dem. De koster 1.000 kroner stykket, og ifølge Patrick Duncan Hardam er det et symbolsk beløb.
Dyreinternatet gør heller ingen forskel på kattene; racekatte og ‘gadekryds’ koster det samme.
Artiklen fortsættes under billedet
Dyreinternatet kan godt være et stresset sted for nogle af kattene. Derfor gør medarbejderne også meget for at gøre dem hurtigt klar, så mennesker kan købe dem og tage dem med sig. Kattene kommer sig også hurtigere efter fx en operation på dyreinternatet, hvis de får et rigtigt hjem.
Et gavekort til en neutralisering, øremærkning, vaccination og revaccination følger med hver gang, dyreinternatet afsætter en kat til en ny ejer (hos dyrlægen koster disse ydelser som regel mere end de 1.000 kroner, man har betalt til internatet). Det sker for at være med til at holde bestanden af herreløse katte nede.
»Det gælder om ikke at få for mange herreløse katte i Danmark,« siger Patrick Duncan Hardam.
Den sag har også Den Danske Dyrlægeforening sat fokus på for nylig. Foreningen kræver obligatorisk mærkning af alle katte, så det bliver muligt at få placeret ansvaret for dem hos ejerne. I dag havner de herreløse katte i stedet nu ofte på anonyme måder i dyreinternatet i Rødovre.
»Der er ejere, der kommer med deres kat til os, fordi de ikke kan have den længere, men det sker også mange gange, at nogen stiller en kat i en papkasse foran vores dør, så de slipper for at betale indleveringsgebyr på fx 450 kroner,« siger Patrick Duncan Hardam.
Han tror, at nogle danskere ikke ved, hvad de skal gøre ved et kuld på fem killinger, der ikke er planlagt, og de har ikke lyst til at aflive dem.
Så er det bedre at forhindre, at katten sætter flere killinger i verden, og der mangler måske oplysning om det – også her i 2015.
»Det er måske ikke alle, der anskaffer sig en kat, der tænker på, at man skal også have råd til at have den og få den neutraliseret. Men det er ejerne, der skal få det gjort,« siger Patrick Duncan Hardam.
anfj@adm.ku.dk