Dystopiernes tid – et interview med Kaspar Colling Nielsen

Foråret har på flere måder stået i flammer.

Først udviklede en demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro i København sig til veritable gadekampe, og sidenhen har uroen spredt sig til andre bydele i Storkøbenhavn.

Dernæst måtte verden se hjælpeløst til, mens en formodet kortslutning antændte et af Paris’ historiske vartegn, Notre Dame. Katedralen stod øjensynlig også adskillige franske rigmænd nær, og således var flammerne knap udslukt, før rekonstruktionsarbejdet var blevet begunstiget med flere milliarder kroner.

Under Notre Dame fandt man ved udgravningen til en krypt en søjle, der bedst kan beskrives som Paris’ fødselsattest: En søjle rejst i centrum af byen, der dengang hed Lutetia og lå i det Gallien, som romerne blot halvtreds år tidligere havde besat. Også dengang blev vartegn betalt af byens fremmeste mænd, bådsmænd og handlende på den livgivende Seine.

På søjlen, der er knap 2.000 år gammel, blev det romerske og galliske gudepanteon synkretiseret i fredelighed og søjlen er således tilegnet både Vulcanus, den romerske ildgud, og Smertrios, den galliske krigsgud.

På Nørrebro for nylig var kulturmødet knap så smertefrit. Det virker rimeligt at sige, at få havde forventet, at en mand som advokaten Rasmus Paludan ville blive opstillingsberettiget, ja, endda stå til at blive valgt ind i det danske Folketing.

En ekstremt forvirrende periode

På min uddannelse, Statskundskab, lyder det ifølge mange teorier, at fortidens erfaringer kan bidrage til at danne sandsynlige fremtidsbilleder.

På det seneste lader det dog til, at vi i stedse mindre grad er i stand til at forudsige politiske udviklinger – uanset om det er Trump, Brexit eller Stram Kurs. Med et øje på universitetets andre discipliner (og på Den Engelske Skole, der i samfundsvidenskaben opfordrer til teoretisk eklekticisme) satte jeg mig for at ringe til Kaspar Colling Nielsen, cand.merc.fil og forfatter til blandt andet romanerne Det Europæiske Forår (2017) og Den Danske Borgerkrig 2018-2024 (2013).

I begge bøger er Nørrebro hærget af gadekampe, og i Den Danske Borgerkrig beskrives indlevende, hvordan et fremtidigt Danmark opløses i borgerkrig.

Hvorfor tror du, at befolkningen, og altså også dine læsere, er så fascinerede af fremtidsdystopier og gadekampe?

»Jeg tror, det er, fordi vi lever i en transitionsperiode – en periode i den moderne vestlige kulturs historie, som er ekstremt forvirrende, af mange forskellige grunde.«

For så vidt er det jo egentlig ikke ret meget, der er 100 procent sandt. Langt det meste er båret af holdninger, synspunkter osv. Og lige nu oplever vi et totalt overload.

»Internettet har skabt så mange synsvinkler og informationer, at alting meget let bliver relativt. Hvordan skal man i en enorm mængde informationer vælge at forholde sig til det ene i stedet for det andet? Og hvad er overhovedet sandt? For så vidt er det jo egentlig ikke ret meget, der er 100 procent sandt. Langt det meste er båret af holdninger, synspunkter osv. Og lige nu oplever vi et totalt overload.«

»Derudover mener jeg, at der er noget helt grundlæggende økonomisk, som knytter sig til globaliseringen, og som betyder, at de politiske systemer i vesten har mistet kraft, og at vi ikke længere er den altdominerende magt i verden.«

»Det har vi været. For tredive år siden foregik 80 procent af verdenshandlen inden for vestens rammer. Det gør den ikke længere, og det betyder, at vores måder at gøre tingene på ikke nødvendigvis længere er det bedste.«

»Det var fuldstændig comme il faut for 20-30 år siden, at hvis et udviklingsland skulle blive rigt, skulle det være et vestligt demokrati, og det skulle overtage vores værdier. Men i dag ser vi jo masser af lande, der klarer sig godt, som er diktaturer eller teknokratier.«

Man gik ud fra, at hvis folk fik en lejlighed, og deres børn kom i skole, og der var fred, så ville de blive danskere.

»Samtidig mener jeg, at vores demokrati er i krise af nogle andre grunde. Efter 1989 troede man, at nu ville de vestlige værdier brede sig ud over verden som et rationelt lys. Og det er ikke sket – det er endda sket så lidt, at når folk kommer hertil, tager de ikke nødvendigvis værdierne til sig. Det var helt utænkeligt for tyve år siden: Man gik ud fra, at hvis folk fik en lejlighed, og deres børn kom i skole, og der var fred, så ville de blive danskere. Men selv dette tager enormt langt tid. Vores værdier er ikke så suveræne, vores økonomiske magt er ikke suveræn, og selv vores kulturelle magt er ikke suveræn.«

»Så mener jeg også, at der er sket en sidste ting, og det er – som en inspirerende tysk filosof, Peter Sloterdijk, har sagt – at i det 20. århundrede var vi, borgerne i samfundet, de progressive, der skabte forandringer i samfundet. Vi skabte forandringer gennem kampe på arbejdsmarkedet og ideologisk funderet politisk engagement. I dag er de progressive kræfter i samfundet i stedet kapitalforvaltningen og teknologiudviklingen. Og disse er ikke-ideologiske og apolitiske kræfter – der følger ikke en ideologi, en plan eller et menneskesyn med en smartphone.«

»Alt i alt lever vi i en tid, hvor vi har mistet magten, vi har mistet følelsen af kontrol over ting. Vi har oplevet et suverænitetstab, ikke blot i forhold til resten af verden, men også hvad angår vores eget samfund og i sidste ende vores egne liv.«

Så fascinationen af fremtidsdystopier er ikke en fantasi i en kedelig tilværelse, men rettere et plausibelt scenarie, man nærmer sig?

»Jeg tror i hvert fald, at tingene går så hurtigt, at vi er nødt til at fremstille nogle fremtidsscenarier. Traditionelt set har man i litteraturen skrevet mange historiske romaner, og disse var væsentlige for vores samtid, fordi de viste, hvordan traditioner, begreber osv. var funderet i vores fortid, og hele tiden blev genintroduceret i vores nutid på forskellige måder. På den måde blev vi også klogere på vores nutid gennem historien.«

»I dag tror jeg, at man har brug for at lave nogle fremtidsscenarier for at forstå, hvad der sker nu i stedet for at lave historiske analyser.«

Pas på ideologien

Kaspar Colling Nielsen siger, at han frygter, at tendensen til optøjer, der indtil nu er kulmineret med partistifter Rasmus Paludans opstillingsberettigelse til Folketinget, forværres, hvis ikke man ændrer perspektiv:

»På den ene side er der jo de her idealister, der taler om ytringsfrihed. Det er selvfølgelig rigtigt, for så vidt at det er lovligt. Der er folk, der siger nogle dumme ting og nogle gange nogle utroligt dumme ting, og det skal man kunne klare. Det er præmissen for at leve i et demokrati. Og så langt har ideologerne for så vidt jo ret.«

Jeg ved godt, at vi har nogle idealer, værdier, nogle retningslinjer. Men der også en grænse, som bliver trukket ved nogle hverdagslige, almindelige overvejelser, der handler om praktiske omstændigheder.

»Jeg ved godt, at vi har nogle idealer, værdier, nogle retningslinjer. Men der også en grænse, som bliver trukket ved nogle hverdagslige, almindelige overvejelser, der handler om praktiske omstændigheder. En almindelig pragmatisme. Vi er jo alle sammen pragmatiske, hverdagen er pragmatisk, og det politiske system er pragmatisk. Og det er jo også det, politiet gør, når de så nedlægger et forbud (mod at demonstrere, red.) – omkostningerne er simpelthen for store ved at forsætte.«

»Det er mit håb, at vi passer på ikke at blive for ideologiske hele tiden, og fra en pragmatisk synsvinkel betyder det jo faktisk noget, præcis hvad der bliver sagt, hvem der siger det, hvor det bliver sagt, og hvordan det bliver sagt. Der må man forsøge at finde en vej. Løsningen, den fredelige løsning, er en pragmatisk løsning.«

På kanten af opløsning

Kaspar Colling Nielsen beskriver den ufredelige løsning i sine romaner, hvis surreelle og dog efterhånden faretruende plausible scenarier minder mig om Tom Kristensen (1893-1974) og hans debutroman Livets Arabesk fra 1921. Her griber Kristensen fat om sin samtid, der er rystet og ængstelig efter verdenskrigen, og forestiller sig et alternativt København, hvor proletariatet, anført af en gal munk, forsøger at omvælte bourgeoisiet og dettes ’hvide hær’.

Kristensen skrev senere digtet ’Angst’, der indeholder disse strofer:

Men min angst maa forløses i længsel
og i syner af rædsel og nød.
Jeg har længtes mod skibskatastrofer
og mod hærværk og pludselig død.

Min pludselige indskydelse er, at det måske trods alt er historien, der gentager sig, for hører man ikke netop for tiden mere om en ungdom, der er angst – for klimaet, fremtiden, menneskerettighederne, demokratiet?

Tror du også, Kaspar Colling Nielsen, at der er noget eksistentielt i at kaste sten på politiet, eller at sætte ild til en koran på Blågårds Plads?

Det giver jo ikke mening at blive sure over politiet, hvis det har noget med Rasmus Paludan at gøre.

»Nej, jeg tror, de er frustrerede over alle mulige ting. Det giver jo ikke mening at blive sure over politiet, hvis det har noget med Rasmus Paludan at gøre. På en eller anden måde antænder det nogle mere generelle frustrationer, som er i befolkningen. Jeg tror, at vi er kommet derhen, hvor der desværre nok ikke skal så meget til, før det hele går amok.«

»Det, der mangler nu, for at det skulle gå helt galt, skulle være, at middelklassen blev ramt. Det er ikke rigtig sket endnu. Lige nu er det nogle mindre og lidt mindre magtfulde grupper, der er ramt rigtig hårdt. Det er i sig selv et stort problem, men jeg tror ikke på borgerkrigsscenarier, før det går ud over den store middelklasse, eller i hvert fald ikke den totale opløsning.«

Det er ikke opmuntrende ord, og de leder tankerne tilbage i tiden, også selv om Colling Nielsens fremtidsscenarier er funderet i analyser af en kun alt for virkelig nutid.

Så du giver ikke så meget for de paralleller som mange ynder at trække tilbage til 20’erne og 30’erne? Jeg kom som sagt også til at tænke på Tom Kristensens Livets Arabesk, hvor han beskriver et København opløst i kampe.

»Jo, men det er jo bare ildevarslende, når tilstrækkeligt mange kunstnere på samme tid begynder at skrive dystopier. Jeg tror, det skyldes en generel utryghed og et generelt tab af magt og indflydelse.«