Efter Penkowa: Gør op med elitedyrkelsen

I selvransagelsen efter Penkowa-sagen blev behovet for kulturændring på Københavns Universitet fremhævet. Ønsket var velment, men formuleringen misvisende. Snarere end en kulturændring er der brug for, at vi besinder os på et aspekt af vores kultur.

Videnskab er en social aktivitet organiseret omkring en central målsætning, nemlig at give pålidelige svar på vigtige spørgsmål. Problematiske videnskabelige praksisser er de, der forringer pålideligheden, og det spænder fra fabrikation af data til plagiat eller gaveforfatterskaber.

Videnskabspersoner er ikke helgener, og de har isoleret set et stærkt incitament til at indlade sig på problematiske praksisser.

Det er populært at sammenligne topforskning og topidræt. Hvorfor er der ikke lige så meget uredelighed i topforskning, som der er bloddoping i cykelsport? Gode resultater kan også i forskning gøre hele forskellen på stjerner og vandbærere, men i forskning er der ingen dopingkontrol. Hvad holder tingene på sporet?

Fagfællebedømmelse er en central kvalitetsmekanisme, men den kontrollerer ikke for uredelighed. Dens effektivitet fordrer tværtimod redelighed.

Regler om god videnskabelig praksis kan afgøre tvister, når en videnskabsperson har et horn i siden på en anden. Men systemet er virkningsløst, hvis forskere dækker over hinanden, eller blot ikke vil bruge deres korte liv på at klage over naboen.

Hvorfor er uredelighed alligevel mere undtagelsen end normen? Forklaringen er, at videnskabspersoners vigtigste motivation er fagfællers anerkendelse på grundlag af veludført videnskabeligt arbejde.

Uredelighed i videnskab er som at stå på bussen i et maratonløb for bagefter at sole sig i vennernes beundring for den fremragende tid. Man skal være seriøst afvigende for at søge denne form for pseudo-anerkendelse.

Det er denne kultur, hvor vi anerkender og roser hinanden for godt udført videnskabeligt arbejde, vi bør besinde os på, og som vi bør fremme.

Det kan ske på to måder. Vi kan øge belønningen af de dygtige, redelige forskere. Og vi kan øge sanktionerne rettet mod de korrupte, det vil sige risikoen for at de opdages, og øge straffen, når det sker.

Vi bør fokusere på det første. Men vi kan ikke undgå at tale om det sidste, for der vil være mennesker, for hvem fagfællers anerkendelse ikke spiller nogen særlig rolle i forhold til ønsket om karriere og social glimmer.

Institutioner ved ikke, hvem der bruger tvivlsomme praksisser. Det ved kun andre forskere. Opretholdelsen af en anerkendelseskultur kræver mod til konfrontere det tvivlsomme og villighed til at dele sin viden om det. Begge dele er meget ømtålelige, men det er vigtigt, at vi italesætter disse forhold.

Bemærk, at Singapore Deklarationen om god videnskabelig praksis gør det til et brud på god videnskabelig praksis ikke at viderebringe en mistanke om uredelighed.

Kun andre forskere ved, hvem der fortjener anerkendelse, og kun de kan give den, ikke institutioner. Men institutioner bør fordre, at forskningsmiljøer er transparente, selvkritiske og italesætter normerne for god videnskabelig praksis. Det er kun i et sådant miljø, at anerkendelse for godt udført arbejde kan gives og modtages.

Undervisning i god videnskabelig praksis skal ses i dette lys. Vi skal se normer for god videnskabelig praksis som noget vi er stolte af, som bærende for vores identitet og grundlaget for vores anerkendelseskultur.

Uredelige forskere mangler ikke viden om, hvad de burde gøre, men mangler glæden og stoltheden ved godt udført videnskabeligt arbejde.

Institutionerne bør også distancere sig fra belønningsmekanismer, der risikerer at underminere vores anerkendelseskultur. Meritering alene ved publikationsmængde er et eksempel. Elite-retorikken, og dens latente sammenligning med konkurrencesport, er et andet.

Konkurrencesport har en anden logik end forskning. Konkurrencesport udpeger en enkelt vinder. Det videnskabelige miljø bør anerkende alle, der udfører et godt arbejde.

Udpegning af nogle få elite-top-super-excellente-fremragende forskere sker i paneler eller på ministerkontorer, fjernt fra de relevante videnskabelige miljøer. Det indebærer en risiko for at hædre de forkerte, og under alle omstændigheder vil der være mange, der fortjener hæder, men som ikke får den.

I konkurrencesport er der ikke fagfæller, men konkurrenter, og deres anerkendelse betyder ikke noget i forhold til de penge og den prestige, der følger med en sejr. Det er blandt andet derfor, at der er doping i cykelsport. Det er ikke misundelse og jantelovs-tænkning at insistere på, at vi i videnskab skal værne om vores anerkendelseskultur.

Flittige, dygtige og redelige forskere kan ikke leve med deres langsomme, svære og kedelige forskning, hvis charlataner belønnes for tage hurtige genveje.

Man siger, at Penkowa-sagen har skadet KU’s troværdighed. Det tror jeg ikke. Men følges sagen ikke af en håndfast reaktion, så vil den medvirke til at underminere vores anerkendelseskultur.

Dette kan på længere sigt skade KU og forskningen ganske meget.