Eftermiddage i Berlin

»Entschuldigen! Ich habe zu lange geschlaft!« siger jeg kækt, da jeg, 20 minutter for sent, træder ind ad døren på 3. sal i den brune, aftenskolelignende bygning på Dorotheenstrasse i bydelen Mitte, Berlin.

Alle i lokalet kigger på mig, og ved synet af lærerens løftede øjenbryn gætter jeg på, at jeg nok skulle have sagt »geschlafen,« thi verbet er uregelmæssigt. Pis også. Det er vidst på sin plads, at jeg har tilmeldt mig Humboldt Universitäts intensive tyskkursus, som udbydes til Erasmus og andre udvekslings -studerende før hvert semester, for sproget får jeg brug for.

Det er cirka 14 timer siden, jeg forlod de trygge rammer på Nørrebro og rykkede mig selv og et par flyttekasser til Berlin for at tage et semester i den hypede metropol.
»Aj, det gad jeg også godt,« har de flestes reaktion været. Berlin er da også fuld af Erasmus-studerende, som dog ikke kun er her for at studere (og feste). Som 24-årige spanske Xavier udtrykker det: »I’m came to Berlin to get out of my comfort zone… and find out how I react to it.«

Kliché 1: Rejs ud og mød dig selv

Hvordan man reagerer på at forlade komfortzonen, ved man ikke, før man gør det. Men allerede kort inde i mit berlinerophold mærker jeg, at der er noget om det dér
med at rejse ud i verden og ’møde sig selv’. Ikke mindst får klichéen ben at gå på i den store mængde tid, man pludselig har til rådighed i selvskab med, ja, sig selv.

For hvad laver man de mange, lange eftermiddage, når tyskkurset er forbi, og man ikke har noget job, man skal passe eller kæreste og venner, man skal se? Og hvem er man egentlig, når man udover sætningen »Ich komme aus Dänemark und Ich studiere Litteraturwissenschaft,« ikke har nogen funktion eller relation til andre end dem derhjemme?

Man lærer sig selv at kende. På godt og ondt. Berlin er lige så livlig og uforudsigelig, som den har ry for, og hvis man vil, kan man opleve noget nyt hver aften. Men efter et stykke tid går det op for en, at man ikke er på ferie. Man bor rent faktisk i en fremmed by. Og så er det, at de dæmoner, der måske allerede lå og lurede inden man tog af sted, og som man måske havde trang til at konfrontere, får frit løb:

Hvordan forholder jeg mig til mig selv, når jeg står alene? Hvem er jeg, når konstanterne i mit liv er væk?
For mit vedkommende fylder disse spørgsmål lige så meget som alle de nye indtryk og oplevelser. Når jeg kl. 13:15 har fri fra tyskkurset, hænger jeg ofte ud med de andre ’Erasmusser’ eller mødes med andre bekendte. Men nogle gange vælger jeg alene-tiden til og de sociale arrangementer fra.

Og så mærker jeg, hvordan det er ikke at være forventet nogen steder, ikke at skulle være noget for nogen. På en dårlig dag føles det ensomt og tomt. På en god føles det som om, hele verden ligger åben, og jeg kan være og gøre, hvad jeg vil.

Kliché 2: Luftforandring udvider horisonten

Og i Berlin kan man gøre (næsten), hvad man vil. Hver dag er der et nyt arrangement, hver dag nye mennesker med anderledes kulturer en ens egen. At vi i Skandinavien har et unikt uddannelsessystem, bliver i mødet med de studerende fra andre lande hurtigt tydeligt. »You get money to go to school?« må jeg flere gange svare måbende englændere, tjekker og franskmænd på.

Lige så undrende stiller jeg mig selv over for den kinesiske pige Leis uddannelsesskæbne: I to år har hun studeret økonomi, hvilket interesserer hende lige så lidt som danskere interesserer sig for hundekød. Men i Kina er der ikke noget, der hedder fjumre– eller sabbatår for den sags skyld – og hendes forældre besluttede, at hun skulle være økonom.

Lei er glad for at være kommet væk fra det hjemlige pres. Især mødet med den europæiske drikkekultur er en udvidelse af hendes horisont i mere end én forstand – efter tre øl til den første festlige Erasmus-komsammen er hun ved at gå i gulvet. Jeg følger hende hjem i en taxa. Om mandagen husker hun intet.

Kliché 3: Ude godt, hjemme bedst

At luftforandring udvider horisonten, er der nok ingen, der vil benægte. For danskere er det at komme til Tyskland ikke det helt store kulturchok, men det er mødet med alle de nye mennesker til gengæld. Jeg beundrer Lei, som er meget længere væk hjemmefra end jeg. Og jeg er imponeret over 18-årige franske Chloés mod: hun taler hverken tysk eller engelsk, og alligevel er hun taget alene til en fremmed storby.

Jeg skulle blive 27 somre, før jeg for alvor kom ud af min comfortzone. Da jeg første dag på tyskkurset står med alles øjne hvilende på mig og lige har bøjet et verbum forkert, føler jeg mig ikke desto mindre som en 15- årig skolepige. Som om det ikke er nok, spørger læreren mig om noget på tysk. Jeg fatter ikke en lyd.

»Take a seat,« gentager hun smilende på engelsk, og jeg adlyder kvikt.

Indtil nu har min kalender hver eftermiddag været fri. I morgen starter de ”rigtige” studier, som for mestendels foregår på tysk, og så skal jeg for alvor til at bøje verberne rigtigt.

Som udvekslingsstuderende er man nødt til at tage mange (!) fag for at få brikkerne i ECTS-puslespilet til at falde på plads. Til timerne møder man endnu flere nye mennesker og får (sandsynligvis) endnu flere venner. Derfor vil de lange eftermiddage helt naturligt blive færre.

Alligevel vil jeg prøve at værne om dem. For selvom påstanden om at »ude er godt, hjemme er bedst,« netop på disse eftermiddage kan forekomme overordentligt sand, er det jo netop de blanke kalendersider der udgør forskellen på her og derhjemme. Imens jeg skriver dette, ringer min telefon. Det er en hollænder, jeg mødte gennem min engelske medstuderende i lørdags. Om jeg vil med hen og se en »labyrintisk udstilling hvor indgangen er en kæmpe vagina?« Hvorfor ikke? Jeg skal egentlig ikke noget… alt er åbent.

uni-avis@adm.ku.dk