Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Eksamensansvarlig: »Det var absolut en fejl«

Det var en enkeltstående smutter, at studerende på Farma i sommer blev eksamineret i opgaver, de allerede havde løst tidligere på året, siger den eksamensansvarlige

Bjarne Fjalland, kan du som lektor og eksamensansvarlig i ‘Organrelateret farmakologi’ bekræfte påstande fra dine studerende om, at de i sommer blev eksamineret i opgaver, som før eksamen lå komplet med løsninger på internettet?

»I år skete der en fejl, det kan jeg lige så godt være ærlig at sige. Vi plejer aldrig at genbruge opgaver, men vi havde nogle gamle prøvesæt liggende, og en af opgaverne derfra kom ind i eksamenssættet. Jeg troede, at jeg havde tjekket det hele, men det viste det sig, at jeg ikke havde. Og det er naturligvis en stor fejl, og vi har haft den oppe at vende her på instituttet.«

Hvordan kan det lade sig gøre? Burde man ikke lave nye eksamensspørgsmål fra bunden?

»Det gør man da også. Men der er nogle områder og nogle principper, som er helt essentielle for de studerende at kunne, og derfor genbruger vi de samme problemstillinger, men ikke med de samme tal. Det, der skete ved reeksamen i august, var, at vi inkluderede en opgave, som vi ikke vidste, var tilgængelig for de studerende. Det var absolut en fejl.«

Så er opgaven vel ikke lavet fra bunden?

»Jo, opgaven er blevet lavet fra bunden – men altså ikke her i sommer.«

Det er også sket tidligere. I juni blev de studerende eksamineret i dele af en opgave, de tidligere på året havde løst i en klassetime.

»Det kender jeg ikke noget til. Men altså, der er visse områder i det her fag, hvor vi til eksamen genbruger de samme problemstillinger, de studerende har været igennem. Men som regel griber vi problemet an fra en anden vinkel, eller vender det om.«

Men opgaven var så ikke vendt mere om, end at en studerende kunne tjekke sine beregninger i den opgave, han havde regnet dagen før.

»Det må være sket tilfældigt. Som jeg siger, så er der nogle centrale problemstillinger, som vi med jævne mellemrum berører, men vi plejer at vende problemstillingen om. Det er ikke bevidst«

De senere år har Farma haft en ret høj dumpeprocent på nogle af de første semestre. Forsøger I at hjælpe de studerende igennem eksamen for at få bevilget flere taxameterpenge?

»Nej, det er spekulationer. Vi forsøger faktisk at holde fanen højt på det område. Der er forskellige fag, som har haft høje dumpeprocenter, det er rigtigt nok, men det har nu ikke været det her fag. Og vi forsøger absolut ikke at snyde folk igennem eksamen.«

Kan du forstå, hvis de studerende er bange for, at deres uddannelse bliver devalueret?

»Ja, med sådan en opgave, ja. Men det behøver de absolut ikke være bekymret for. Vi holder det faglige niveau højt.«

Hvordan kan du garantere, at det ikke sker igen?

»Vi har diskuteret det internt i lærergruppen, og også med de studerende ved et semestermøde for et par uger siden. Og vi vil fremover være meget omhyggelige med at sørge for, at ingen tilgængelige data bliver anvendt.«

Se dokumentation for eksamenssagen her.

ser@adm.ku.dk

Seneste