Eksperter: Argumenter for toplønninger holder ikke

Universiteterne må kunne fastholde og rekruttere sine ledere i konkurrence med den private sektor, og derfor er det også nødvendigt at kunne tilbyde en højere løn.

Det er ifølge Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, det væsentligste argument for de seneste års store lønstigninger til cheferne på universiteterne.
Problemet er bare, at argumentet ikke holder i virkeligheden, mener arbejdsmarkedsforskeren.

»Universiteterne har som strategi at ligne private virksomheder, men de rekrutterer først og fremmest lederne i det universitære miljø. Det giver derfor mere mening at sammenligne cheflønningerne på universiteterne med resten af den offentlige sektor,« siger Flemming Ibsen.

Han peger på, at universitetet under alle omstændigheder ikke kan spille med, hvis for eksempel en stor medicinalvirksomhed ønsker at headhunte en nøglemedarbejder.

Lønninger i den høje ende

Arbejdsmarkedsforskeren mener, at rektors ansvar bedst kan sammenlignes med en departementschef i et af de store ministerier.

Videnskabsministeriets departementschef Uffe Toudal Pedersens samlede løn, inklusive pension og tillæg, er til sammenligning lige under 1,7 millioner kroner årligt, hvilket svarer nogenlunde til gennemsnittet for departementschefer. Ifølge Flemming Ibsen tjener departementscheferne i de helt tunge ministerier som Finansministeriet og Statsministeriet dog nogenlunde det samme som KU-rektoren.

Direktørerne for de statslige styrelser modtager i gennemsnit 1,24 millioner kroner årligt alt inklusiv og kontorchefer i staten 900.000 kroner.

»KU er virkelig kommet højt op i forhold til resten af det offentlige med en rektor, der tjener godt to millioner, og en HR-chef, der får mere end en million. Dekanerne er også kommet godt med,« siger Flemming Ibsen og tilføjer:

»Man kan godt diskutere, om man har ramt det rette lønniveau på universiteterne. Spørgsmålet er, om ikke afstanden i lønstrukturen er blevet for stor, og hvilket signal ledelsen dermed sender til medarbejderne. Lederlønningerne ligger i hvert fald over, hvad markedet ville tilsige.«

Betaling for loyalitet

Verner C. Petersen, professor ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, køber heller ikke argumentet om, at det er nødvendigt at betale en løn, der er konkurrencedygtig med det private, for at kunne tiltrække de rette ledere.

Han ser nemlig ikke nogen tendens til, at flere ledere skifter spor og forlader det private erhvervsliv til fordel for en karriere på universitetet, eller at der er øget trafik den anden vej.

Verner C. Petersen mener, at lønstigningerne i virkeligheden handler om to ting:
For det første er det et spørgsmål om status, da holdningen hos mange af de nye ledere er, at man kun er noget værd, hvis man får en høj løn.

Og for det andet må det ses som en form for betaling for at være loyale over for det politiske system, der har strammet grebet om universiteterne efter universitetsloven blevet ændret i 2003.

»Eftersom der ikke er en logisk forklaring på lønstigningerne, er det er vanskeligt at opfatte dem som andet end en loyalitetsbetaling for at gennemføre de mange nye tiltag, der kommer ovenfra i systemet fra ministeriet og internt på universiteterne fra rektorerne til dekanerne og derfra til institutlederne,« siger Århus-forskeren.

Skaber egne opgaver

Verner C. Petersen mener, at offentlige administrative systemer som universiteternes har en tendens til at leve deres eget liv.

De skaber så at sige flere arbejdsopgaver, de selv skal løse, og vokser sig derfor større og større uafhængigt af det reelle behov i organisationen. Dermed bliver der brug for endnu flere ledere til at styre.

»Der er en tendens til, at administrationen tilfredsstiller sine egne behov. Udviklingen i den offentlige sektor er længe gået mod klare målbare mål. Så der skal laves strategier, handleplaner og politikker, regler og procedurer for, hvordan arbejdet skal foregå. Derefter skal der laves rapporter, der dokumenterer, at målene nu også er nået, og det hele kræver flere medarbejdere og folk til at lede dem,« siger Verner C. Petersen.

Han tilføjer, at universiteterne i sidste ende selv er skyld i udviklingen, som er blevet døbt djøfiseringen i debatten om udviklingen i den offentlige sektor.

»Systemet er jo skabt af mennesker, der har taget vores egne uddannelser på universitetet. Vi har lært dem, at systemer skal være eksplicitte og målbare for at være rationelle. Det vil kræve et helt andet tankesæt, hvis udviklingen skal vendes,« siger han.
clba@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.