Eksperterne sidder i læsesalene

MÅSKE ER DER et par teologer eller en filosof, der vil protestere – men vi vil påstå, at universitetet er underlagt lige så lidt skæbnetvang som resten af verden.

Men af en eller anden grund, uanset om man så tror på skæbnen eller ej, så bliver konkrete problemstillinger i vores hverdag lynhurtigt fejet af bordet med et ‘sådan-er-det-bare’, hvor vi lidt for ofte glemmer at overveje, om det overhovedet behøver være sådan.

For der er grænser for, hvor meget krisen kradser i studiemiljøet, hvor interesseret Gud er i uddannelseskvalitet, eller hvor meget evolutionen har formet Eduroams ustabilitet. Hvis vi graver lidt i overfladen på dagligdagens problemer, så er der et politisk valg bag – og desværre har vi studerende for sjældent ret til at sidde med om bordet.

UANSET HVILKEN CAMPUS, man har sin hverdag på, kan man finde studerende, der mærker de skæve prioriteringer på egen krop, og som helt sikkert har meget konkrete forslag til, hvordan hverdagen kan forbedres. Pladsproblemerne viser sig på stort set hele universitetet – og alle steder fører det tilbage til en ‘fortætningsplan’, hvor universitetsledelsen stabler studerende som svin i en lastbil.

Dårlige undervisere kan alle nok relatere til, men det er da også klart, når universitetet nægter at gøre efteruddannelse og pædagogiske kurser til en fast del af pakken. For slet ikke at nævne studiemiljøet, pensumlisten, intro-forløbet eller alle de andre elementer af vores uddannelse, som kun bliver bedre, når studerende er afsender.

Vi kunne blive ved. Pointen er at hverdagens eksperter ikke sidder på ledelsesgangen – vi sidder på læsesalene.

DET ER IKKE HOKUS POKUS. Vi mener faktisk ikke, det er høje krav at stille, når vi ønsker os et ordentligt lokale at være i, og en underviser, der kigger op fra bogen en gang imellem. Og det forklarer netop, hvorfor vi er så mange, der rent faktisk prøver at tage skæbnen i egen hånd og sammen skabe et mere studentercentreret universitet.

Studenterrådets sejr til universitetsvalget vidner om, at der er rigtig mange ildsjæle, der knokler for bedre uddannelser og et bedre studieliv – og dem skal vi død og pine huske at takke. Uden de seje typer, der sidder i råd og nævn, ville vores uddannelse have kvalitet som KUnet0s brugerflade.

Et skridt er at vinde valget. Næste skridt kunne være, at beslutningstagene til fulde indser, hvor meget ‘win’ der er til alle parter, når de inddrager os studerende i flere beslutninger, end det i dag er tilfældet. Præcis ligesom det giver mening, at studerende er med til at ansætte nye undervisere, så giver det altid mere mening, at hverdagens eksperter får endnu mere at skulle have sagt om, hvordan hverdagens problemer kan løses i fællesskab.