Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

EL: Det er en ren gummiparagraf

MEDBESTEMMELSE - Enhedslistens forskningsordfører Pernille Skipper mener ikke, at ændringen af universitetsloven vil føre til reel medbestemmelse på universiteterne.

Enhedslisten, der var imod universitetsloven fra 2003 og heller ikke var blandt forligspartierne ved revisionen i 2011, mener, at det nu går præcis, som partiet advarede imod, da loven blev revideret.

Ifølge Pernille Skipper, der er forskningsordfører for Enhedslisten, cand.jur. fra KU i 2011 og tidligere næstformand for Studenterrådet sammesteds, vil den den nye §10 således ikke føre til reel medbestemmelse på universiteterne.

»Loven lever slet ikke op til de normale demokratiske principper, og §10 er ikke andet end en ren gummiparagraf,« siger hun og fortsætter:

»Forligspartierne har forsøgt at imødekomme den højlydte kritik af universitetsloven, men af en eller anden grund har de ikke turdet tage skridtet fuldt ud og give de ansatte og studerende reel medbestemmelse, så det løser slet ikke problemet med manglen på demokrati på universiteterne.«

Hun så gerne, at loven gav institutrådene beføjelse til både at vælge lederen og vedtage budgettet på det enkelte institut.

Pernille Skipper erkender, at tingene langt fra fungerede optimalt, før universitetsdemokratiet blev erstattet med en professionel ledelse i 2003, men hun fastholder, at demokrati er den styreform, der giver de mest kvalificerede beslutninger.

»Det er da besynderligt, at det godt kan lade sig gøre at styre et land demokratisk, mens det åbenbart er helt umuligt, når det gælder et universitet. Nej, systemet var ikke perfekt før, men løsningen er ikke at indføre et diktatur i stedet. Det er de studerende og de ansatte, der har deres daglige gang på universitet, der ved, hvordan tingene foregår, og hvor problemerne er, så det vil sikre kvaliteten af beslutningerne, hvis de er med til at bestemme,« siger Pernille Skipper.

clba@adm.ku.dk

Seneste