Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

EL: Utrolig mærkeligt, at vi ikke må læse Pinds sidste ønske

Lukkethed — Folketinget må ikke læse det brev, hvori eks-minister Søren Pind har sagt, at han har bedt regeringen droppe fremtidige besparelser på uddannelse og forskning. Enhedslisten vil have Folketingets Præsidium ind i sagen.

Da Søren Pind iført ministeruniform trak sig tilbage fra politik, affyrede han, som man kunne læse i dagbladet Politiken, en lille afskedssalut om, at han havde skrevet til Finansministeriet med »et ønske om, at to procentbesparelserne på uddannelsesområdet ophører i 2022«.

Besparelserne, der altså høvler to procent årligt af det offentlige budget til uddannelse, har siden de blev indført i 2015 været et uenighedspunkt mellem regering og opposition.

Derfor var det ikke overraskende, da folketingsmedlem for Enhedslisten Eva Flyvholm, der sidder i Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg, bad den nytiltrådte uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers om at udlevere en kopi af Pinds brev.

Men det må hun ikke få, har Ahlers nu meddelt Folketinget.

»Den nuværende regering er i lighed med tidligere regeringer tilbageholdende med
at videregive oplysninger om regeringsinterne forhold,« skriver Ahlers.

Hovedindholdet er allerede kendt

Tommy Ahlers skriver også, at Uddannelses- og Forskningsministeriet ikke mener, at Eva Flyvholm eller andre vil kunne få aktindsigt i brevet heller, hvis nogen skulle forsøge.

Den beslutning kritiserer Eva Flyvholm.

»Jeg synes, det er utrolig mærkeligt, at vi ikke kan få det brev oversendt. Det er jo noget af det sidste, Søren Pind lavede som minister,« siger folketingsmedlem for Enhedslisten Eva Flyvholm. »Jeg går ud fra, at Pind har sendt det, fordi han kan se, at det er helt galt med de årlige 2 procent-besparelser.«

Eva Flyvholm siger, at hun ikke giver meget for ministerens begrundelse for at hemmeligholde brevet med henvisning til, at det er et regeringsinternt dokument, fordi brevets afsender, Søren Pind, selv har fortalt om indholdet i pressen.

»Jeg vil spørge Folketingets Præsidium, om det kan passe, at vi i Folketinget ikke må se et så vigtigt dokument, særligt i lyset af, at indholdet er refereret i medierne,« siger hun.

Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om Søren Pinds ønske om at droppe besparelserne fra 2022 ville ændre noget, hvis det blev opfyldt. Oprindelig besluttede regeringsflertallet at spare to procent om året frem til 2020, og det blev i 2017 forlænget til 2021. Det er ifølge Politiken usikkert, om besparelserne overhovedet ville skulle fortsætte efter det år.

»Jeg tror, der er mange, der synes, at de ikke kan blive ved i al uendelighed, men det betyder jo ikke, at der er en dato på det, og der har heller ikke været en debat om det,« sagde Venstres uddannelsesordfører Mads Fuglede til Politiken, da han blev konfronteret med Søren Pinds udtalelser.

Seneste