Elers’ Kollegium: En historisk oase i København K  

Det er svært ikke at blive lidt betaget, når man træder ind på Elers’ Kollegium i Store Kannikestræde i det indre København. Det er en kliche, at steder kan emme af historie, men få steder er det så sandt, som her. Det første man møder, er en indgangshal med en gammel trappe af træ i diskrete røde og grålige farver, der snor sig op gennem huset på næsten middelalderlig vis. Et gammelt billede af Dronning Margrethe II hænger på væggen.

»Grunden til at kollegiet blev stiftet er også særlig,« siger den ene Inspector Collegi, Anna Christine Wiisbye. Hun og hendes medkollegianer Peter Winkel Rasmussen besætter kollegiets to inspektørstillinger, og deres rolle er blandt andet at stå for omvisning og daglig drift.

Hun fortæller, at der på Elers’ Kollegium også er forskellige andre ‘embedsmænd’, der er ansvarlige for forskellige ting, fx kollegiets fælles have eller festerne. Og så fortæller hun historien om kollegiets tilblivelse:

»Da Kong Christian V havde fødselsdag i 1689, blev han fejret med en opera, som man senere også viste for folket. Til stede var etatsråd Jørgen Elers’ to sønner. En væge faldt fra en lampe over scenen, og på kort tid havde ilden fat i hele huset. Fordi dørene åbnede indad, og hele folkemængden pressede imod dørene, kunne ingen komme ud, og Elers’ sønner omkom i branden. Senere stiftede Elers’ og hans hustru Elers’ Kollegie, for når de ikke længere selv havde nogen børn, ville de gøre noget godt for andre.«

En (næsten) lukket fest

Anna Christine siger, at netop denne historie også forklarer, hvorfor man har forrang til at komme ind på kollegiet, hvis man kan bevise at være i slægt med enten Jørgen Elers eller hans hustru Anna Margrethe Wandall.

Desuden er det ikke hvem som helst, der kan søge kollegiet, fortæller hun: »Vi har 20 pladser og flere er øremærket til bestemte studieretninger, fem af dem skal man læse teologi for at komme ind på.«

På kollegiets hjemmeside kan man læse, at Jørgen Elers i sin tid bestemte, at der som minimum skal bo fem teologistuderende, to historie,- jura eller statsvidenskabsstuderende, to medicinstuderende, en nordisk,- germansk,- romansk eller engelskstuderende og en naturhistorie eller geografistuderende.

»Elers’ Kollegie er meget old school på den måde,« siger Peter Winkel Rasmussen. »Det bærer præg af at skulle afspejle universitetet, som det så ud i 1689, hvor det blev stiftet. Det er derfor, at der er så mange teologipladser, for dengang var teologi det allerstørste studie.«

»Ja, og det er heller ikke os selv, der bestemmer, hvem det er, der kommer ind. Vi har to ‘denominatorer’, som repræsenterer Elers’ og hans hustrus slægt. Det er dem, som får ansøgningerne tilsendt og vælger hvem, der kommer ind,« tilføjer Anna Christine Wiisbye. De er begge glade for, at optagelsen fungerer sådan.

»Det er fedt, fordi det aldrig bliver et ‘venners venner’ kollegie. Man skal ikke gå og tænke, at det kan være lige meget at søge, fordi man kun kan blive optaget, hvis man kender nogen. Vi er en blandet flok.«

Stærkt fællesskab og mange traditioner

De mange år, som kollegiet har på bagen, har også givet dem nogle solide traditioner og et stærkt fællesskab. Aldersspændet er stort, det går helt fra 19 til 31 år, og folk er fra meget forskellige uddannelser og baggrunde.

Alle har nok det til fælles, at de går op i deres studier, siger Anna Christine Wiisbye og tilføjer, at det også er et aspekt, som denominatorerne lægger vægt på, når de gennemgår ansøgninger. Men det vigtigste, kollegianerne har til fælles, er lysten til at være med i et fællesskab. »Man skal ikke bare have adresse her, man skal leve her,« siger hun.

Peter Winkel Rasmussen fortæller, at kollegiet blandt andet har madklub fem gange om ugen og flere fester, hvoraf mange af dem er traditionsrige.

»Vi har blandt andet et gåsegilde hvert år, hvor de gamle alåmner kommer, en karnevalsfest og en crocket-turnering,« supplerer Anna Christine. Det er endnu et levn fra fortiden, at alåmne staves med å i stedet for u på Elers’ Kollegium.

Også deres måde at kommunikere med hinanden på, foregår som i tiden før Facebook. »Vi gør en dyd ud af at være meget analoge. Derfor har vi den her bog. Hvis man skal skrive noget til nogen af de andre på kollegiet, så er det her man gør det,« siger Peter og viser en tyk bog frem, som ligger midt inde i fællesrummet, Lectoriet.

Sauna i haven og fællesspisning under åben himmel

Vi går en tur gennem kollegiet, det store fællesrum med den enorme bogreol og de tykt polstrede møbler, forbi de mange værelser og et enkelt køkken, der i modsætning til alt andet på stedet, ser påfaldende moderne ud.

Anna Christine og Peter skynder sig at forklare, at det er fordi køkkenerne blev renoveret for ikke så mange år siden. Vi ender i haven, der føles som en lomme af ro og natur, selv om Rundetårn kan ses over hustagene. Kollegianerne beklager, at de ikke kan vise haven frem, som den ser ud om sommeren, med roser på buskene og havemøblerne stillet op til spisning under den åbne himmel.

»Til gengæld har vi en sauna, som er utrolig populær i vinterhalvåret,« siger Peter og peger mod en lille bygning i den ene ende af haven. »Især til fester, midt om natten, er det ikke ualmindeligt at den bliver tændt.«

Han er selv kollegianer på snart sjette år. Han har både boet her som studerende og ph.d-studerende. Anna Christine har haft adresse her siden 2017. De er enige om en ting: »Det er altså også et virkelig fedt sted at bo.«