Elias Sadaq: »Jeg findes ikke i akademia. Der er ikke skrevet om en som mig«

At begynde på universitetet var som at blive kastet ud på dybt vand og bedt om at svømme. KUA kan som bygning føles som et arkitektonisk fængsel. Det var uigennemsigtigt: Hvor går jeg hen, hvis jeg skal have hjælp? Jeg kunne ikke navigere i bureaukratiet, og jeg kunne ikke spørge nogen i min familie til råds. Jeg var den første i min familie, der kom ind på universitetet, men blev ikke den første til at fuldføre. Andre i min familie fik indhentet mig undervejs, og jeg droppede ud. Det var svært.

Jeg fik 12 i religion i gymnasiet. Det er en lille ting, men det var det eneste fag, jeg fik 12 i. Jeg valgte at droppe ud af Mellemøststudier og skifte til Religionsvidenskab, hvor jeg landede i noget, der passede bedre til mig. Jeg havde meget arabisk og propædeutik på Mellemøststudier, og det føltes hver dag, som om tæppet blev revet væk under mig. Man skulle følge godt med. Hvis man røg bagud, var man færdig. Jeg holdt det hemmeligt, da jeg skiftede til Religionsvidenskab. Jeg følte mig som en taber, fordi jeg var nødt til at droppe ud. Jeg listede rundt på gangene og ville ikke møde folk, jeg havde læst arabisk med.

Jeg har skrevet et meget teatralsk digt om præcis den dag, jeg sprang ud. Det påvirkede nogle af mine nære relationer. Jeg skriver hele tiden om det, og det fylder mere, end jeg bryder mig om at erkende. Det er en allestedsnærværende sorg. Jeg tænker ikke på det hver dag, men den er til stede. Min næste digtsamling handler om at prøve at finde et rum til intimitet og kærlighed blandt mænd. Jeg er tiltrukket af en særlig type mand, der ofte har nogle ting til fælles i både udseende og personlighed.

Jeg har haft meget studieskam. Jeg droppede ud af min bachelor i Religionsvidenskab, fordi jeg kom ind på Dramatisk Skrivekunst på Den Danske Scenekunstskole. Det var den tredje uddannelse, jeg startede på i løbet af få år. Jeg går stadig rundt dér og siger til mine medstuderende, at jeg skal tilbage på universitetet og færdiggøre min bachelor en dag. Det mener jeg meget alvorligt. Jeg vil gerne kunne kalde mig dramatiker, digter og bachelor i religionsvidenskab. Det vil være sejt, det synes jeg bare. Det kræver stor selvdisciplin for mig både at tage en kreativ uddannelse og læse på universitetet.

Nogle gange, når jeg læser om queer-par gennem historien, er det som om, der er et sug i min mave af sorg. Et intergenerationelt afsavn, der er blevet visket ud, som jeg prøver at finde.

Elias Sadaq

Når folk tænker på dramatikere, tænker de ikke på én som mig. De tænker på Strindberg, Ibsen og gamle hvide mænd med briller og munkehår. Da jeg havde spillet og skrevet Den unge Elias’ lidelser, sagde folk nu er du dramatiker. Jeg anede ikke, hvad en dramatiker var. Jeg havde aldrig hørt ordet før. Jeg er typen der, når jeg får en titel, tager jeg den og løber med den. Jeg skriver det på min Facebook, i min Instagram-bio og alle steder, jeg kan komme i nærheden af. Jeg er så stolt af det. Da jeg søgte jeg ind på dramatikeruddannelsen, var jeg nødt til at google ‘regibemærkninger’, for jeg havde ingen ide om, hvad det var. Jeg fik at vide, jeg skulle tænke på det som en læringsproces, men vi sad otte aspiranter og alle vidste, der kun kom to ind på uddannelsen.

Jeg fik at vide på universitetet, at jeg ikke måtte være subjektiv, men skulle være objektiv. Selvfølgelig kan man ikke det. At sige, at akademia ikke er politisk, er en løgn. Jeg var helt grøn, da jeg startede på universitetet og lige kommet fra Aarhus med pakket rygsæk og glimmer i øjnene. Jeg havde et mål, som var, at jeg gerne ville gøre verden til et bedre sted med det, jeg skrev. Da vi skulle skrive vores første opgave i Mellemøstens moderne historie, ville jeg skrive om homoseksualitet i Mellemøsten. »Det kan du ikke, der findes ikke nok materiale om det,« sagde min lektor. Han kunne ikke forstå vigtigheden for mig. Det føltes som en hammer til hovedet, for det var grunden til, at jeg havde søgt ind. Det var derfor, jeg var der. I stedet for at give op insisterede jeg og fik lov, efter at havde samlet nok kilder og materiale til at kunne understøtte min opgave.

Der findes en meget særlig mellemøstlig og arabisk kærlighed blandt mænd. Min far kunne godt lide at holde i hånd, indtil jeg blev teenager, og jeg syntes, det var pinligt. Jeg var på udveksling i Alexandria, hvor mænd gik hånd i hånd på gaden. Det er en måde at være venskabelig på. Som homoseksuel mand kiggede jeg på det med stor misundelse. Hvis bare jeg kunne. Nu arbejder jeg i mine tekster med intimitet blandt mænd, erotisk eller ej, og jeg tror, det kommer fra et afsavn til min far. Det kommer også af, at jeg føler, jeg ikke findes. Jeg savner at se mig selv i litteraturen, på scenen og i akademia. Nogle gange, når jeg læser om queer-par gennem historien, er det som om, der er et sug i min mave af sorg. Et intergenerationelt afsavn, der er blevet visket ud, som jeg prøver at finde. Nu prøver jeg at skrive det frem. Min næste digtsamling handler om at prøve at finde et rum til intimitet og kærlighed blandt mænd.

Jeg følte mig usynliggjort på universitetet, og tænkte gud, jeg findes heller ikke her. Jeg findes ikke i akademia. Der er ikke skrevet om én som mig. Når man er studerende, skal man tage ejerskab over det, man læser og skriver. Man skal tænke over, hvilken akademisk arv man efterlader. Nogen bliver nødt til at være pionerer. Nogen bliver nødt til at gå ud og lægge et fundament, som andre kan bygge videre på. Man skal ikke altid gøre det, lektorerne siger. Jeg tror, der er en generation, der prøver på at holde fast i, hvad de akademiske dyder har været, og så er der en generation, der gerne vil rykke ved, hvad vores akademiske arv skal være i fremtiden. Og jeg tilhører den sidste. Hvis de siger, det ikke findes, vil jeg bevise det.