Elitære satsninger på KU undergraver social mobilitet

7.727 er antallet af studerende, der i 2013 blev optaget på en bacheloruddannelse på KU. Det absolut højeste optag og tilmed de højeste kvotienter nogensinde. Det øgede optag er en konsekvens af de politiske målsætninger om, at langt flere skal have en akademisk uddannelse. Men når optaget stiger så markant og intenst inden for nogle få år, bliver vi også nødt til at tage en debat om, hvilket universitet KU skal være i fremtiden.

Så sent som for to uger siden præsenterede rektor Ralf Hemmingsen og KU deres indspark i kvalitetsdebatten. Det bød blandt andet på øget dimensionering, elitesatsninger og et karakterkrav på 6 for overhovedet at blive optaget.

For en studerende lyder det kort sagt som om, at man ønsker et universitet for de få – og både elitesatsninger og karakterkrav forstærker yderligere den skævhed, som findes mellem studerende med akademikerforældre og dem uden. Man får færre muligheder for at tage den ønskede uddannelse, hvis man ikke er hjemmevant i gymnasiets koder og det akademiske sprog.

Når KU spiller ind i kvalitetsdebatten blandt andet ved brug af øget dimensionering, ligner det mest af alt en imødekommelse af ’nødvendighedens politik’, der gør uddannelse op i kroner og øre.

Man reducerer formålet med uddannelse til et spørgsmål om at matche her og nu-efterspørgslen på arbejdsmarkedet og udføre en på forhånd defineret funktion. Som studerende ønsker man selvfølgelig et job, når man er færdiguddannet. Men man må gå ud fra, at en lang videregående uddannelse skal kunne give mere end det. Ellers har man i hvert fald reduceret forhåbningerne til universitetet som samfundsinstitution – med høj kvalitet – gevaldigt.

Som institution i et velfærdssamfund er det naturligt, at KU er med til at løfte et socialt ansvar og sikre social mobilitet. Få undervisningstimer og mangel på vejledning og feedback bidrager ikke til dette. Det må være universitetets opgave at skabe og videregive viden, ikke kun til de få, men derimod til hele samfundet.

Høj uddannelseskvalitet går derfor hånd i hånd med sikring af den sociale mobilitet på universitetet. som i min optik klart er at foretrække frem for tendensen til alene at tænke på penge, elitesatsninger og markedsliggørelse af vores uddannelser.

Det er for uambitiøst, og vi skylder universitetet som institution i vores samfund at bidrage med mere end gode tal på bundlinjen.

uni-avis@adm.ku.dk