Eliteforsker giver folkeoplysning om finanskrisen

Boligboblen brister, banker krakker, og krisen kradser.

Hvad er det, der sker, når hele nationaløkonomier er dejset omkuld i Europa siden 2008 som sjusket byggede korthuse?

Hvorfor ikke spørge Peter Norman Sørensen, 43-årig KU-professor, der i februar modtog Uddannelsesministeriets fornemme EliteForsk-pris på 1,2 millioner kroner?

Peter Norman Sørensen forsker i finansiel adfærd, så selv om han er hardcore økonom, grænser hans studier op til sociologien og psykologien, og den imødekommende topforsker vil gerne i jævne termer forklare, hvad det er, der foregår på de markeder, der kollapser, mens alle aktører kigger hinanden over skulderen.

Som de andre gør

Forbrugere har en tendens til at efterligne hinanden, og den adfærd kan have skubbet økonomien i gal retning.

»Tag for eksempel de galoperende huspriser inden boblen brast. Hvis så mange andre købere mener, at det er en god ide at gå ud på markedet og låne til op over skorstenen, så er det nok det rigtige at gøre, tænker mange,« siger Peter Norman Sørensen, som kalder fænomenet hordeadfærd.

Det problematiske er, at sådanne megatrends faktisk kan være baseret på få menneskers dårlige vurderinger, der får lov at spredes som ringe i vandet.

»Selv om alle har en privat vurdering af, hvad der er fornuftigt i en given situation, er vi tilbøjelige til at hoppe med på vognen og imitere majoriteten, der så bliver større og større. Det betyder også, at man ikke deler information om de forbehold, man faktisk har. Sådan kan relativt få mennesker sætte skub i et modefænomen, selv om den information, de lagde til grund, var dårlig.«

Her kommer gruppedynamiske overvejelser ind i billedet. Peter Norman Sørensen fortæller, at en af hans artikler handler om, hvordan mennesker påvirker hinanden i grupper. Det kan udvikle sig sådan, at når nogle begynder at tale, så overbevises andre om, at de talende nok har ret, selv om andre sidder med forskellige indvendinger:

»Hvis du spørger hver enkelt, vil de synes, at gruppen er i gang med at træffe den rigtige beslutning. Selv om de fleste har modargumenter, synes ingen, at de har nok til at modsige tendensen – og når ingen deler deres vurderinger, kommer modargumenterne ikke frem i lyset.«

Højt spil på højt niveau

Peter Norman Sørensen er i dag ved at undersøge teorien om hordeadfærd på børserne. Når der handles aktiver på de finansielle markeder, argumenterer økonomer ofte for, at reguleringsmekanismerne virker udmærket, men Peter Norman Sørensen undersøger begrænsningerne i det tankesæt:

»Mange tænker nok, at hvis prisen på en aktie bliver drevet højt op over det rigtige niveau, så vil andre, der sidder inde med noget information, forsøge at sælge for at opnå gevinst, og sådan vil kursen presses ned igen og i rigtig retning.«

Men så gennemsigtige er markederne desværre langtfra:

»Hvis en spekulant er overbevist om, at en aktie er overvurderet, vil han sælge. Men hvis ingen andre sælger, begynder han at tøve, fordi han tænker, at nogen sidder inde med en viden, han ikke har. Så hvis alle andre handler en aktie højt op, så har de måske en information, de holder tæt med, og hvad stiller spekulanten så op?«
Også på højeste, politiske niveau, sporer økonomen hordeadfærd:

»Økonomer vil typisk mene, at jo flere penge, der er i spil, des grundigere er beslutningsprocessen. Men der er altid et pres på beslutningstagere om at handle hurtigt. Man hører tit citeret som argument i debatten, at de lande, vi normalt sammenligner os med, har gjort sådan, og når det virker for dem, er det sikkert også det rigtige for os. Man tager til takke med argumenter, der virker overbevisende, fordi det er omkostningsfyldt at undersøge konsekvenserne i bund,« siger Peter Norman Sørensen.

Eksperter er også lemminger

Vi ved godt, at dem, der bringe aktier til torvs, strategisk vil forsøge at tale kursen op. Selvom man sidder inde med en viden, tilbageholder man den, fordi man har interesse i at manipulere andre i en bestemt retning.

Men så forestiller man sig måske, at der på de finansielle markeder sidder nogle og analyserer tallene, som vil kunne advare om urealistiske stigninger og prisbobler. Sådan fungerer virkeligheden bare ikke, fordi eksperterne er optaget af deres omdømme.

»Jeg har ikke undersøgt det empirisk, men man kan sagtens forestille sig, at de økonomiske eksperter ofte vil sige, hvad folk forventer at høre. Hvis en analytiker finder noget meget uventet, begynder han at afveje, om han skal gå ud med det, og hvordan det i givet fald vil påvirke hans omdømme. Måske har han begået en fejl i analysen, tænker han, og han vil nødig stikke ud ved at sige noget tåbeligt,« siger Peter Norman Sørensen:

»Har man for eksempel fundet et ret præcist tal for, hvor stor arbejdsløsheden bliver om et år, der trækker i en kontroversiel retning, vil man alligevel gå ud og sige noget langt mindre overraskende. Så man må forstå, at de meldinger vi får fra eksperterne, er meget upræcise,« siger Peter Norman Sørensen, der finder det »både trist og bekymrende«, at også eksperterne udviser flokadfærd:

»For tiden er der heftig debat om kredit-vurderingsbureauernes ekspertrolle. De kommer med deres vurdering af, hvor vi er på vej hen, men mange beskylder dem for at følge i hælene på markedet og i virkeligheden forstærke de effekter, der allerede er. Når det først går ned ad bakke, så følger de efter og siger, at det egentlig heller ikke så særlig godt ud.«

Den græske historie

Om den aktuelle krise i Grækenland siger Peter Norman Sørensen:

»Da de græske statsobligationer begyndte at falde i kurs, og renten steg for et par år siden, var der tvivl om, hvad der lå i det. Politikerne forsvarede obligationerne: euroobligationer kunne aldrig blive mindre værd end de øvrige nationers, så der burde ikke være forskel på den græske og andre EU-renter.«

»Men de finansielle markeder blev ved at presse på, og til sidst var man nødt til at forhandle et lavere beløb med obligationsindehaverne,« siger økonomen, der har fulgt interesseret med i den efterfølgende diskussion om, hvorvidt markederne har ret, eller om nogle aktører har haft uret, men alligevel var i stand til at manipulere obligationskursen, så den faldt.

Gennemsigtighed og oplysning

Vil du svinge dig op til at give nogle råd til regeringen?

»Det er vigtigt at have transparens på markederne, og Danmark er faktisk allerede et foregangsland hvad angår gennemsigtighed i offentlig sammenhæng. Men det er også meget vigtigt med høj standard og klare principper i revisionen af virksomhedsregnskaber.«

Hvordan kan man komme det problem til livs, at alle sidder tilbage med lidt information, de ikke får brugt?

»Man kunne godt oprette nogle ekstra, væddemåls-agtige markeder, som man kender fra amerikanske præsidentvalg, hvor man spiller på vinderen. Man kunne undersøge, om huspriserne er på vej op eller ned ved at lade folk dele deres vurdering for færre penge end på de finansielle markeder,« siger Peter Norman Sørensen og tilføjer, at en anden god ting allerede er undervejs, nemlig en bedre folkeoplysning om de simpleste sammenhænge: Hvordan skal man som almindeligt menneske begå sig, når man skal låne eller investere?

»Den oplysning kan vi godt give tidligere – i skolen.«

Helt nede i folkeskolen?

»Ja, det behøver ikke være så indviklet at forstå, hvad der foregår. Børnene lærer selvfølgelig, hvad en rente er, men man kunne godt gå videre end det. Jeg tror udmærket folkeskoleelever kan forstå, at folk har forskellige motiver, og at det tit kommer til udtryk i sammenhænge, hvor der kommer mange penge på bordet.«

gbg@adm.ku.dk