Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Eliteforskere, der elsker at undervise

Studenterklumme — Har du prøvet at have en underviser, der ikke kunne vente med at få overstået timen, så han/hun kunne komme tilbage til sin forskning? Heldigvis er det ikke alle topforskere, der har det sådan, skriver Studenterrådets A. K. Winding.

For nyligt vandt en af mine yndlingsundervisere, Klaus Høyer, EliteForsk-prisen. I den forbindelse udtalte han sig til SUND’s nyhedsbrev, og til spørgsmålet om, hvad der er det bedste ved hans job, svarede han:

»Det må være forskningsfrihed kombineret med engagerede studerende. Det er skønt at forske, men jeg kunne ikke forestille mig kun at være forsker, for det er så vidunderligt at se mennesker gro og udvikle sig.«

Det var i virkeligheden ikke et svar, jeg forventede af en nykåret eliteforsker, men jeg blev utroligt glad for at læse det. Der er noget særligt ved at vide, at underviserne også går op i kurserne og gør deres ypperste for at give de studerende rum til at udforske området, fordybe sig og lære. Jeg har desværre oplevet det modsatte med undervisere, der virkede ivrige efter at få overstået undervisningen og komme tilbage til det, de virkelig brændte for, altså forskningen.

Det kan den gode underviser

Jeg har haft to kurser med Klaus Høyer, og han har også været gæsteforelæser på en del af mine valgfag. Han står for mig et af de bedste eksempler på den gode underviser, der virkelig engagerer sig i læring, undervisning og planlægning af kurser og undervisningsgange.

Det var i virkeligheden ikke et svar, jeg forventede af en nykåret eliteforsker, men jeg blev utroligt glad for at læse det.

Hvad er det, den gode underviser kan? Blandt mine bedste undervisningsoplevelser er de timer, hvor underviserne fortæller anekdoter fra deres forskning, når de formår at gøre forskning konkret ved at beskrive deres idéer, processerne, den tøven, tvivl og de svære spørgsmål, der opstår i løbet af processen. Samtidig er det, når underviseren virkelig udstråler en passion for viden og et stort engagement i undervisningen – også når det bare handler om at sørge for, at materialet er tilgængeligt i ordentlig tid eller opklare tvivl om skemaet. Samtidig er en undervisers høje forventninger og respekt for studerende med til at forpligte. Den dårlige samvittighed, man alt for tit oplever som studerende med en fyldt kalender, bliver personlig, når man ved, at underviseren også er optaget af, at vi lærer lige så meget, og engagerer os lige så meget i kurset, som de selv gør, og så får man alligevel læst den tekst, man ikke helt kunne nå.

Jeg har heldigvis oplevet mange dygtige undervisere, der formår at gøre blandt andet disse ting. Jeg håber, at de alle ved, hvor stor en forskel, det gør, når de kan formidle den passion for viden og have den respekt for og forventning til studerende, som jeg har oplevet bl.a. i Klaus’ undervisning.

Seneste