En ’afhoppers’ bekendelser

»Fra første dag, jeg satte mine ben indenfor på Københavns Universitet, kørte mit liv på med læsning, aflevering af opgaver, læsegruppemøder, middage og fester. Jeg ville nå både det ene og det andet, og alt det som alle de andre nåede,« skriver Camilla Skovgaard Pedersen om sit møde med livet som universitetsstuderende.

Hun har netop udgivet bogen ’Fucking (fantastiske) 20’ere!’ om at være ung i 00’erne og skulle finde sig selv og sin vej livet.

Pres fra alle sider

Camilla fulgte den lige rute gennem uddannelsessystemet. Hun gik direkte fra 9. klasse til gymnasiet, tog et enkelt såkaldt sabbatår og fortsatte videre på Statskundskab på Københavns Universitet.

»Set i bakspejlet var jeg for ung og for sårbar til at starte på universitetet,« siger hun.

»Jeg havde ikke erfaringer nok fra den virkelige verden til at vide, hvilken uddannelse der var den rigtige for mig. Men det lå i luften, at man skulle vide, hvad man ville med sit liv.«

Det blev fra begyndelsen en udfordring for Camilla at få livet på uni til at hænge sammen.

»Snittet var højt, og det var niveauet også. Det var som at være en del af top of the pops. Det gjaldt om at være med i et højt tempo, gøre sig bemærket og vise, hvad man kunne. Der var også tryk på med fester og middage på uni – ville man være med var kodeordet social,« skriver hun i sin bog.

Det er Camillas fornemmelse, at hun langt fra er den eneste, der oplever det som et enormt pres, når studielivet tager fart.

Derfor er det vigtig at prioritere sin tid og lære at sige fra, ellers risikerer man at miste sig selv et sted mellem karakterræs, studiejobansøgninger, læsegruppemiddage og fredagsbarer.

Det er budskabet i Camillas bog, som hun håber, kan være med til at puste liv i debatten om det pres, som universitetsstuderende udsættes for.

Højt tempo

For Camilla blev studiestarten begyndelsen på tre år med stress og angstanfald.

I starten var hun bare mere irritabel end normalt, snerrede og bed af sin kæreste og familie, mens hun holdt den glade, overskudsagtige facade, når hun var på studiet.

En morgen vågnede hun så med kraftig hjertebanken, tankemylder og ondt i maven. En tilstand, der blev hverdag.

»Jeg kunne pludselig få den vildeste hjertebanken inde til en forelæsning og føle, at jeg ikke kunne få luft. Jeg troede nærmest, at jeg skulle dø og måtte bare ud derfra,« fortæller hun.

»Jeg vågnede også midt om natten med hjertebanken, og det første jeg tænkte på, var den der problemformulering, jeg skulle have færdig. Jeg kunne ligge og formulere den om og om i hovedet. Jeg have også en blok liggende på gulvet ved siden af sengen, som jeg skrev noter på i løbet af natten.«

Det var først sent i forløbet, at Camilla indså, at hun havde brug for hjælp og tog til lægen, fordi hun troede, der var noget fysisk galt med hende.

Omverdenens fordomme

I foråret 2007, da bachelorprojektet var afleveret, besluttede Camilla sig for at droppe planerne om at færdiggøre sin uddannelse.

»Jeg var fuldstændig stresset og brændt sammen, og det gjorde mig ikke glad at læse statskundskab.«

I stedet valgte hun at gøre alt det, hun aldrig havde fået gjort.

»Jeg tog til Frankrig på sprogskole, levede forfatterdrømmen ud på Nørrebro og var lærervikar på min gamle folkeskole.«

Men imens Camilla nød friheden til at gøre, hvad hun havde lyst til, var omverdenen ikke lige så forstående.

»Jeg hørte konstant, at den direkte vej gennem uddannelsessystemet, det er den rigtige vej – både fra samfundet og min omgangskreds. Og jeg blev hele tiden spurgt, om jeg ikke snart skulle i gang med en uddannelse igen,« fortæller hun.

»Bare fordi jeg havde givet slip på kontrolfreaken, der gerne ville planlægge hele livet til punkt og prikke, så var det som om, jeg blev set på som en flowerpower, der var helt ude i hampen,« skriver hun i sin bog.

Ad snirklede veje

I dag er Camilla glad for, at hun valgte at stoppe op, efter hun havde taget sin bachelor i statskundskab.

»Jeg kom ud og fandt mig selv. Og fandt ud af, at selvom jeg startede på det forkerte studie, er der stadig masser af muligheder.«

Derfor vil hun gerne gøre op med idéen om, at den lige vej gennem uddannelsessystemet er den eneste rigtige vej.

»Jeg synes, at samfundet undervurderer værdien af det, der fejlagtigt bliver kaldt fjumrerår.«

»Der burde være plads til at gå nogle omveje undervejs. Ellers ender det bare med at bide sig selv i halen og koste samfundet i sidste ende, hvis man kommer på det forkerte studie og får stress,« siger Camilla.

Flere hylder

Det tog Camilla et par år at komme oven på igen, så hun føler, at hun nu kan klare det samme som før.

I dag arbejder hun som kommunikationsmedarbejder i Folketinget, hvor hun skriver artikler til intranettet og er med til at stå for den daglige drift af det.

»Jeg kan mærke, at det er mere i den retning, jeg gerne vil være. Men jeg er jo kun 28 år, så jeg føler ikke, at jeg behøver at lægge mig fast på en bestemt hylde endnu,« siger hun.

khkr@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.