En almindelig dag på arbejde

I Holy Motors følger vi en mand, hvis arbejde er at spille en række forskellige roller i afvigende og differentierende scenarioer. Han fragtes rundt i en hvid limousine og modtager sine opdrag fra en kvindelig chauffør.

Hver enkelt rolle bliver en historie i sig selv, som flettes ind i den overordnede men samtidig også uhåndgribelige rammefortælling, som udspiller sig i den bil, der transporterer ham fra sted til sted. Ud over dette er Holy Motors tilnærmelsesvis umulig at gengive.

Frustreret begejstring

Idet Carsten Meiner og jeg lige har sat os til rette i Grand Teatrets Café, åbner Deres udsendte samtalen med, at fortælle om kombination af umiddelbar begejstring og frustration over filmen.

Begejstring over at den besidder en ualmindelige vilje til at bryde med genrekonevntionerne, dyrke absurditeten og udnytte filmmediets potentiale til det fulde – og samtidig en frustration over, at jeg skiftevis ihærdig forsøger at finde den overordnede ’mening’ i historien, for derefter at opgive denne søgen og udelukkende, befriet, nyde hver enkelt scene for det, den er – for dernæst igen at blive overmandet af et påtrængende behov for at strukturere de forskellige aspekter af filmen.

Det skal vise sig at blive enklere end først antaget, for nytiltrådte professor Carsten Meiner besidder en forløsende evne til at afmontere filmens forskellige elementer, så de bliver synlige og meningsbærende i sig selv – og især i lyset af hinanden.

Med en håndgribelig optik

Den første og mest essentielle afklædning af filmen Carsten Meiner fokuserer på, handler om at hive filmens overordnede historie ned i øjenhøjde:

»Filmen gør flere steder noget ud af at pointere, at hovedkarakteren udfører et stykke arbejde, som han er hyret til. Grundlæggende kan man sige, at det er en fortælling om en mands arbejdsdag. Ud fra det kan man diskutere, hvad det er for et arbejde, han udfører, hvilken slags samfund der efterspørger den slags foretagende og til sidst men ikke mindst hvilke menneskelige aspekter dette tematiserer, fordi jobbet tilsyneladende er hans liv,« siger Carsten Meiner.

I denne håndgribelige optik bliver de forskellige roller, manden spiller og de diverse scener, der udspiller sig, separate historier med en betydning i sig selv, men også som underbyggende kommentarer til den generelle fortælling om det at spille. Det virkelige kontra det iscenesatte, det realistiske kontra det surrealistiske, det absurde kontra det meningsgivende, og hvordan alle disse kontrapunkter flyder over i hinanden.

Lidt ligesom at være fabriksarbejder

Som filmen skrider fremdad, udfordres løbende de overvejelser, man gør sig undervejs. Spiller hovedkarakteren over for virkelige mennesker for at opfylde deres behov eller ønsker, eller er det snarere sådan at alle medvirkende er karakterskuespillere?

»Filmen afslører omkring midtvejs, at alle medvirkende i de forskellige scenarioer er skuespillere, der udfører deres arbejde. Det understøtter også den relativt banale præmis om, at de producerer en vare som nogen har bestilt. Det er lidt ligesom at være fabriksarbejder, bortset fra at den vare, du leverer, er ret usædvanlig. Det er snarere, hvorfor nogle bestiller netop denne specielle vare, disse mærkværdige scener, der er det særlige og mystiske ved filmen,« siger Carsten Meiner og fortsætter:

»På et tidspunkt møder hovedkarakteren en kvinde, som han tilsyneladende kender ’på rigtigt’ og har haft et forhold til i gamle dage. De taler til hinanden, som om det er en ægte relation. De vandrer rundt i en bygning fuld af ødelagte manequindukker, der ligger lemlæstede rundt på gulvet som en slagmark. De to karakterer ligner bemærkelsesværdig meget hovedpersonerne i Godards Åndeløs, og kvinden hedder oven i hatten Jean. Det er et godt eksempel på hvordan filmen iscenesætter filmhistoriske referencer og samtidig tilfører dem en semiotisk betydning.«

Det realistiske bliver surrealistisk

Professoren oplever Holy Motors som futuristisk i sin beskrivelse af hovedkarakterens arbejde. Det er et ukendt samfund, der efterspørger den type vare, vores mand er med til at producere.

Det er på denne vis, at den ellers realistiske historie om en mand, der går på arbejde, bliver surrealistisk:

»Det uforståelige ved fortællingen og det, der pirrer ved vores nysgerrighed, er, hvordan dette univers egentlig hænger sammen, og hvad de enkelte scenarioer vil fortælle. Vi bliver oplyst om, at scenerne filmes, så de skal ses af et publikum – men det absurde består i: hvad for et publikum og hvorfor netop de historier?« spørger Carsten Meiner.

Det surrealistiske ved filmen består samtidig i at den er en form for socialrealistisk sciencefiction film. Alt er genkendeligt og på samme tid helt fremmed.

Pas på fortolkningerne

I stedet for at begive sig ud i endeløse tolkninger af filmen – hver og en af de spillede scenarioer åbner op for omfattende analyse – synes Meiner, det er mere interessant at karakterisere filmen:

»Det kan være mere givende at fokusere på enkelte steder i filmen, hvor den gør os opmærksomme på nogle banale men åbenbart vigtige detaljer, fx at vores hovedkarakter får betalt cash når dagen er omme. Det er en grund til, at man vælger at tage en sådan scene med midt i al den absurditet, som det er svært at blive helt klog på,« siger han og tilføjer:

»Det understreger i mine øjne, at hovedpersonen er købt og betalt. Der er tale om en udveksling af varer. Set i lyset af filmens ellers så surrealistiske afsæt og det format, vi nu taler om den i, er det mere væsentligt at drøfte disse håndgribelige ting, fremfor hvorfor han lader hunde og et lille nøgent barn gå rundt i biografen.«

Det absurde er det iscenesatte

Professoren påpeger, hvordan det mest absurde i filmen er det som iscenesattes, og at det surrealistiske er selve efterspørgslen af disse absurde fortællinger:

»Det mest opsigtsvækkende ved filmen er det, vi aldrig kommer i kontakt med: det samfund der får nogle til at producere denne vare. Og for så vidt også hovedkarakterens behov for at mærke, at det han producerer bliver præsenteret for et publikum. Han siger på et tidspunkt, at han savner de synlige kameraer, og at det påvirker hans præsetation at han ikke kan se kameraerne,« siger Carsten Meiner.

Således tematiserer filmen også menneskets tidløse behov for at eksponeres, mener professoren, det handler om at se og blive set. Pubikums tilstedeværelse er essentiel, som det også fremgår af filmens symbolladede anslag, hvor et biografpublikum kigger op på en skærm vi glider ind i, og der møder vi vores hovedkarakter – altså inde i den fiktive fortælling i fortællingen.

Tilskuer skal dedikere sig

Holy Motors er en overvældende film, som udfordrer og kræver dedikation fra tilskuer. Her er der ingen dramaturgisk linie, der holder publikum i hånden fra start til slut, og heller ingen identifikationskraft som engagerer.

Men filmen er ekstremt fascinerende, både i sin (ny)tænkning og i sin form, for ikke at tale om, hvordan den formår at gøre hver enkelt scene til meningsbærende i sig selv og samtidig fletter det hele sammen til et gedigent værk, der lader sære elementer forenes i en hvirvelvind af symbolladede tableauer og seperate fortællinger.

Man er mæt på den gode måde efter at have indtaget Holy Motors.

line.hjorth@adm.ku.dk