En bred regering hen over midten? Kommer ikke til at ske

Blanke biler med eller uden kæmpestickers med partilederansigter ruller til og fra Marienborg og Christiansborg i disse dage, hvor Mette Frederiksen forhandler med alle partier om den næste regeringsdannelse.

Valget i 2022 er blevet beskrevet som et lille jordskredsvalg med et nik til valget i 1973, hvor Folketinget gik fra at bestå af fem partier til et dobbelt antal.

Ifølge Peter Kurrild-Klitgaard er årets valg dog på mange måder vildere end jordskredsvalget 1973, fordi flere vælgere stemte på de nye partier denne gang og gav os et Folketing med større fragmentering end nogensinde.

»I 1973 var udviklingen meget drastisk, og de fire gamle partier gik med et slag fra normalt 80-90 procent af stemmerne til nogle-og-halvtreds. Denne gang er de røget endnu længere ned, men udviklingen har været mere snigende og glidende, og i 1973 havde man ikke nær de meningsmålinger, vi har i dag, derfor kom resultatet som en større overraskelse for mange.«

Et fragmenteret Folketing

Valget 2022 er specielt på flere parametre, når man er politologisk interesseret i parlamenter, siger Kurrild-Klitgaard:

»Valget har produceret det mest fragmenterede og splittede Folketing nogensinde med historisk lille indflydelse til de fire gamle partier S, RV, V og K. De fire har historisk stået bag næsten alle forlig, uanset om det har været en socialdemokratisk eller borgerligt ledet regering, men når de nu kun lige præcis kontrollerer 90 mandater tilsammen, kan det gå hen og blive meget sværere at lave store forlig i fremtiden.«

De gamle partier var i vid udstrækning klassebaserede, men den tendens har været under opløsning siden 1960’erne. Folk stemmer i højere grad efter enkeltsager eller ideologi i dag, siger Kurrild-Klitgaard, og så er der kommet et hidtil uset fokus på personer. Han giver denne karakteristik af de nye partier, der er stormet ind i Folketinget i år:

»Siden 90’erne er de nye partier med få undtagelser startet som en afskrælning af andre partier. Partierne opstår ikke efter et folkeligt pres, men er dannet af politiske iværksættere, der ser en niche i markedet, hvor de måske mener at have bedre muligheder end ved at blive i partier, hvor de føler sig trampet på, detroniseret eller kørt ud på et sidespor.«

En til lejligheden fundet overbevisning

Mette Frederiksen endte med at kunne samle et rødt flertal, men Socialdemokratiet gik til valg på et bredt samarbejde hen over midten. Hvilke scenarier ser du for dig?

»Skal man være lidt kynisk, virker den brede regering som en til lejligheden fundet overbevisning fra Mette Frederiksens side. De Radikale har presset på for en bred regering i tre år. På mig virker det mere som et synspunkt, der var taktisk opportunt i forhold til meningsmålingsmålingerne, for udmeldingen kom omkring det tidspunkt, hvor blå blok så ud til måske at kunne samle et flertal, eller hvor Moderaterne så ud til at kunne blive tungen på vægtskålen.«

Peter Kurrild-Klitgaard peger på, at Mette Frederiksen har haft tre år til at skabe en bred regering, hvis hun ville:

»Det gjorde Lars Løkke fx i 2016, da han var kørt fast i nogle skærmydsler halvandet år inde i valgperioden, det endte med VLAK-regeringen, og der er andre fortilfælde.«

Fordi det vil være så svært at samle et flertal i det fragmenterede Folketing, vurderer Peter Kurrild-Klitgaard, at der kan være flere dronningerunder i vente:

»Et sandsynligt scenarie er, at Mette Frederiksen efter nogen tid meddeler, at forhandlingerne om at danne en bred regering, der samtidig har intern opbakning til omfattende reformer, er strandet. Så vil hun forslå en ny dronningerunde,« siger han og erindrer om, at regeringsdannelsen i både i 1975 og i 1988 krævede tre eller flere dronningerunder.

Typisk kan det, ifølge Kurrild-Klitgaard, give temmelig langtrukne regeringsforhandlinger, når det står meget lige mellem de store aktører, og når der er mere end et tema i spil:

»Jeg tror næsten det er sikkert, at vi kommer ud i flere dronningerunder denne gang, og det kan teoretisk også ende med i en periode at være med en anden forhandler end Mette Frederiksen.«

Empiri og teori taler imod en bred regering

Men kan vælgerne ikke have ret i, at Danmark fortjener en regering hen over midten, fordi krisehåndtering kræver brede forlig?

»Jeg hører mange tale for en stor, bred regering, men både empirien og teorien taler imod. Danmark har ikke siden 1945 haft en flertalsregering bestående af partier hen over midten bortset fra SV-regeringen 1978-79, der holdt et år, og som næsten alle tænker tilbage på som en katastrofe.«

»Inden for politologien taler man om, at den mest sandsynlige regering er den mindst mulige regering, som kan samle flertal af partier, der ligger ved siden af hinanden i det politiske spektrum. Alle danske regeringsdannelser siden Anden Verdenskrig bortset fra SV-regeringen lever reelt op til de kriterier, og man kan derfor bruge dem til at forudsige fremtidige regeringsdannelser, formodentlig også denne gang.«

Hvordan ender det?

»Det vil være meget problematisk at få strikket et flertal sammen. Det mest sandsynlige er, at Frederiksen fortsætter som statsminister. Det kan blive for en socialdemokratisk etpartiregering i mindretal, som den seneste. Blandt mulighederne er også en SRM-regering eller en SRSF-regering, men ingen af dem er jo så brede, som der er lagt op til.«

Not gonna happen

Hvad skulle der til, hvis Venstre skulle gå med?

»For det første skulle der være vigtige ministerposter, der profilerer partiet udadtil. Partier der går i regering uden at få statsministerposten, har stor risiko for at blive klemt og straffet ved førstkommende valg. Bare spørg Anders Samuelsen.«

»Jeg betragter det personligt som urealistisk, at Venstre går med. Måske, hvis de kunne trække Konservative med, for hvis de går ind alene, kommer de til at indgå en masse kompromisser, der er sværere at forsvare og samtidig vil de komme under nonstop beskydning fra Konservative, LA, Danmarksdemokraterne, DF og Nye Borgerlige.«

»Problemet er så, at hvis både V og K skal med, begynder det at ligne en borgerlig regering, og så vil Mette Frederiksen også skulle have SF med. Og kan man forestille sig en regering, der favner både SF og Konservative? Jeg har svært ved at se det for mig.«

Der er også nogen, der spekulerer i, om Løkke kunne blive statsminister og Mette Frederiksen udenrigsminister?

»Not gonna happen. Socialdemokraterne er aldrig gået med i en regering uden at få statsministerposten, og det kommer de heller ikke til denne gang, det ville stride mod partiets størrelse og selvforståelse.«