Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
MINISTERMØDE - Vi fik en dags erhvervspraktik med videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Hun charmerede og diverterede, tog KU med på RUC, og – himmel! – hun havde travlt. Og så sagde hun ’fremadrettet’ 2.145 gange.
Det er normalt kun folk, der ikke bestemmer noget, der gider skændes.
Charlotte Sahl-Madsen bestemmer ret meget og vil ikke skændes. »Du hører ikke mig sige ’Fra forskning til faktura’,« siger hun med henvisning til det slogan, der gjorde hendes forgænger så forhadt i universitetskredse. Selv om sloganet ret beset var til at forstå.
Eller måske var det det, der var problemet.
Universitetsavisen er kommet på en slags erhvervspraktik med ministeren. Vi skal være burren i hendes tørklæde, tyggegummiet under hendes sko, flue på væggen, whatever.
Vi skal se, hvad en minister får en almindelig dag til at gå med. I første omgang skal vi køre i hendes lange, blanke Audi A8, og her bliver avisens udsendte straks kolossalt køresyg.
Så må man pakke notesblokken væk og nøjes med at prøve at huske de gode spørgsmål, som læserne på forhånd har indsendt til avisen.
Hvordan var det nu? »Hvad er regnestykket bag taxameterbevillingerne?« (Ingen aner det nemlig). Og i den mindre sofistikerede ende: »Ryger du crack?« (Et rigtig dumt spørgsmål, også fordi man slet ikke kan købe crack på gaden i Danmark).
Vi skal til RUC, hvor Charlotte Sahl-Madsen som led i en turné på landets otte universiteter skal debattere universitetspolitik med studerende og ansatte.
Besøgene på universiteterne er en inspirationstur. Men for Sahl-Madsen handler det også om at flytte debatten en anelse væk fra de evindelige slagsmål om penge, som er rektorernes yndlingssport.
»Jeg har sagt, at forholdet har været præget af talkrig,« siger hun, og tilføjer, at hun ville være bekymret, hvis universiteterne var tavse.
»Vi bør vise samfundet, at vi også vil debattere andre ting end penge.« Ministeren er fuld af energi. Hun har allerede været i gang i timevis, siden nyhedsstrømmen væltede hende ud af sengen klokken seks for at få en kommentar om kvoter til kvindelige forskere (som hun synes er uværdige, kvoterne altså). Nu fyrer hun politiske dagsordener af, så det er svært at kile spørgsmål ind mellem pointerne.
En af dem er gruppeeksamen, som vist snart får lov at genopstå. Folk skal have en personlig, individuel bedømmelse, indskærper Sahl-Madsen, men samtidig vil hun gerne have, at de studerende får evalueret deres evner til at arbejde sammen på tværs af fag. Det mangler vi en model til, mener hun.
Hun fisker en flaske vand frem fra sit rullende kontor og byder sin svimle passager, imens hun udvikler sin pointe.
»Ideen er jo, at den måde man arbejder på fremadrettet, det er jo ikke med én bestemt disciplin. En ingeniør sidder jo ikke alene med sit felt, han skal også kunne arbejde sammen med en sociolog om sin bro, eller hvad der nu laves. Der er en kulturforståelsesdimension.«
Fremadrettet er det ord, Sahl-Madsen siger mest. Det betyder i fremtiden, i morgen, det mål vi styrer efter, alle former for senere, efter og derudover.
Langs siderne af vejen til Roskilde udspiller erhvervslivet sig i flade bygninger med grimme skilte.
Er det vigtigt for dig at adskille dig fra din forgænger?
Hun laver en slags sloganstemme. »Det er vigtigt for mig at arbejde med de rigtige løsninger,« messer hun halvt ironisk. »Få gjort en forskel – og gerne til det bedre.« Det var næsten et svar.
»Jeg har lært et nyt ord, siden jeg blev minister,« siger hun. »Et ikke-svar.«
Ja, det var sådan et.
»Men jeg har da ikke mødt en politiker, der ikke har en ambition om at gøre det bedre end hidtil. Det ligger i øvrigt dybt i den konservative sjæl, i hele generationskontrakten, at vi gerne vil efterlade det samfund, vi overtager, i en bedre stand, end vi har modtaget det.«
Når jeg hører alt det her med værdiskabelse, så lyder det lidt som en industriministers måde at tænke forskning på …
»Hvis jeg må sige noget slemt, så lyder det som et rigtig gammeldags og rigidt mindset, du der giver udtryk for. Aj! Det skal vi have en diskussion af om lidt. Det glæder jeg mig til.«
Men det må blive en cliff hanger, for nu smyger Audien op ved siden af det industrielt byggede universitet på pløjemarken ved Roskilde, og ministeren springer rutineret ud til sin velkomstkødrand af RUC-dignitarer, mens avisen fumler med sele og kuglepenne. Der går syv timer, før hun får et par minutter til at uddybe.
Sæderækkerne i RUC-auditoriet er besat med et bredt udsnit af forskertyper og studerende. De gumler wienerbrød og ser vagtsomme ud.
Sahl-Madsen tager scenen uden mikrofon eller talepapir og går cirka med det samme i clinch med forsamlingen efter lige kort at have hoppet let af begejstring over sit seneste besøg på stedet få dage tidligere.
Da blev hun trakteret med en kor-udgave af Leonard Cohens Hallelujah, som RUC’erne var sluppet meget lykkeligt fra.
Hun har været i Kina, siger hun, og den gamle traver med at danske ingeniører er meget dygtigere end kinesere, fordi de har Grundtvig i rygsækken, holder ikke rigtig længere. Kineserne er kommet efter det. »Så hvad skal vi leve af fremadrettet?« spørger hun salen.
For en udsendt fra Københavns Universitet er det interessant at se en RUC-debat. Det er en parallel verden! Lyset strømmer ind, og rummet er grimt på en helt anden måde, end festsalen på KU er grim.
Man kommer heller ikke uden om, at RUC-stilen er velgørende tilbagelænet.
»Hvorfor tog I gruppeeksamen fra os, når det var noget, vi markedsførte os på?« vil en studerende vide. Og ministeren svarer, at de andre universiteter altså også har nogle sprøde eksamensformer. Der er rum til nytænkning af det med evaluere studerendes evne til at samarbejde.
Sahl-Madsen opfordrer alle til at fyre nogle mails af sted til hende, hvis der er noget, der kunne gøres bedre.
»Nå, hvad synes du?« Hun er standset op midt i sit følge, da debatten er forbi. Hun er en hensynsfuld vært.
Og jeg siger, at det gik godt. Forbavsende godt, faktisk. Det var klogt af hende ikke at bøvle med mikrofoner, det gav nok fem-seks ekstra spørgsmål.
Følget fortsætter ind i et lokale, hvor ministeren skal høre RUC-forskere fortælle om retspolitik, forbrugervalg og vandlopper. Alt sammen ved forskningens frontlinje.
To timer senere er vi til it-festival i DGI-byen. Computerworld skal uddele priser til de dygtigste virksomheder i edb-verdenen, og Sahl-Madsen skal holde tale. I bilen har vi forsøgt at genoptage morgenens snak, men der er ikke rigtig tid. Ministeren skal læse, hvad hun om lidt skal sige.
»Jeg kan se, at der er en del genbrug fra tidligere taler,« bemærker hun.
»Så længe det er de gode tidligere, så gør det ikke noget,« siger hendes unge pressemedarbejder, Charlotte, fra forsædet.
Der er ikke nogen grund til at lyve: Sådan en it-seance ser kedelig ud.
Indendøre lusker Deres udsendte lidt rundt. Ministeren vinker mig over til et cafébord, hvor hun er midt i en snak med et par mænd.
»Kom lige og hils på it-branchen,« siger hun. Det gør Universitetsavisen lydigt, og it-spidserne giver hånd. »Altså, der er jo tre områder – universiteterne, forskning og it/tele,« siger hun. »Spørgsmålet er, om det kan hænge sammen, ikke? Det mener jeg jo, det kan!« Så blev man det klogere.
Og som dagen fortsætter, bliver Universitetsavisen hægtet en smule af. Vi er en tur nede på Borgen for at se hende i åbent samråd om lægeuddannelsen i Udkantsdanmark.
De fremmødte folketingsmedlemmer er høflige og uendeligt kedsommelige. Problemet ved dagens samråd er, at alle er fortvivlende enige. Ikke at det nogensinde har forhindret en utrolig lang debat.
Der er de læger, der er lige nu, og der er ikke planer om at uddanne en masse nye rundt om i provinsen, er vist konklusionen. Sahl-Madsen virker stadig frisk og tændt.
Ikke avisen. Det er flovt, men i et par sekunder døser Deres udsendte væk og drømmer om en græsmark. På marken er folketingsmedlem Per Clausen (EL) iført vikingetøj ved at slå løs på en anden mand med en groftvævet sæk fuld af gulerødder.
Deres udsendte blinker. I den modsatte ende af lokalet sidder Per Clausen (EL) og ser søvnig ud.
Universitetsavisens playdate er ved at være forbi, men Charlotte Sahl-Madsen giver et lift tilbage til Bredgade, og i bilen griber vi tråden fra om morgenen.
»Hvis vi skal skabe vækst i Danmark, og det skal vi, så skal vi have erhvervslivet og universiteterne til at arbejde meget tættere sammen.«
»Den viden, vi giver vores kandidater, og den forskning, der bliver gjort på universiteterne, skal blive til nye produkter og services i virksomhederne,« siger hun. Og det lyder jo som ren forskning til faktura.
»Men når jeg tidligere sagde, at du ikke har hørt mig sige ’Fra forskning til faktura’, så er det fordi vi skal have tingene til at hænge sammen.«
»Vi skal arbejde mere på tværs af faglige discipliner, hvis vi skal gøre noget ved den udfordring, vi står over for fremadrettet. Og det gør altså også noget ved dannelsesbegrebet. Og det vil jeg rigtig gerne tale mere om.«
Men det må blive en cliff hanger II. Foreløbig er er Charlotte Sahl-Madsen forsinket til sine næste to-tre møder.
Måske man bare skulle sende hende en mail.
chz@adm.ku.dk