En forudsigelig sang om dumme studerende

Det er en ulideligt forudsigelig sang, der nok en gang bliver fremskræppet. »De studerendes faglighed er for ringe,« bliver det besunget og begrædt i det efterhånden temmeligt banale refræn, der altid udbasuneres med det samme budskab: De studerende er for dovne, og hvis ikke, er de for dumme.

Det kritiske kagleri manifesterer sig denne gang i en ny rundspørge, der forkynder, at hver tredje universitetsunderviser oplever, at de studerende møder uforberedte op eller består eksamener, som de burde dumpe. Blandt andre undervisningsadjunkt Siff Pors, tilslutter sig dette kor, idet hun mener, at undervisningen »sjældent [kommer] op på det niveau, som universitetsundervisning burde være på.«

At de studerende består eksamener, som de burde dumpe? Jamen, hvem retter da de eksamener og lader de studerende bestå?

Ét må man tilstå denne kritik: Det duer selvfølgelig ikke, at de studerende møder uforberedte op. Man skylder sine medstuderende og det øvrige, betalende Danmark at tage sine studier alvorligt. Men herefter kan man kun undre sig over, at denne kritik igen og igen møver sig ind på debatscenen.

Ikke fordi kritikken partout er uberettiget, men snarere fordi den er ureflekteret og lidet konstruktiv. At de studerende består eksamener, som de burde dumpe? Jamen, hvem retter da de eksamener og lader de studerende bestå? På mit engelskstudie er det i hvert fald underviserne selv, der afgør, om de studerende dumper eller består.

At for mange studerende består, er således et kritikpunkt med en slående boomerangeffekt. Desuden er det nærmest urimeligt selvindlysende, at det større optag på universitetsuddannelserne naturligvis også medfører en mangfoldiggørelse af de studerendes færdigheder: På universiteterne lukkes (heldigvis) ikke længere udelukkende den fagligt allerdygtigste elite fra gymnasierne ind, men også de gennemsnitligt præsterende, så selvfølgelig vil niveauet forekomme lavere.

Hvad Pors’ kritik angår, så kan man også studse over manglen på selvindsigt. For det kan da godt være, at de studerende ikke besidder de samme færdigheder, som var højtagtede, da Pors for 27 år siden begyndte at undervise. Men samfundet og dets institutioner har det med at ændre sig – for 27 år siden eksisterede Sovjetunionen stadigvæk. Nu er vi videre.

Hvis Pors’ undervisningsform stagnerede kort efter Berlinmurens fald, siger det mere om hende, end det gør om de studerendes faglighed. Alle institutioner ændrer sig og tilpasser sig den tid, de findes i; nogle egenskaber nedvurderes, mens andre opvurderes. De institutioner, der obsternasigt nægter at ændre sig, går under – og det var som bekendt netop det, Sovjetunionen gjorde.

For der er omgangsformer ved universitetet, der er utidssvarende. Jeg har for eksempel studset over, at en del af den undervisning, jeg er blevet bibragt af højtuddannede akademikere, er en form for avanceret højtlæsning i dagtimerne for voksne. Underviseren står foran de studerende og læser højt fra et stykke papir, ja, holder nærmest tale, og papiret er i mange tilfælde ufravigeligt.

Måske har engelskstudiet simpelthen mistet den akademiske street cred

Dette er et eksempel på en praksis, der er himmelråbende arkaisk og ændringsmoden. Og jeg er ikke svær at motivere, for jeg er hverken dum eller doven, men snarere, for at sige det i lidet ydmyge, men uforbeholdent ærlige vendinger, intelligent og nysgerrig og præsterer et betydeligt stykke over gennemsnit.

Så nej, de studerende er hverken dovne eller dumme. Den verden i hvilken de er studerende, er blot anderledes end den verden, universitetsunderviserne var studerende i – og så er det klart, at der er en diskrepans mellem de studerendes færdigheder og undervisernes forventninger.

Og med afsæt i det kan vi berøre endnu et af sagens knækpunkter: Hvis niveauet på engelskstudiet ifølge Pors er for lavt, er det måske fordi engelskstudiet ikke har været i stand til at tiltrække de dygtigste studerende. Måske har engelskstudiet simpelthen mistet den akademiske street cred og den sexappeal, som jura-, ingeniør- eller it-studierne for øjeblikket nyder godt af. Således er den påståede faldende faglighed ikke et udtryk for de studerendes evner, men for et studies inerti og ringe tiltrækningskraft.

Lad os blot håbe, at denne diskrepans på et tidspunkt bliver afstemt. Indtil da må vi vænne os til lyden af forudsigelig, kværulerende skræppen.