Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

En humanist basher igen

Humaniorabashing — Som humanist skal du skabe dit eget job. Det er fandme, skulle jeg hilse at sige, hårdt arbejde. Og der er masser af fjender.

Der er en særlig situation, de fleste humaniorastuderende, ret hurtigt i deres studieperiode, bittert kan nikke dødshumoristisk og genkendende til:

Vi forestiller os en familiefrokost.

En fjern onkel eller en farbror eller en små-velmenende fætter – denne rolle er mere eller mindre uafværgeligt spillet af mænd med uddannelse fra Handelshøjskolen – spørger til hvad det nu egentlig, helt præcis, er man studerer på universitetet.

Efterhånden som man høfligt og udførligt får forklaret sin uddannelse (uden at nævne alt for meget Foucault eller hermeneutik; man er socialt begavet nok til at vide hvordan man myrder en samtale), opstår der et smil på spørgerens ansigt, den slags bedrevidende smil som kun quizværter og Satan selv kan mønstre, et smil der stiger i intensitet, indtil forklaringen er slut, og derefter når sit bedrevidende, eksplosive højdepunkt i spørgsmålet, de tror man aldrig selv har spekuleret over:

»Jamen hvad kan du så blive, når du er færdig? Hvad kan du bruge det til?«

Selv om spørgsmålet ærlig talt er møgirriterende og ikke hjælper særlig meget på noget som helst, og i hvert fald ikke på magisk vis fremtryller andet end en følelse af, at man aggressivt ikke bliver hørt, set eller forstået, så kommer det, uheldigvis, ikke ud af ingenting.

Humanistiske fag kommer ikke med en hat

Når man vælger at læse et af de tørre fag på KUA (Søndre Campus, red.), om det så er indoeuropæisk, kunsthistorie eller filosofi, så kommer ens uddannelse ikke med en hat, man kan tage på bagefter, så man for evigt kan kende sin placering i verdensordenen, fx læge, kuglestøder, folkeskolelærer, skiltetekniker eller tømrer. (Det burde i øvrigt være overflødigt at understrege, at dette hverken gør disse uddannelser værre eller bedre – bare anderledes indrettet).

Når de spørger dig: Jamen hvad kan du blive? Så smil som Satan selv, og svar: Lige præcis hvad jeg vil, og det har jeg fandme også tænkt mig.

Der er en frihed heri: Relativt forskellige mennesker som politiker og mangeårig minister Per Stig Møller, forfatter/reklamemand Knud Romer og Fifty Shades of Grey-hovedperson Anastasia Steele har alle studeret litteraturvidenskab – selv om deres karrierer ikke synderligt minder om hinanden. Der er en svimlende frihed heri, en mulighed for at rejse sig selv fra ingenting, og blive nærmest hvad som helst. Verden er, grundlæggende, åben.

Men som de fleste ting, der kommer med en frihed, er der også et tyngende ansvar i et vælge en af disse uddannelser, om hvilke man siger at man »selv skal udtænke og skabe sig sit job«.

For hvad nu hvis – bliver man mindet om, når den fjerne onkel spørger – man ikke magter at skabe sit eget job? Hvad hvis man har begået en umådelig hybris, da man dristede sig til at uddanne sig efter interessen og hjertet, og valgte at læse kunsthistorie? Din egen succes og din egen karriere og din plads i kosmos og samfundet skal du selv, med næb og kløer og netværk og ambition, hugge ud af samfundets stenfacade, indtil du har din egen hylde, hvorpå du kan sidde, dit eget sted at eksistere.

Det er fandme, skulle jeg hilse at sige, hårdt arbejde. Og der er masser af fjender.

Regeringernes warszawapagt med de fjerne onkler

Skiftende regeringer (tilsyneladende, og på uforklarlig vis i warszawapagt med fjerne onkler) har i årevis alvorligt bedyret, at »vi aldrig mere må uddanne til arbejdsløshed.« At arbejdsløsheden for humanister kun ligger cirka halvandet procentpoint højere end landsgennemsnittet er tilsyneladende ikke relevant for hverken fjerne onkler eller regeringer.

Og derefter har de med denne sætning på deres banner skåret så og så mange millioner fra det »kornfede universitet«. Penge, de i øvrigt mest lader til at bruge på skattelettelser, og ikke så meget på fx at skabe lærepladser til »håndens folk« – men nok om venstreorienterede konspirationsteorier.

I alt dette sidder man med hjertet i hænderne, et uddannelsesloft og en fremdriftsreform og fjerne onkler (hvis antal er legio) til fødselsdage, i fjernsynet og i radioen og i Berlingskes debatsektion, og så kan det, jeg sværger, være svært at overbevise sig selv om, at man valgte rigtigt. Man havde jo også snittet til Medicin eller Jura, eller man kunne i hvert fald have valgt noget, hvad som helst, hvor man, i det mindste, var sikker på at få et job efter endt uddannelse.

Der er ikke rigtigt nogen, i de stunder, man kan vende sig imod, man har kun sig selv og sine tanker. Men jeg vil alligevel forsøge at komme med et råd, i kraft af mine nu fire år i humanioramøllen.

Tip til ting der ikke er på pensumlisten

Vi anede ikke hvad vi lavede, hvordan radiomediet fungerede eller hvordan man gjorde nørdet stof interessant. Vi rodede rundt og havde ingen lyttere.

Humaniorauddannelserne er indrettet således, at en relativt lille del af fuldtidsstudiet er øremærket til forelæsninger og seminarer – og en meget stor del er sat af til selvstudie, til læsegrupper og læsesale, endnu en ladning ansvar, der kræver selvdisciplin og viljestyrke at manøvre rigtigt i. Og selvfølgelig er dine eksamener vigtige, selvfølgelig er det vigtigt at følge pensum og mestre studieordningen. Men der er en ting, der i virkeligheden er et endnu vigtigere slags selvstudie end titusindvis af pensumsider:

Gå ud og lav noget frivilligt. Meld dig i fredagsbarudvalget, find et tidsskrift, tag til Studenterhuset og involver dig. Undervis udsatte børn, arranger studenterfodbold. Lav en podcast. Skriv for Uniavisen. Hvad som helst, der får dig i kontakt med andre mennesker uden for studiet, prøv tusind ting af, og bliv ved med at prøve ting af.

Hvis du kommer til at lave noget, du ikke føler for, så er det ikke en fiasko. For du har prøvet noget af. Du har lært noget om dig selv. Og måske, bare måske, finder du den hat, du skal have på, når din uddannelse er færdig. Eller måske finder du ud af, at du i virkeligheden skal læse noget helt andet – for det er lykkeligvis ikke helt forbudt at ombestemme sig endnu.

For mit vedkommende skete skredet, da jeg startede på Uniradioen. En tåbelig onsdag aften sad min roomie og jeg og så, at der skulle bruges et musikprogram. Vi havde da hørt en del plader, syntes vi, vi kunne sgu da godt lige lave noget musikradio. Og vi blev inviteret indenfor og placeret i et studie … og så lavede vi musikradio.

Vi lavede lorteradio

Ærlig talt, så var det det argeste lorteradio. Vi anede ikke, hvad vi lavede, hvordan radiomediet fungerede, eller hvordan man gjorde nørdet stof interessant. Vi rodede rundt og havde ingen lyttere. Men ganske langsomt lærte vi ting, for det gør man, hvis man gør noget mange gange, og hvis man gør det i selskab med folk, der har gjort noget mange gange. Vi lærte folk at kende, vi aldrig havde kendt, hvis ikke vi havde været lige der, og havde taget den chance.

Held og lykke med den ‘ubrugelige’ humaniorauddannelse. Du er på ingen måde selv ubrugelig.

Og så, pludselig en dag, havde vi ekspertise og knowhow og tre års radioerfaring. Mennesker havde lyttet til vores podcasts i over 20.000 minutter, vi havde interviewet Bremer/McCoy, Reptile Youth og Hymns from Nineveh, lavet videoer og skrevet hundrede tekster – og vi gik aldrig nogensinde på kompromis med vores faglighed. Vi udvidede den bare sidelæns, og havde det satans sjovt imens. Vi tog al den frihed, og al den usikkerhed og alt det ansvar, der følger med at læse en uddannelse, som ikke har en hat indbygget.

Og vi gjorde den til et sværd at smide i hovedet på fjerne onkler og skiftende regeringer, indtil den ene af os kunne få et liv til at hænge sammen som freelancer og den anden fik en plads på Nationalmuseet.

Der er vitterligt ingen grund i hele verden til at du, kære humaniorastuderende, ikke skulle kunne gøre det samme, og gøre det bedre og stærkere og sejere.

Når de spørger dig: Jamen hvad kan du blive? Så smil som Satan selv, og svar: Lige præcis hvad jeg vil, og det har jeg fandme også tænkt mig.

Held og lykke med den ‘ubrugelige’ humaniorauddannelse. Du er på ingen måde selv ubrugelig.

Der er slet ikke så stor grund til bekymring. Og hvis du har lyst, så har vi masser af plads til dig ovre på Uniradioen – med eller uden hat.

Ønsker du at deltage i debatten på Uniavisen? Send dit indlæg til uni-avis@adm.ku.dk – og læs mere om vores debatregler her.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste