En lektion i porno

Jeg går rundt i et gangsystem under Rigshospitalet og leder efter Psykiatrisk auditorium. På en dør står der: »VÆR VENLIGST STILLE.« Det lyder som en dødsannonce, tænker jeg. Der er ikke et eneste menneske at se, men lydene fortæller, at hospitalet lever. Alle mulige støjende maskiner holder det i gang.

Jeg er kommet for at deltage i den loge-klingende »Hertoft-eftermiddag.« Her mødes man for at diskutere tidens seksuelle problemstillinger. Og i dag er der pornofilm på tapetet. Brochuren lover, at publikum vil blive udfordret med »vild sex på tværs af køn og klicheer.«

Jeg åbner en lille hvid dør, der uventet fører ind til et nydeligt auditorium. Jeg finder en plads og får øje på Christian Graugaard, dansk sexologis godfather, der trækker gardinerne for, så årets første solstråler holdes ude, og vi sidder tilbage i et mørklagt rum. Jeg kigger rundt.

Hvem er de andre? Overlæger? Sexologer? Hvidhårede mænd med skæg, briller og veste, enkelte kvinder og kun få unge. Sikkert lægestuderende.

»Jeg var lige oppe på stuen, men jeg tror, den gamle dame døde,« lyder det henkastet fra rækken bag mig.

Skal jeg virkelig sidde og se porno med disse mennesker?

Koderne på hovedet

»Det bliver voldsomt og chokerende,« lover Steen Schapiro, dagens hovedperson, der netop er trådt ind på scenen.

Han er klipper, debattør og ekspert i seksuelle subkulturer – og i øvrigt selv en del af »fetich-miljøet«, som han siger. Nu kan han så også skrive genreeksperimenterende pornoinstruktør på cv’et.

I Schapiros porno-udlægning vises aktørerne ikke som typiske sexmaskiner, men som helt – eller relativt – almindelige mennesker med en fortid, med passioner og politiske overbevisninger. Såkaldte hele mennesker. Der har sex.

Schapiro fortæller, at han er træt af den eksperimenterende kunstfilm, hvor ellers radikale instruktører ikke rigtig tør blotte sig. Og de kunstfilm, der handler om sex, går aldrig hardcore nok til værks. Det hele bliver for lækkert og æstetisk, mens de »rigtige« pornofilm altid skal overholde en række koder og konventioner.

For eksempel må der ikke være for meget historie, aktørerne må ikke snakke, og de må under ingen omstændigheder være for kloge. For så forsvinder ophidselsen, mener Schapiro, der retorisk spørger, om det ikke er sådan, at ophidselsen nødvendigvis er forbundet med en form for objektgørelse. Hvad sker der, hvis man vender koderne på hovedet?

Jeg læner mig tilbage i auditoriesædet, klar til selv at finde svaret.

En forbrugerkritisk transvestit

»LOOPS – Real People, True Stories, HARD CORE,« står der med store bogstaver på lærredet, og vi kastes direkte ud i det. En kvinde fortæller om et barndomsminde, mens hun er hængt op og får boret nåle gennem balderne.

En mand ruller dem – altså balderne – ind i tape og slår hende til blods, mens hun med blid stemme fortæller om engang, hun så et smukt dådyr. Han pisker. Hun taler til kameraet. Musikken er yderst genrebevidst, hårdtpumpende, dunkel.

Der klippes til en snakkesalig transvestit i flotte, reklameæstetiske rammer:

»Det bekymrer mig, at jeg ikke kan komme ud af det forbrugsræs, ligegyldigt hvad jeg gør,« siger han, mens to kvinder befamler ham. Musikken er funky. Komisk. Jeg kommer til at fnise.

»Jeg har altid godt kunnet lide at sy – jeg har syet siden jeg var fem,« siger en kvinde, mens hun tager sin veninde med en påspændingsdildo.

Og endelig er der en svensk kvinde, der prædiker feministiske værdier, mens hun bliver taget i en gonzo-agtig film, hvor en mand har lokket hende op på et hotelværelse.

»Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil.«

Kameraet er nu helt tæt på hendes ansigt. Mandens lem kommer ud over det, mens hun konkluderer:

»Jeg bliver så vred på mænd, der udnytter kvinder (…) Jeg er feminist og stolt af det.«

Dekonstruktion af porno?

Jeg konstaterer, at jeg ikke rigtig kan høre efter, men at jeg heller ikke lever mig ind i pornoen. Der bliver klappet i salen.
Christian Graugaard vil vide, om filmen er en programerklæring eller et eksperiment?

Hudfletter Schapiro en syg, seksualiseret kultur? Viser filmen, hvor absurd det er, at pornoens – eller måske endda erotikkens – modsætning synes at være forestillingen om det hele, politiske menneske? Eller er det bare en kølig konstatering?

Schapiro selv lægger vægt på, at seeren selv må undersøge, hvad filmen betyder, og at den først og fremmest stiller spørgsmål om erotikken og pornoens natur. Og idet Hertoft-eftermiddagen rinder ud, og solen igen lyser psykiatriens auditorium op, er det især ét spørgsmål, der synes at hænge i rummet:

Er porno egnet til at blive set sammen med andre?

Uni-avis@adm.ku.dk