Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

En nøgtern anmeldelse af Søndre Campus

Essay — En teologistuderende filosoferer over mødet med Søndre Campus' glasvægge, åbne rum og automatisk tændende lamper. »Det gode er, at vi ikke længere skal finde os i at træde ind i et mørkt rum og famle efter kontakten, alt i mens vi [...] overvejer, om der f.eks. står en psykopat fra religionsvidenskab eller djævelen selv og venter på at slå os ihjel.«

Også en bygning er kunst i den forstand, at den rejser og svarer på spørgsmål. Den tænkes, tegnes og opføres på jorden, i et land, nu, men med henblik på fremtiden, udsprunget af kultur, ideologi, menneskesyn: fortid. Den tager fortolkende og reflekterende form i tid og rum. Og selv efter at bygningen er rejst – og rumligt står færdigbygget dér, og vi med vores krop tager den i brug, sanser den og med tiden bliver fortrolige med den i en sådan grad, at vi ikke længere gebærder os nysgerrigt tænkende og følende rundt i den – rejser den og svarer på spørgsmål. Vi tilpasser os den, og forskyder os ind i den, den præger os, og da er den bare en bygning, som vi kender. Men en bygning er mere end en bygning.

Februar 2017 flyttede Det Teologiske Fakultet ud på Amager, til det der før hed KUA, men som nu hedder Søndre Campus. Det er en objektivt set velfungerende bygning med den teknologi, der hør sig og bør. Det gælder f.eks. selvregulerende persienner, der manøvrer sig op og ned alt efter, hvad nogle lyssensorer samvittighedsfuldt anbefaler, og et airconditionanlæg med en computers fine situationsfornemmelse, der aldrig kammer over i hverken for meget eller for lidt.

Det betyder, at det blufærdige menneske ikke altid kan finde ro derude, men da blufærdighed er personens grænse, er det godt så. Sådan en ulykkelighed at være blufærdig skal afhjælpes.
Kresten Buur Melchiorsen, stud.theol

Der er særdeles mange glasvægge. På den måde slipper man for at være alene. Man kan nemlig stort set hele tiden se andre mennesker gennem glasset, hvis man opholder sig derude i dagtimerne. Af denne åbne bygning bliver man selv åben. Det betyder, at det blufærdige menneske ikke altid kan finde ro derude, men da blufærdighed er personens grænse, er det godt så. Sådan en ulykkelighed at være blufærdig skal afhjælpes. Den lille læsesal ligger desuden med et stort vinduesparti ud til en gård. Lønlige, ensomme øjeblikke med en bog undgås dermed, og der er ikke noget mere befordrende for en mere åben, harmonisk og positiv tænkning end det ikke at være alene. Man får hermed også betonet det kollektive ved at læse og tænke. Således kan vi derude løfte i flok, og flere får nok færdiggjort deres studier på normeret tid. Ensomhed kan nemlig være hæmmende for produktiviteten. Og på grund af den store mængde af glas, der mange steder muliggør et himmel-syn, og lyset der strømmer ind, er skyggefornemmelsen knap så udpræget. Skyggerne er der, naturligvis, men på en forlegen og tilbagetrukket måde: umbra non grata. De indelukkede rum er borte, og fordi lyset tænder af sig selv, idet det registrerer bevægelse, undgår man mørket, der kan give mindelser om døden og uvisheden. At lyset, der registrerer bevægelse, slukker af sig selv og derfor sparer strøm, er uvæsentligt. Det gode er, at vi ikke længere skal finde os i at træde ind i et mørkt rum og famle efter kontakten, alt i mens vi – hvis vi er en kende neurotisk anlagte – overvejer, om der f.eks. står en psykopat fra religionsvidenskab eller djævelen selv og venter på at slå os ihjel.

Kommer man der tidligt om morgenen eller efter eftermiddag, skal man for at komme igennem nogle døre bruge sit identitetskort på en kortlæser, der sidder i tilpas lav højde til, at man har en vag fornemmelse af at blive ydmyget, når man bukker sig blot en smule. Men heldigvis er dørene af glas, så man kan smile til dem, der sidder på den anden side, og på den måde får man lidt sjov ud af situationen. Og eftersom smilet er et letforståeligt allemandseje – hvis praktiske anvendelighed er ubegrænset, og desuden er den absolut korteste vej mellem mennesker, hvis lykke man holder i sin hånd – får man med tiden opbygget nogle venskaber. Også ind til de såkaldte undervisningslokaler er der smalle glaspartier. Det er fornemt, fordi de forbigående derved får en grund til at spankulere desto mere. De, der sidder derinde, får desuden rig mulighed for at arbejde med at fastholde deres koncentration i distraherende situationer, og det er muligvis den mest praktisk teologiske øvelse, der finder sted derude. Det er simulation af at stå på prædikestolen.

Der er store, åbne rum og lange gange, der kan give en fornemmelsen af at være i en mindre lufthavn, hvilket sikkert er inciterende for rejselysten. Det handler om at suspendere den hverdag så ofte som muligt og komme ud og opleve den verden. Og de mange lokaler, der ligger ud til gangen, har naturligvis også vægge af glas, og det er tydeligvis tanken med tiden at få åbnet nogle butikker derude. Der er kun 32 faste læsepladser til et fakultet med langt flere studerende, men heldigvis er der placeret sofagrupper og det, der ligner caféborde, her og der. Mange læsepladser er placeret på gangene eller forskudt over kantinen, som også kaldes markedspladsen, så det pulserende liv, hvor man omgås og kan høre andre omgås hinanden, hele tiden er tæt på. Der er plads til butikker på gangene, og cafébordene er placeret i overmål, og såfremt der allerede nu er et centralanlæg, der kan spille musik, der er motiverende for købelysten, er der rig mulighed for at lave et område med shopping i den afdeling af Søndre Campus, der er Det Teologiske Fakultet, og som sandsynligvis alligevel snart lukker. Markedspladsen er der allerede, dér hvor kantinen som nævnt holder til. I parentes bemærket serveres maden på nogle store, robuste borde med en blank metaloverflade. Efter lukketid er disse borde, der er fastgjorte til gulvet, særdeles velegnede til beer pong.

I en lukket gård er der et kunstværk af Ingvar Cronhammer. Kunstværket går under navnet Gabriel, og er omgivet af nogle træer, der endnu ikke for alvor er sprunget ud, og nogle stenfliser, der er nænsomt placeret blandt noget græs. Langs glasvæggene er der nogle store træbænke, hvor man kan sidde og have det godt. Gabriel er sandsynligvis en engel, men ligner en nedfalden satellit – og det er godt det samme. Står man derude en forårsaften – i en socio-kosmisk fortrolighed med altet og alle – opdager man måske, at bygningen udvendigt såvel som indvendigt er beklædt med nogle emaljerede metalplader, der har fået trykket et mønster, der forestiller nogle opretstående og nogle skævtstående bøger. Sådan får man på kunstfærdig vis symboliseret, at det er et bogligt universitet, hvorom det drejer sig. På fakultetet er mange bøger spredt placeret på gangene, de øvrige opmagasineres i et kælderrum. Det gode ved den løsning er, at man undgår den kedelige biblioteksstemning, der på ingen måde er opfriskende. At samle utrolig mange bøger på et sted betoner sanseligt-visuelt, hvor overvældende meget der er skrevet, hvordan mennesker altid har bakset med spørgsmål, som også vi i dag bakser med. At 90 % af alle bøger som bekendt er kedelig reproduktion, er nok ikke grunden til, at man har valgt at sprede biblioteket. At se alt for mange bøger samlet på et sted kan virke demoraliserende, og det er godt tænkt at skåne de studerende for den forfærdelige oplevelse, der kan få dem til at tage stilling til forskellen mellem kedelig reproduktion og personlig tilegnelse.

På Søndre Campus har man – efter min opfattelse – særligt ville tilgodese øjet. Det kan man se af, at brugen af materialer ikke er gennemskuelig, selvom der er meget glas.
Kresten Buur Melchiorsen, stud.theol

Der er langt mere at sige om Søndre Campus, når man har været i omgang med bygningen i længere tid og er blevet fortrolig med den. Man oplever en bygning med sin krop, samtlige af sine sanser, og oplever også sig selv – først sanseligt, da kulturelt. Det tager tid. På Søndre Campus har man – efter min opfattelse – særligt ville tilgodese øjet. Det kan man se af, at brugen af materialer ikke er gennemskuelig, selvom der er meget glas. Vi er ikke fortrolige med materialet, hvis tilblivelsesproces er skjult for os, og vi skal ikke tage fat i et dørhåndtag, når vi træder ind i bygningen på Søndre Campus. Et dørhåndtag er som bekendt en bygnings håndtryk. Det er et spørgsmål om høflighed.

Når man først sanser en bygning går man fra helheden til detaljerne, som man kan reflektere over og ufatteligt længe spekulere over, hvad mon betyder, symboliserer. Man kan her tænke på en kirke både ind- og udvendigt, alle detaljerne hvis ornamentering er mere end form, perspektiv og proportioner. Vi sanser også en bygning med kroppen. Vi ser et vindue og forestiller os stå der og kigge ud. Vi reflekterer vores krop ind i bygningens størrelsesforhold. Det kaldes kroppens tavse visdom, som man som arkitekt skal have in mente, når man tegner en bygning. Det har man nok ikke haft, da man tegnede Søndre Campus, hvor arkitekterne efter sigende sågar overraskedes, da en – i hvert fald i den henseende uskyldig – professor spurgte, hvor mon toiletterne var. Dem havde man glemt at placere på tegningen. Når en bygning mister forbindelsen med kroppens tavse visdom, både hvad angår materialer og størrelsesforhold, isoleres den i synets abstrakte verden. Man føler sig fremmed i forhold til bygningen, som man ikke kropssprogligt kan spejle sig i. Når videre bygningen er teknologisk gennemsyret, og vi i den da kan føle os instrumentaliseret, og materialerne er frembragt på en for os uforståelig teknisk vis, bliver synet desto mere koldt og fjernt. Brugen af materialer udtrykker også noget væsentligt. Ifølge den finske arkitekt Juhani Pallasmaa udtrykker brugen af enorme glaspaneler, emaljerede metaller og syntetiske plastmaterialer en fortiet angst for døden, fordi det er materialer, som vi ikke kan forestille ældes. Materialerne er tænkt tidløse, og det er en alvorlig brist, og samtidig kan synet i kraft af fraværet af kroppens tavse visdom ikke integrere sine øvrige sanser umiddelbart i oplevelsen, hvorved synet netop abstraheres fra sin forgængelige krop. Ifølge Pallasmaa betyder den synsorienterede arkitektur, der negligerer de øvrige sanser, i sidste ende en nihilisme. ”I stedet for at forstærke menneskets kropscentrerede og integrerende oplevelse af verden afsondrer og isolerer den nihilistiske arkitektur kroppen, og i stedet for at forsøge at rekonstruere den kulturelle orden forhindrer den enhver aflæsning af kollektiv betydning”. Synet alene lægger øde, akkurat som uhæmmet oplysning opløser. Det handler også om f.eks. at høre i overført betydning.

Arkitektur er kultur. Den er kunst, og udtrykker nogle svar på nogle spørgsmål, der er forbundet med det at være menneske; i tid og rum. Arkitekturen, vi oplever, forbinder os med de døde, såfremt arkitekturen ikke selv fornægter døden. Døden skal have lov til at tale, før de døde kan tale. Ifølge Oswald Spengler vågner enhver kultur ”med et pludseligt nyt blik på døden som den erkendte verdens hemmelighed”. Når kulturen dør, dør døden. Det gør den med civilisation, der ifølge Spengler er den mumificerede kultur. Kulturen vågner med et blik på døden, og bliver til civilisation, når den har udtømt sig. Blodet størkner og kraften svinder, og kulturen stivner i form: civilisation. Det er længe siden, at Spengler udgav sit store værk Vesterlandets undergang, hvis forudsigelser kan undre os, der endnu lever i Europa. Dem kan vi ikke stort stille noget op med, men hans storslåede, kunstnerisk følsomme arbejde med kulturerne er et overvældende stykke arbejde, som vi kan lade os inspirere af i flere henseender. Ifølge Spengler kan stort set alt aflæses i arkitekturen, men hvorvidt det faktisk forholder sig, som vi aner, kan vi aldrig vide. Det er ikke positivisme, og når Spengler forfaldt dertil, tog han fejl.

Hvor kulturen dør, bliver civilisationen tilbage. Storbyen er et symbol på det, formløs form. Storbyen ”drager livskilderne fra det afmægtige landskab til sig – menneskemasserne – som klitter blæses de ind i hinanden og bort, som løst sand der rislende forsvinder mellem stenene. Her fejrer åndsvidenskaberne og kapitalismen deres største og sidste sejre”. De sidste sejre, den er udtømt. Storbyen er den synkende kulturs dødssymbol. Men det er et dødssymbol i betydning kulturens død, og derfor også dødens død. Kulturen som det meningsgivende, blomstrende og skabende lider den undergang at gå under i form og forvitre ind i civilisation

Der er intet sted derude, på Søndre Campus, hvor man kan falde til ro i blufærdig, lønlig samtale med døden. Og uden døden er der intet liv.
Kresten Buur Melchiorsen, stud.theol

Men kulturen kan revitaliseres – det mente Spengler vist ikke, for ham var det maskinen, der ville bestemme og forme fremtiden. Men den kan revitaliseres. Kommer civilisationen igen i berøring med døden, i et blik på den som den erkendte verdens hemmelighed, kan døden tale, og da kan de døde tale. Og hvor de døde kan tale: der ér kultur. Der er intet sted derude, på Søndre Campus, hvor man kan falde til ro i blufærdig, lønlig samtale med døden. Og uden døden er der intet liv. Fordi åbenheden dér ikke er omgærdet af de dødes tale er tomhed. Den åbenhed, der åbner noget, nægtes i arkitekturens historieløse transparens, fordi åbenheden uden grund i det forbigangne er intethed. Det er formløs form uden dødens klangbund, hvis taktfaste tone livet ikke udfolder sig uden.

Kulturen vågner med et nyt blik på døden. Vores blik på døden er kirken. Og i stedet for at opføre et såkaldt rekreativt område på Søndre Campus mellem de forskellige fakulteter og institutter, skal man opføre en kirke, der er vores blik på døden. Det er forkyndelsen af dens overvindelse, men det er ikke ignoreringen af den. Vi smiler ad døden, men ignorerer den ikke.

Ovenstående essay er oprindeligt trykt i Studenterkredsens Tidsskrift, april 2017.
Ønsker du at deltage i debatten på Uniavisen? Send dit indlæg til uni-avis@adm.ku.dk – og læs mere om vores debatregler her.

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste