En ode til den spørgelystne studine

Rasmus Rosenberg Larsen er ph.d.-studerende ved SUNY Buffalo (The State University of New York), hvor han skriver om moralfilosofi. I øjeblikket er han desuden research fellow på Søren Kierkegaard Forskningscenter på Københavns Universitet. Rasmus Rosenberg Larsen har i anledning af den snarlige studiestart skrevet denne ode:

Studietid handler selvsagt om at tilegne sig viden. Men faktisk handler det måske mere om at opbygge sig selv som et nysgerrigt og kritisk fornuftsvæsen.

At blive til et fornuftsvæsen betyder, at man lader sig pirre af sin allerinderste nysgerrighed. Problemet er så, at du på din vej igennem universitetet vil møde et hobetal af mennesker, som alle vil fortælle dig, at nysgerrigheden, den er der ikke brug for.

Så giv dig i akt, du nyslåede studine!

Uden nysgerrigheden står livet nemlig i stampe, og tilværelsen henfalder til en eksistens fuld af banale gentagelser. Mange går denne golde tilstand i møde, fra det sekund de fødes, og det sidste nådestød kommer, når målet med din studietid bliver reduceret til en blind udenadslære og datarecitation. En papegøje er altså ikke et fornuftsvæsen, bare fordi den siger noget med kiks.

Næ, det er nysgerrigheden, der er sejlet på det menneskelige korpus. Den gør os i stand til at ville se verden – insistere på at vende hver en sten. Træd ind på universitetet – kongerigets fornemmeste internat – med nysgerrighedens storsejl udspændt i masten.

Som dyr er mennesket blandt de få racer, som ikke blot lader sig underholde af dets instinkter, men også ønsker at opsøge det, som går ud over stimulans. Mange dyr ser sig tilfreds med, at blomsten på marken blot er en del af et stimulerende landskab. Mennesket er anderledes. Vi ønsker at plukke blomsten; den skal undersøges, føles og duftes – dvs. frem for alt forstås.

Uden nysgerrigheden ville vi ikke engang udforske vores egen natur. Uden nysgerrigheden ville eksistensen være et alenlangt uinteresseret tidsfordriv. Kan du følge mig? Det må simpelthen være nysgerrigheden, som gør, at verden har potentiale som noget, der interesserer os overhovedet.

Som børn lærer vi desværre, at nysgerrigheden er vores egen ærkefjende. Alt omkring os er farligt, råber de kedelige, dogmatiske voksne. Holder vi ikke nysgerrigheden i skak, så vil ulykke hagle ned over os. De fortæller det med en insisterende løftet pegefinger. Der er i det hele taget ikke det, som der ikke er forbud imod – og stikker man næsen for langt frem, så får den et rap. Man skal i det hele taget bare være på en fastlagt måde.

Men universitetet er tænkt som noget andet. Universitetet legaliserer din nysgerrighed. Og derfor er universitetsdagene også det egentlige brud med vores konstitutionelle og fængslende barndom. Universitetet er et brud med denne pas-på-verden-indstilling, vi alle blev pålagt fra spæd. Studietiden er med andre ord en omfavnelse af den sande barnlighed, nemlig nysgerrigheden.

Barnlighed indebærer at man følger Fandens mørke veje, i stedet for himmerigets bedårende, men kedelige engle. For Fandens veje kender barnet ikke, og derfor skal de belyses. De voksnes fortællinger handler nemlig om alt andet end Fandens fodspor. Kan du fatte det?

Katastrofen må være, når nysgerrigheden forsvinder. Så er bækken tom, den sidste øl drukket, og alt bliver med et til en regnvejrsdag i stiv kuling. Pisse klamt og i det hele taget ikke særlig nice.

Du yndige studine, du bedårende menneske. Du har netop taget dit første skridt i dit nye liv, et liv i omvæltning og uendelig tvivl. Må du for evigt gå imod den enestående flod af ensartethed, hvor folk er flest og flokkes i en naiv tilstand af påtaget overklogskab. Må din nysgerrighed pirre dig, så længe luften huserer i dine lunger, og blodet giver dig ånd.

uni-avis@adm.ku.dk