En sag om magt

På Sociologisk Institut afdækker de magtstrukturer og hierarkier i samfund og organisationer. Det er i hvert fald hvad man bryster sig af og fortæller sine studerende. Men hvis den organisation man undersøger, er Danmarks Radio, og det man afslører, ikke er til DR-ledelsens tilfredshed, så skal man som studerende åbenbart ikke forvente at få nogen som helst opbakning fra Sociologisk Instituts ledelse. Det måtte sociologistuderende Mille Buch-Andersen i hvert fald sande efter at hendes speciale der afdækkede store konflikter i DR’s Radiosymfoniorkester, blev krævet ændret af DR’s ledelse.

Hvis ikke Mille Buch-Andersen ville gå med til det, truede DR med at ophæve al specialesamarbejde med Københavns Universitet. Hårdt presset af DR og Sociologisk Institut fik hun et ’tilbud’ om at trække sit ellers afleverede speciale tilbage og ændre i det videnskabelige indhold. Nægtede hun ville Sociologisk Institut »blive nødt til at markere sin holdning,« og trække drastisk ned i hendes karakter, fortalte man hende. Modstræbende gik Mille Buch-Andersen med til at trække specialet tilbage, men klagede senere over forløbet og at hun var blevet tvunget til at censurere i sit eget speciale. Men som beskrevet i Universitetsavisen i sidste nummer mener hverken dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Troels Østergaard Sørensen eller institutleder Carsten Strøby at der er noget at komme efter. Så meget for afdækning af magt.

Sociologens opgave

Det startede ellers ganske fredeligt for Mille Buch-Andersen da hun for snart to år siden i efteråret 2005 tog kontakt til Radiosymfoniorkesteret for at undersøge muligheden for at bruge orkesteret og dets ledelse som case i sit speciale. På et to timer langt møde med Radiosymfoniorkesterets leder Per Erik Veng fik hun frie hænder til at lave medarbejderinterviews, spørgeskemaer, følge prøver og overvære koncerter. Orkesterlederen havde endda selv et forslag til hvad Mille kunne tage fat på. »Per Erik Veng fortalte at der var konflikter mellem musikerne internt og mellem musikerne og dirigenterne. Det syntes han kunne være spændende at få afdækket i et speciale, og han var meget samarbejdsvillig. Han var også helt med på at han selvfølgelig ikke havde indflydelse på indholdet,« fortæller Mille Buch-Andersen.

I løbet af det næste halve år fra december 2005 til juli 2006 havde hun kontakt til over fyrre musikere i symfoniorkesteret, lavede interviews, indsamlede spørgeskemaer og gjorde feltstudier. Meget hurtigt viste det sig dog at de største konflikter i orkesteret ikke var mellem musikerne internt, men mellem musikerne og ledelsen, og at det var dét et sociologisk organisationsspeciale burde koncentrere sig om. Mange af de adspurgte musikere udtrykte overfor Mille Buch-Andersen nemlig stærk utilfredshed, angst og vrede over deres ledelse. Ikke at der var noget nyt i det. I musikerkredse var det almindeligt kendt at Dansk Musiker Forbund i årevis havde kørt personalesager mod Per Erik Vengs ledelse af Radiosymfoniorkesteret.

Alligevel kom det bag på Mille Buch-Andersen. »Da det gik op for mig hvor slemt det stod til i Radiosymfoniorkesteret, kom jeg lidt i tvivl: Kunne jeg virkelig skrive det? Mange af musikerne udtalte sig nemlig meget skarpt om deres chef. Så jeg spurgte min vejleder Poul Poder om han syntes det var okay. Det syntes han. Han sagde at det jo netop er sociologens opgave at afdække den slags ting,« siger Mille Buch-Andersen der dog alligevel valgte at skære de værste kaldenavne, ytringer og skrækhistorier fra. Den 5. februar 2007 afleverede hun sit speciale. Her beskrev hun hvordan forholdet mellem Radiosymfoniorkesterets musikere og deres ledelse var så dårligt at mange af musikerne følte at det gik stærkt ud over deres personlige og professionelle liv.

Et tilbud hun ikke kunne afslå

Som aftalt sendte Mille Buch-Andersen sit speciale til ledelse og musikere i Radiosymfoniorkesteret. Reaktionen kom prompte fra både Per Erik Veng og dennes chef, DR’s musikdivisionschef Morten Pankoke. I en mail som også blev sendt til institutleder Carsten Strøby og vejlederen Poul Poder, anklagede Morten Pankoke bl.a. Mille for at have begået aftalebrud ved ikke at informere orkesterets ledelse om indholdet af specialet samt ved at sende det ud til de interviewede musikere. Endvidere betegnede Pankoke specialet som »uvidenskabeligt« og sluttede sin mail med en slet skjult trussel: »DR hverken kan eller vil fremover medvirke til samarbejde omkring specialer hvis vi ikke kan regne med at det sker i respekt for indgåede aftaler og i samarbejde med de mennesker der har påtaget sig et ansvar for at drive DR som virksomhed,« skrev han.

Den kritik kom helt bag på Mille Buch-Andersen. Dels mente hun at have en klar aftale med Per Erik Veng om frie hænder til at skrive hvad hun ville, dels at det er kutyme at sende det færdige resultat ud til dem man har interviewet i en undersøgelse. »Så jeg ringede til både Poul Poder og institutlederen Carsten Strøby. De forsikrede mig om at instituttet skam havde ’faglig sympati’ med mig, og at DR burde have indgået en skriftlig kontrakt med mig hvis de ønskede at godkende specialet eller at undgå at jeg berørte specifikke emner,« siger Mille Buch-Andersen.

Denne sympati ændrede sig dog natten over. Dagen efter blev hun kaldt til møde hos vejleder Poul Poder der meddelte hende at han havde talt med institutlederen og studielederen om hendes speciale, og at det indeholdt ”en række alvorlige metodiske og forskningsetiske problemer”. Derfor ville de gerne tilbyde hende – og opfordre hende til – at hun trak specialet tilbage, reviderede det og afleverede det igen senere. »Jeg gik totalt i chok. Hvordan kunne de ændre holdning i løbet af en nat? Jeg spurgte hvad der skete hvis jeg ikke ville trække specialet tilbage. Så blev instituttet ”nødt til at markere sin holdning hvilket ville trække kraftigt ned i min karakter”, sagde Poul Poder. På det tidspunkt var der en uge til at jeg skulle have forsvaret specialet,« siger Buch-Andersen der under hele mødet følte at institutledelsen forsøgte at tørre ansvaret af på hende. »Jeg spurgte hvad de ville have at jeg ændrede i mit speciale. Men jeg fik at vide at det jo så sandelig ikke var dem der ville have at jeg ændrede noget. De gav bare mig muligheden for at tænke mig om og indse de store fejl jeg havde begået, sagde de. Og da jeg spurgte min vejleder hvorfor han ikke havde sagt noget da han havde læst mit speciale igennem og givet mig grønt lys til at aflevere det, sagde han bare at ”nu skulle vi se fremad”. Jeg følte det var så kujonagtigt at han ikke bakkede mig op. Det var jo ikke mere end en uges tid siden han havde sagt at det var klar til at aflevere,« siger Mille Buch-Andersen.

På mødet spurgte hun også om Poul Poder mente det var nok at hun anonymiserede orkesteret. Det mente han ikke. Det var heller ikke nok at indskrive endnu flere forbehold i konklusionen. I stedet anbefalede han Mille Buch-Andersen at skrive ledelsen helt ud af specialet og kun fokusere på problemerne medarbejderne imellem. Altså det fokus som DR’s orkesterleder Per Erik Veng selv havde anbefalet Mille på deres første møde. »Så jeg trak mit speciale tilbage. Jeg følte mig under så stort et pres at jeg simpelthen ikke havde andet valg,« siger Mille Buch-Andersen.

Hykleri og ansvarsflugt

I de næste par måneder skrev hun sit speciale om. Hun anonymiserede orkesteret, indførte flere forbehold i analysen og udvandede sin konklusion med at flere af de adspurgte ansatte jo »kunne have haft en dårlig dag hvilket kunne have afsmittet på deres svar.« Uden at hun dog selv troede på det. Musikernes kritik af ledelsen nedtonede hun, men hun pillede det ikke ud, på trods af instituttets opfordringer. »Det ville jeg ikke kunne stå inde for. Så havde det jo bare været bestilt arbejde for DR’s ledelse,« siger Mille Buch-Andersen.

Hun afleverede specialet i maj i år og forsvarede det. Af censor fik hun at vide at det var et fint speciale, men at det var som om hun skjulte nogle ting og skrev noget mellem linjerne. »Jeg kiggede på Poul Poder. Og han nikkede bare som om han var helt enig med censor. Men det var jo ham der ville have at jeg skrev sådan! Det er jo vildt hyklerisk,« siger Buch-Andersen der også tog kontakt til musikchef Morten Pankoke og hørte om DR var interesseret i at se det reviderede speciale. »Men det var de bestemt ikke. De virkede stadig meget sure på mig og ville ikke tillade at symfoniorkesterets musikere læste det. Samtidig følte jeg mig skræmt og sat på plads. Jeg stod totalt alene, og jeg følte skyld. Jeg turde ikke engang gå ind på mit eget bibliotek på sociologi og låne bøger – for ingen andre end mig havde taget ansvar for noget,« siger Mille Buch-Andersen.

Ændrede forklaring

Så kunne historien egentlig være sluttet der. Men på trods af Buch-Andersens forsøg på at tænke på noget andet blev følelsen af uretfærdighed hængende sommeren over. »Jeg tænkte at det var tarveligt hvis de bare kunne slippe af sted med sådan noget. Og så tænkte jeg om det også sker andre steder? Som studerende har man ikke noget system der hjælper én. Derfor besluttede jeg at klage til dekanen,« siger hun.

Afgørelsen kom den 23. oktober. I den fastslog dekan Troels Østergaard Sørensen at der intet uretmæssigt var sket. Mille Buch-Andersen havde fået et generøst tilbud om at trække sit speciale tilbage som hun havde taget imod frivilligt. Derfor var der ikke tale om censur, hverken fra Sociologisk Institut eller DR’s side, konkluderede han.

»Men det er jo ikke rigtigt. Sociologisk Institut reagerer kun fordi DR klager og truer med at ophæve samarbejdet med universitetet hvis de ikke får mig til at trække specialet tilbage. I sit svar på min klage indrømmer institutleder Carsten Strøby selv at det er klagen fra DR han reagerer på. Men det prøver dekanen at benægte. Og at det skulle være mit eget frie valg at trække specialet tilbage, er jo til grin. Det var overhovedet ikke frivilligt,« siger Mille Buch-Andersen.

For en udenforstående lyder det jo som censur. Og selvom Mille helst ikke selv vil tage ordet censur i sin mund, lægger hun ikke skjul på at det er hendes klare opfattelse at der er sket noget forkert i hendes sag. »Og det er bare ikke i orden. DR var sure på mig fordi de mente jeg havde fundet frem til noget andet end vi var blevet enige om. Men når man laver feltarbejde, ved man jo ikke hvad det ender med. Og hvis resultatet af en undersøgelse ikke må være uventet, hvad grund er der så til at lave den?« spørger Buch-Andersen.

I sin afgørelse lægger dekan Troels Østergaard Sørensen også vægt på at det var på grund af mangelfuld vejledning at Mille Buch-Andersen kunne få lov til at trække sit speciale tilbage, noget der ellers ikke er tilladt. »Men oprindeligt sagde de jo at det var på grund af ”alvorlige metodiske og forskningsetiske problemer” at jeg fik tilbuddet om at trække specialet tilbage. Men lige pludselig skriver dekanen så at det er på grund af fejl i vejledningen. Og det er selvom at institutleder Carsten Strøby i sit første svar til mig præciserede at han ikke havde nogle anmærkninger til min vejledning,« siger Buch-Andersen der undrer sig over de ændrede forklaringer.

En af forklaringerne kunne være at fakultetet normalt kun tillader at en studerende trækker et speciale tilbage hvis der er fejl i vejledningen. Det er metodiske og forskningsetiske fejl normalt ikke nok til. Men om det virkelig er sådan at Sociologisk Institut med vold og magt ikke ville have det pågældende speciale ud og derfor siden hen fandt på en undskyldning der passede til situationen, vil Mille Buch-Andersen ikke udtale sig om. I stedet har hun valgt at klage til rektor og lade ham tage stilling til sagen. »Hvorfor blev jeg så kraftigt opfordret til at trække specialet tilbage og skrive det om? Og hvad var grunden? Var det virkelig fordi de ville være flinke at de sagde: ’Nej, du kan godt skrive noget der er bedre’? Eller lå der noget andet bag? Og hvorfor ændrede institutleder og dekan pludselig forklaring? Det vil jeg gerne have svar på fra rektor,« siger Mille Buch-Andersen.

Havde ret

Efter hendes sag er kommet frem i medierne og offentligheden er der sket ting og sager. Artikler og ledere i alle de store dagblade har beskrevet hvordan DR har lagt pres på Københavns Universitet hvilket både tv-stationen og universitetet har benægtet. Universitets- og Bygningsstyrelsen under Videnskabsministeriet har meldt ud at det slet ikke er lovligt at trække et speciale tilbage når det først er afleveret. Og i Information har resten af landets universiteter meldt ud at deres studerende under ingen omstændigheder kan gøre det Mille Buch-Andersen er blevet presset til af Sociologisk Institut.

Men mest markant er det måske at DR med musikchef Morten Pankoke i spidsen for nogle uger siden valgte at fyre orkesterlederen Per Erik Veng på grund af store notoriske samarbejdsproblemer. Så Mille Buch-Andersens konklusioner var åbenbart rigtige. Og selvom det selvfølgelig er en lille trøst for hende at det nu er kommet frem, kan hun godt blive harm når hun læser DR-ledelsens udtalelser i sagen, fortæller hun. Specielt Morten Pankokes udtalelser om at det til dels er på baggrund af hendes speciale at han nu har valgt at omorganisere Radiosymfoniorkesterets organisation med ny ledelsesstil. Et speciale han ellers har kaldt uvidenskabeligt.

»Hvordan kan Pankoke bruge et speciale som han selv har bekæmpet og kaldt uvidenskabeligt som baggrund for så vigtige organisatoriske omorganiseringer? Det kan man jo undre sig over,« siger Mille Buch-Andersen og tilføjer med et lille smil: »Nu håber jeg bare han sender mig et konsulenthonorar.« Mille Buch-Andersen er efter sit succesfulde specialeforsvar blevet ansat i Københavns Kommune. »Ironisk nok med ledelsesevaluering og analyse af medarbejderforhold som speciale,« slutter hun.

Hverken Musikchef i DR Morten Pankoke, institutleder Carsten Strøby, vejleder Poul Poder eller dekan Troels Østergaard Sørensen har ønsket at medvirke eller udtale sig i denne artikel. Pankoke har ikke mere at tilføje end hvad han allerede har udtalt til Information, Strøby og Poder henviser til deres dekan og dekan Troels Østergaard Sørensen ønsker ikke at udtale sig så længe klagesagen kører hos rektor.