Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

En solrig efterårsdag mødte Peter Høeg stor videnskab for første gang. Og følte lykke

Peter Høeg blev overvældet af videnskabens skønhed, da han gik på Københavns Universitet. Men han havde nær forladt universitetet for altid, da han fik en personlig krise og stak til søs. Et øjebliks klarhed ændrede alt.

Jeg læste mag.art., som var en syvårig uddannelse, hvor jeg beskæftigede mig med litteraturvidenskab, og så tog jeg for fornøjelsens skyld et bifag i Idræt, fordi der var masser af fællesskab og træningstimer – 26 timer om ugen. Jeg var også danser ved siden af studiet.

Jeg havde en masse dygtige lærere, men jeg havde en følelse af desorientering, som man især kan have på humaniora. Forskellige modebølger afløser hinanden, så kommer der fransk strukturalisme, og så kommer det ene og det andet. Jeg var optaget af de her retninger, men endte også med spørgsmålene: Hvad er sandheden, hvad er bunden i det her?

Jeg kan stadig huske chokket ved at se stor videnskab for første gang. Jeg hørte en konferensforelæsning, hvor litteraturforskeren Peter Brask var censor. Han havde et overblik, som jeg aldrig havde mødt før. Næste dag satte jeg mig op på universitetets bibliotek og læste hans analyse af Blichers novelle Hosekræmmeren. Jeg kan stadig huske lyset på biblioteket fra den intense efterårssol. Jeg vidste det med det samme: Der var det! Her er en, der virkelig ved, hvad det handler om.

Peter høeg

Født den 17. maj 1957

Mag.art. i litteraturvidenskab i 1984. Debuterede som forfatter i 1988 med Forestilling om det tyvende århundrede

Fik et stort internationalt gennembrud med Frøken Smillas fornemmelse for sne fra 1992.

Underviser i dag på Vækstcenteret i Nørre Snede, et spirituelt fællesskab, der blandt andet laver meditationskurser.

Far til fire børn fra to tidligere ægteskaber.

Det var en stor følelse af lykke, af at touch base. Endelig var der fast grund under fødderne. Når man læste hans analyse, indså man, hvad novellen egentlig handlede om, hvad de bærende strukturer bag teksten var.

Jeg opsøgte Peter Brask og fik lov til at studere under ham. Det var nogle fantastiske år, hvor jeg beskæftigede mig med litterær analyse: Hvad foregår der, når man læser en bog, hvad er litteratur egentlig, hvad er det for nogle strukturer bag teksten, der virker?

Jeg kan føle en daglig taknemmelighed over at have fået lov til at møde folk, der er steget op over forvirringen og virkelig har et overblik. Og kan strukturere viden dybt og præcist. Det er utroligt smukt og stort at opleve. Jeg tror nogle gange, man undervurderer betydningen af at have gode lærere. Det kan være en afgørende ting i et menneskes liv. Det var overvældende for mig.

Videnskaben er det globalt mest storslåede forsøg på at etablere enighed mellem mennesker. Det er pædagogisk bygget op, hvert trin er forklaret, så man kan lære en elev at gå de samme trin. Det er det modsatte af forførelse og manipulation. Der ligger en dyb medfølelse i videnskaben, et dybt ønske om at blive enige med andre.

Efter nogle år på universitetet gik jeg død. Jeg følte et ubehag. Dengang vidste jeg ikke, hvad det var. Jeg var både i en utilstrækkelig kærlighedssituation og en følelse af, at jeg ikke kom til udtryk. Jeg endte i en indre og ydre ørken, og jeg kunne ikke helt forstå hvorfor.

Jeg fik forladt mørket på det helt rigtige tidspunkt. Jeg var væk fra universitetet i et år, hvor jeg sejlede rundt på rige folks sejlbåde. Jeg lavede det, der var meningen med dannelsesrejser i gamle dage, jeg brød ud af indsynkningen i bestemte forventninger. Helt til et punkt hvor jeg tænkte, at jeg måske aldrig ville komme hjem igen.

Jeg endte på Mallorca, hvor den spanske konge havde en fantastisk skonnert. De store træskibe er det ultimative for en sømand, og jeg fik chancen for at få hyre på skonnerten og sejle ud på Stillehavet. Jeg stod ved et vadested og mærkede efter: Skal jeg sejle videre, eller skal jeg tilbage og gøre mine studier færdige?

Da oplevede jeg en slags opvågning, 45 minutter, hvor min bevidsthed fungerede på en anden måde. Det var, som om jeg kunne se, hvad de fundamentale ting i livet er. Som om mudderet i det grumsede vand sank til bunds, og vandet blev helt klart. Så mærkede jeg det: Jeg skal tilbage og gøre mine studier færdige, jeg skal skrive, og jeg skal ind i stabile kærlighedsforhold.

På Idræt mødte jeg en forsker og tidligere landsholdsspiller i ishockey, der gjorde et livsforandrende indtryk på mig. Han sagde: Nu skal I høre, virkeligheden ændrer sig så hurtigt, at det slet ikke kan betale sig at spekulere på, hvad I skal lave, når I er færdige med uddannelsen. Så lav det, I har lyst til. Det har jeg gjort. Og jeg har aldrig haft grund til at fortryde det.

Jeg har forsøgt ikke at blande mig for meget, men jeg har anbefalet mine børn to ting: Tag en længere videregående uddannelse, og hvis I kan, så tag en universitetsuddannelse. Virkeligheden er så kompliceret, og det er på universitetet, at man får muligheden for at få et overblik. Det andet er: Vælg det, I har lyst til at lave og synes er spændende.

Jeg fortryder kun en ting. Det handler om mit gemyt. Jeg voksede op med et aggressivt forhold til autoriteter, og det betød, at jeg havde flere konflikter på universitetet. Min afsluttende mundtlige eksamen udviklede sig næsten til et skænderi mellem mig og censorerne. Jeg var en ung, stridbar, antiautoritær mand, der kunne selv og ville selv. Jeg havde mit syn på, hvad der var rigtigt. Peter Brask var bare større end de andre, og det ville jeg havde de andre til at indrømme. Jeg har sandheden. Jeg ville ønske, at jeg havde haft større smidighed. Så ville jeg have hentet yderligere ti procent af de muligheder, der lå på universitetet.

Det er en meget alvorlig svaghed, at hele det vestlige uddannelsessystem er forskudt mod det mentale, det intellektuelle, det kognitive. Det er kun en mindre del af mennesket. Intelligens er et meget mere komplekst fænomen. De studerende lades i stikken, hvis de hele tiden kun bliver målt på mentale færdigheder. Hvis universitetet kun handler om at bruge hovedet i nogle eksamener, så mister man den meget stærke forskningsmæssige mulighed, der ligger i at appellere til hele mennesket. Ikke kun hovedet, men også kroppen og følelseslivet.

Hvis jeg underviste på Litteraturvidenskab, ville jeg lade de studerende bruge en tredjedel af tiden på at skrive noveller, digte og kriminalromaner i stedet for alene at lære teori om litteraturen. Jeg ville skabe ikke-præstationsagtige, ikke-vurderende miljøer, hvor man giver kreativiteten mere plads og frihed. Det tror jeg, at de studerende kunne få meget ud af.

Jeg er sikker på, at kunstnere kan lære meget af fysikere, men jeg tror også, at fysikere kan lære noget af os. Der er fuldstændig den samme oplevelse af, at de bedste ideer kommer fra et irrationelt sted. Og ofte kommer ideerne, når man slapper af og befinder sig langt væk fra et konkurrencepræget miljø. I dag er der en masse grundforskning, der ikke bliver lavet. Ph.d.-studerende og postdoc’er bruger kun tid på forskning, hvor de fra begyndelsen kan se, hvilken publikation der kommer ud af det. Ellers kommer de ikke videre i karrieren. Det er counterproductive. I længden er det slet ikke optimalt.

Jeg blev tilbudt en universitetskarriere to gange. I en periode efter studiet underviste jeg i idræt på Syddansk Universitet i Odense. Men jeg mærkede indefra, at jeg skulle skrive bøger. Jeg havde forstået, at min kreativitet skulle have en anden form. Det ville jeg ikke finde inden for universitetet. Jeg rejste til Odense to gange om ugen og kunne ikke skrive så meget, som jeg ville. Jeg sagde til min kæreste, der var musiker og danser: Jeg tror, jeg skal sige op.

Vi slap enhver fast indtægt og sagde til hinanden: Vi kan leve en hvilken som helst sigøjnertilværelse, bare vi kan lave det, vi gerne vil. Vi havde en lejlighed på Østerbro, der kostede 450 kroner om måneden, med lokum udenfor. Den beslutning åbnede mit næste livsafsnit med børn og bøger.

På det tidspunkt havde jeg allerede fået en oplevelse af, hvad tilværelsen handler om: kærlighed, kreativitet og praksis – at forfølge et opvågningsspor. De tre ting havde ikke udkrystalliseret sig for mig, hvis jeg ikke havde gået på universitetet.

Annonce

Seneste