Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

En tunnel fra kunst til videnskab

Kronik — Hans Bonde foreslår et øget samarbejde mellem kunsthistorie og naturvidenskab konkretiseret via en underjordisk tunnel til publikum fra det nye Naturhistoriske Museum til Statens Museum for Kunst.

NUTIDEN ÅBNER FOR tværvidenskabeligt samarbejde. Mennesker er formet af naturen og naturen formes af menneskers kultur i en sådan grad, at vi i dag på godt og ondt taler om den antropocæne tidsalder. Begge perspektiver hører med i den videnskabelige dannelse. Kulturen er altid kultiveret natur, og naturen eksisterer kun i kultiveret form. Mennesket er en syntese af ophav og opvækst eller sagt på engelsk nature og nurture. Møntens to sider er tilsyneladende modsætninger, men betinger hinanden. Plat giver ikke mening uden krone.

PÅ VORT NATUR- og Biovidenskabelige Fakultet findes der derfor enklaver med humanistisk-samfundsvidenskabelig forskning og undervisning inden for kulturgeografi, didaktik, videnskabsteori mv. Institut for Idræt og Ernæring rummer et klassisk eksempel på behovet for både kulturelle og biologiske indsigter. For at forandre befolkningens vaner i en sundere retning, rækker det ikke at vide rent fysiologisk, hvad man skal spise, og hvordan man skal bevæge sig. Man skal også skabe kulturelle indsigter i, hvorfor folk så alligevel lever usundt, og hvordan vi får dem motiveret i en retning, så de ikke skader sig selv. En sund krop behøver ikke at være et hovedmål i tilværelsen, men den er en forudsætning for, at vi kan realisere rigtig mange af vores andre mål.

IKKE DESTO MINDRE befinder kulturforskningen sig ofte i en vanskelig position på det store Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, for med nutidens videnskabelige specialisering er der ofte uhyre ringe indsigt i og forståelse af kulturforskningen. Her kunne man godt ønske sig lidt mere respekt overfor det man ikke forstår, hvilket naturligvis også gælder den anden vej rundt.

EN MARKERING AF denne smukke ambition ligger faktisk lige for næsen af os. Utrolig glædeligt skal Danmark nu have et naturhistorisk museum i Botanisk Have i hjertet af København, med start i 2022. For nylig har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond støttet med generøse 166 mio. kr. til nye udstillinger. Et hovedtema bliver klimaets betydning for alt liv på Jorden, og bedre kan det ikke siges, at menneskets kulturelle favntag med den ydre natur er i fokus.

Hermed kunne man også bygge bro til en anden mægtig kulturinstitution, der ligger skulder om skulder med det nye naturhistoriske museum kun adskilt af Sølvgade: Statens Museum for Kunst (SMK) samt perlen ved siden af: Den Hirschsprungske Samling
***

ALLEREDE FOR 100 år siden var der opmærksomhed på dette livtag. Geologisk Museum har to vestibuler med trapper i to etager, hvoraf den ene blev færdigudsmykket i 2004 af geologen og vor verdenskendte kunstner Per Kirkeby. Det er dog den anden trapperotundes freskomalerier, der vil interessere os her. Dette svimlende mesterværk er frembragt af kunstmaleren Oscar Matthiesen i den generationslange periode fra 1896 til 1940. I dag er Mathiessen måske bedst kendt for sin store freske af Den Grundlovgivende Rigsforsamling fra 1915.

DATIDENS PLANLÆGGERE VAR fremsynede, da museet i 1893 skulle flyttes til Østervold. At lægge geologiens objekt og fødsel som videnskab i hænderne på en kunstner kunne opfattes som et vovestykke. Det viste sig dog at være et godt valg, for Matthiesen gik til opgaven med dyb respekt for naturvidenskaben. Et tidligt eksempel på gensidig tværfaglig anerkendelse.

DET ER GEOLOGIENS danske grundlægger Niels Steensen (1638 – 1686), i engelsktalende lande kaldet Steno, der er udsmykningens helt og på én af trappens vægbilleder ser man ham i et toscansk landskab med Firenzes domkirke i baggrunden og med Mathiessens ord i færd med at tegne ‘en lagformation i det øjeblik, hvor hans forskerøje ser, at disse lag må være dannet i vand og flyttet herop ved vulkanske kræfter.’

DOMKIRKEN ER IKKE placeret dér ved et tilfælde, for det katolske renæssance-geni Steno oplever, at der ligger guddommelig inspiration bag hans videnskabelige erkendelser, og geologiprofessor Minik Rosing har da også træffende kaldt Matthiesens kunstværk for ‘et tempel til ophøjnelse af naturvidenskaben’.  Helt i tråd hermed er der på en modstående væg en fresko af Møns Klint, der troner som en hvidkalket landsbykirke på en bakketop.

MATHIESSENS BUDSKAB ER dog moderne, idet det i høj grad bliver mennesket selv, der løfter sig mod lyset. Mathiessen er omkring 1900 en af skaberne af datidens vitalistiske kunststrømning.  Vitalismen vil frigøre menneskets natur. Den stærke trang til kropsudfoldelse og udendørsliv bliver efter år 1900 et vigtigt tema inden for kunsthistorien i skikkelse af en dyrkelse af livets aktive, fysiske sider. Man vil væk fra den sene victorianismes overkultivering og angst for sanselighed.

FRA VESTIBULEN op ad trapperne kan museumsgæsterne opleve jordens skabelse – med Oscar Matthiesens ord – fremstillet i symboliserende figurer i form af de fire naturkræfter, som har mest betydning for jordklodens forandring gennem tiderne: Den vulkanske ild, havet, regnen og isen. Videre kan man følge evolutionen fra simple organismer op mod menneskene, der i den øverste loftshvælving kæmper for lyset og mod mørket.

HER LIGGER EN kristen inspiration, for loftet er udformet som en kirkekuppel, og som i mange katolske kirker – og som et kardinaleksempel Gesù i rom – er de udvalgte i kirkeloftet på vej op mod himlens stråleglans, mens de fortabte trænges bort. Det er ikke direkte Guds lys, der overvinder mørket, men den videnskabelige sandheds lys, der fortrænger overtro og uvidenhed.

Kristne forestillinger fortsætter i nye sundhedsdyrkende former hos Oscar Matthiesen. Sandhedens lysende hærskare af opstigende atletiske skikkelser overvinder mørket legemliggjort i de forpinte og forjagede nedfaldende kroppe. Privatfoto: Geologisk Museum, Hans Bonde.

SET MED NUTIDENS øjne kan freskoen også læses kritisk som en socialdarwinistisk allegori over alle dem, der ikke vil lytte til lægevidenskabens indsigter i den sunde levevis, og derfor styrter i fortabelsen, mens de frelste haster mod det evige livs lys. Survival of the fittest. Det gør kun værket bedre, at det kan læses fra mange vinkler.

KUNNE MAN FORESTILLE sig, at det nye naturhistoriske museum fejrer Geologisk Museums forening af natur, kultur og kunst i nyetableringen af museet via langt bedre lysforhold, informative plancher og en åbningsudstilling om vitalismen med udgangspunkt i Oscar Matthiesens værk?

HERMED KUNNE MAN også bygge bro til en anden mægtig kulturinstitution, der ligger skulder om skulder med det nye naturhistoriske museum kun adskilt af Sølvgade: Statens Museum for Kunst (SMK) samt perlen ved siden af: Den Hirschsprungske Samling. Begge steder sidder der kunsthistorikere med stor viden om vitalismen.

OG MÅSKE EN fællesudstilling om Oscar Mathiessen og vitalismen for SMK, Den Hirschsprungske Samling og Geologisk Museum? Den bredere vitalisme kan fx på SMK findes i form af Joakim Skovgaards Kristus i de dødes rige fra 1891, hvor en såre vitalistisk, nærmest bodybuildet lysende Kristus træder døden under fode. På Den Hirschsprungske Samling kan den tidlige friluftskultur nydes i form af P.S. Krøyers malerier af badelivet omkring 1900.

FAKTISK HAR SMK allerede tematiseret de menneskeskabte klimaforandringer i udstillingen Nature Strikes Back 2009.

J.F. Willumsens vitalistiske maleri af ‘En Bjergbestigerske’, hvor kultur og bjergtagende natur går i et. Det forestiller i øvrigt Willumsens anden hustru Edith Wessel, SMK.

PÅ LÆNGERE SIGT kan der endog tænkes i, at der som forlængelse af de vældige underjordiske arbejder til det nye naturhistoriske museum under Botanisk Have anlægges en gerne kunstnerisk anlagt tunnel under Sølvgade over til SMK med adgang til begge museer fra begge sider og med mulighed for fællesbillet. Som en leg med lys af Olafur Eliasson? Herved vil en mandlig og en kvindelig partner dels kunne dyrke deres egen interesse, dels kunne snuse til den andens interesse på samme billet. For kvinder vil i højere grad på kunstmuseum, mens mænd vil på naturhistoriske museer.

HERVED VIL VI også kunne genoplive Geologisk Museums historiske oprindelse i de gamle enevoldskongers Kunstkammer, hvor der ikke skelnedes mellem det natur- og det menneskeskabte, men hvor gudskabte naturgenstande og menneskeskabte kunstobjekter fra hele den kendte verden var opstillet side om side som fælles tegn på vor forunderlige verden.

VED NÆRMERE ØJESYN udviser hele museumsområdet en slående symmetri med Geologisk Museums og SMK som to historistiske brede skuldre i røde mursten i retning mod hinanden ind mod Georg Brandes Plads og for begges vedkommende med bagvedliggende grønne områder i form af Botanisk Have og Østre Anlæg til slut afgrænset af nye museumsbygninger. Så hvorfor ikke læne sig lidt mere mod hinanden både arkitektonisk og indholdsmæssigt?

Seneste