Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

En ud af fire køber stadig privatundervisning

UNDERVISNINGSTIMER – Ny undersøgelse laver af DJØF Studerende viser, at 27 procent af de studerende på de samfundsvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet har købt privatundervisning i år.

Mangel på dokumentation for at privatundervisning fører til bedre karakterer og en skrækhistorie om en fupunderviser på Jura, der narrede penge fra de studerende, har ikke fået færre til at bruge deres SU på at købe ekstratimer, viser en ny undersøgelse lavet af DJØf Studerende.

LÆS: Privatkurser har tvivlsom effekt.

LÆS OGSÅ: Falsk juraunderviser påstod at være KU-censor.

28 procent af de studerende har købt privatundervisning i 2012 mod 27 procent i 2011.

Godt 1.000 samfundsvidenskabelige studerende fra Københavns Universitet (KU), Copenhagen Business School (CBS), Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet har udfyldt spørgeskemaet.

Frygt og ambition

CBS topper, idet 45 procent af de studerende her har betalt for ekstra undervisning. På Aarhus Universitet er det 34 procent og på KU 27 procent.

Theis Simonsen, formand for DJØF Studerende, mener, at det ikke burde være nødvendigt at købe ekstra timer for at kunne gennemføre en universitetsuddannelse.

Men en del studerende frygter, at de ikke kan bestå deres eksaminer, mens det for andre handler om, at de har tårnhøje ambitioner.

»Det er positivt, at undersøgelsen bekræfter, at de studerende gerne vil undervises mere og gerne vil lære noget, men den viser også, at en del er bange for ikke at kunne klare sig, og at der er en hård konkurrence om at komme til at stå godt i jobkampen efter endt uddannelse,« siger han.

Karakteren vigtig

18 procent af kvinderne, der har svaret på spørgeskemaet og 28 procent af mændene angiver vigtigheden af at få en god karakter som årsag til, at de betalte for ekstratimer.

23 procent af kvinderne og 12 procent af mændene svarer, at de ikke fandt, at undervisningens omfang var tilstrækkelig til at ruste dem til kravene til eksamen.

28 procent af kvinderne og 17 procent af mændene syntes ikke, at undervisningens kvalitet var god nok på deres studium.

Jurister betaler mest

Undersøgelser dokumenterer også, at privatundervisning er mest udbredt blandt juristerne, hvor 40 procent af de studerende betalte for ekstraundervisning i år. I gennemsnit 2.269 kroner.

13 procent af universitets-økonomerne svarer, at de har købt ekstratimer til en gennemsnitlig pris på 889 kroner.

På de samfunds- og forvaltnings-uddannelserne har 10 procent af de studerende i gennemsnit ofret 1.648 kroner på ekstratimer.

clba@adm.ku.dk

Seneste