Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

En velordnet banegård i hovedet

DOKTORGRADEN - De voksne kan også gå til eksamen. Universitetsavisen var med, da Carsten Pallesen fik sin teologiske doktorgrad

Det begyndte med en teologisk ph.d.-afhandling, der var lidt for god.

Så god, at bedømmere Arne Grøn og Peter Kemp foreslog Pallesen at trække afhandlingen tilbage. Han burde lige give den en ekstra afbørstning – så kunne han nemlig tage et skud efter guld, the big one, doktorgraden. Men altså: først lige en ekstra opstramning af argumentationen, lidt justeringer.

Det overvejede Carsten Pallesen et øjeblik. »Hvad vil du have? Den røde pille eller den blå?«

Han traf et valg. Og havde dårlig samvittighed i 17 år. Men det var det værd.

Doktorgraden er den fineste, universitetet har at gøre godt med, og den har eksisteret i hele Københavns Universitets levetid. Doktorgraden er chefen for de akademiske titler. Den giver ret til at bære en særlig ring af guld med gudinden Minerva på.

Og på Det Teologiske Fakultet er doktorgraden endda ekstra fed. Teologiske doktorer må bære kjoler af silke med fløjlsmave og vinger. (Bekendtgørelsen om doktorgrader B. nr. 750). Det lyder underligt, men på en måde er det underligere, at så få gør brug af privilegiet.

Risiko for postbud

En doktordisputats skal forsvares offentligt over for et uforsonligt forskermiljø. Man spørger sig selv: Hvor svært kan dét være?

For hvis man netop har siddet og sat kommaer i en mægtig afhandling, er man formentlig den i hele verden, der ved mest om lige præcis det emne, man har skrevet om. I Carsten Pallesens tilfælde er det den franske filosof Paul Ricœur.

Ricœur er ikke hyggelæsning for masserne i forvejen, han er for feinschmeckere, og Pallesens fokus på Ricœurs polytetiske refleksionsfilosofi er eksotisk selv for Ricœur-dyrkerne. Så hvem er det lige, der skal kunne udfordre Carsten Pallesens Ricœur-viden?

Tja, det kan selvfølgelig være, at der et sted i forsvarssalen rejser sig en person, lad os eksempelvis sige et deltidspostbud fra Rømø, en eller anden hjemmestuderet nobody – og at vedkommende stiller lige netop dét spørgsmål, der helt uventet trækker bukserne af hele afhandlingen.

Muligheden foreligger.

»Hvorfor siger du Rømø?« spørger Carsten Pallesen mistænksomt.

Det ved jeg ikke, det skulle bare være, du ved, en ø, et sted, der var langt væk …

»Fordi der kommer jeg hver sommer. I hele min studietid var jeg landpostbud på Rømø.«

Da Ricœur skyllede ind

Vi er på Pallesens kontor i Købmagergade. Han har smidt et par af Paul Ricœurs bøger på bordet. De lander tungt. »Det er sådan et par halmballer,« siger Pallesen. Når man åbner dem, kan man se, at læseren har skrevet mindst lige så meget i de bøger, som Paul Ricœur selv har.

Franskmændene, som har været hysteriske med at adskille videnskab og tro, har ikke rigtig en teologisk videnskab, men Ricœur har ikke desto mindre meget at byde ind med, siger Pallesen.

Ricœur skyllede med ind, da den franske strukturalistiske og sprogfilosofiske bølge slog mod Danmark. Han var del af den franske eksistentialistiske debat, og den har teologerne i Kierkegaards hjemland også interesseret sig for.

»Peter Kemp var primus motor i den skandinaviske Ricœur-reception,« siger Pallesen. »Også fordi han selv skrev en doktorafhandling i teologi om blandt andet Ricœur, hvor Ricœur selv var opponent.«

Peter Kemp og Arne Grøn er still going strong, og de to er blandt Carsten Pallesens opponenter et par dage ude i det, der på tidspunktet for dette møde er fremtiden. En stafet vil da blive givet videre, forudsat at de lærde herrer er villige til at acceptere den videreskrivning af Ricœurs filosofi, som Pallesen har gennemført i sin afhandling.

Symboljæger

Ricœur beskæftigede sig med symboler. »Ikke en naiv, bastant forståelse. Hvor symbol og virkelighed passer sammen 1:1, men en sans for den symbolske dimension i sproget,« siger Carsten Pallesen.

»Der er jo nogle grundsymbolikker, man formentlig ville se som universelle. Havet, himlen, træet, er eksempler.

»Her har Ricœur peget på, at den type symboler ikke nødvendigvis til alle tider betyder det samme, men at der sker en udvikling. Et symbol, der gentages, er ikke bare en gentagelse af det problem, som symbolet forsøger at gøre tydeligt, for betydningen kan forskydes over tid – måske endda få den modsatte betydning.«

Kristendommen er, tør man vel nok påstå, overordentlig saftig på det symbolske plan. Så i den teologiske tradition er det en permanent udfordring – og inspiration – at håndtere forskydninger i, hvad symbolerne fortæller.

Det er halvsvært, men det er vigtigt, at have et velplejet forhold til sin symbolske ballast.

Guddommelig kortslutning

»Måske viser det sig, at de religiøse ting, vi har i ryggen, ikke er så uvedkommende, som de ville være, hvis man slet ingenting vidste om dem,« siger Carsten Pallesen.

»Det religiøse lever jo også igennem de sociale imaginære universer – i populærkulturen for eksempel – i alle de ting, man ellers ikke føler sig fremmed over for. Tag Bob Dylans ’I and I’ fra Infidels. Infidels er en utrolig hård plade, men den er fantastisk.«

Pallesen finder teksten frem.

I and I?
In creation where one’s nature neither honors nor forgives.?
I and I?
One says to the other, no man sees my face and lives.

Ordene er næsten hapset fra 2. Mosebog, hvor Gud (med vanlig sans fra drama) siger til Moses: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.«

»Men hvad er den bibelske teksts geni, dens udfordring?« spørger Pallesen. »Hvad sker der, da Gud bliver menneske? Så bliver den gud, ingen mennesker kan tåle at se uden at dø, selv menneske. Han ser sig selv. Og så sker der det, der sker på korset. De fleste tolker det jo som en tragedie, åh, hvor var de mennesker onde!

»Men Gud kortslutter så at sige sig selv. Og det er den spidsfindige teologiske pointe, som man ikke kan formulere, for så lider logikken skibbrud – men det er jo det, ethvert barn kan tænke.«

Eller salmedigterne kan tænke, eller Bob Dylan.

»Det er det, der ligger og vibrerer i den historie,« siger Pallesen med en vis begejstring for den bagvendte skønhed i en Gud, der i solidaritet med menneskeheden så at sige smager sin egen medicin. »For de kristne er Jesus’ død sådan set en god begivenhed.«

Ricœur synes at have haft et særligt blik for det opbyggelige – ja, tilfredsstillende – i de dunkle artefakter i vores kulturelle pulterkammer. Og Carsten Pallesen fremhæver et andet af de her lidt paradoksale twists.

»Grækernes tragedier, som ikke bare er et stykke litteratur eller teater. For grækerne var de en livsform. De repræsenterede, hvordan man kunne leve med det onde, som udtryk for en stor, sund pessimisme. Nu kommer jo snart påsken. Og dermed Matthæuspassionen og Bach. Og læg mærke til: Der er ikke nogen opstandelse. Wir setzen uns mit Tränen nieder.

»Det er den form for dvælen ved det negative, som ikke er den ringeste tradition, man kan have. Vi kan hurtigt nok komme frem til de sukkersøde overbygninger.«

Det er sundt at forholde sig til virkeligheden med symboler, der afspejler det mørke, verden også rummer. Men himlen ligger lige rundt om hjørnet. Og har man overstået sit forsvar, bliver man doktor.

Præsterne vælter ind

Forsvarsdag! Det Teologiske Fakultet uddeler ikke engang en doktortitel om året i snit, så folk er strømmet til det okseblodsfarvede anneksaudito-rium A i en af universitetets gamle bygninger i Studiestræde.

Men der er ikke noget postbud.

Eller, det kan godt være, der er. Men vedkommende har ikke givet sig til kende med spørgsmål.

Programmet er derfor, at Carsten Pallesen får en halv time til at redegøre for sin tykke bog. Derpå får opponent nummer et halvanden time til at flå ham i småstykker. Så er der pause.

»Der er jo nok kommet en hel del præster, vil jeg tro,« hvisker den lille midaldrende dame ved siden af på bænken. Hun plirrer gennem orangefarvede brilleglas og tager noter på en lille kvadreret blok. Og der er præster, ingen tvivl. Man genkender en, der er folkesocialist, og lidt senere dukker en noget ældre variant op fra Dansk Folkeparti. Det rejser spørgsmålet om, hvad Gud mon selv stemmer ved folketingsvalg.

Fagtfægtning

»Med sine 635 sider er dette et respektabelt værk,« erklærer første opponent, professor Werner G. Jeanrond, University of Glasgow, spydig-venligt. Han virker ualmindelig elskværdig, Jeanrond, og dét, kan man tænke sig, må enten være et godt eller et virkelig dårligt tegn.

Han sætter sit første stød ind.

»Man må aldrig glemme, at Ricœur ikke ville betragtes som en kristen filosof,« siger han. Ricœur frygtede, at hans landsmænd ikke ville elske ham, hvis han var en for kristen filosof. »Så kan man overhovedet tage Ricœur op i en teologisk afhandling?« vil Jeanrond vide.

Carsten Pallesen svarer ikke med det samme. Men han svarer, og tingene kommer i gear.

Armene kommer i brug. En gestikuleret fægtekamp udspiller sig i rummet mellem de to mænds bondegårdsgule forelæsningspulte.

Jeanrond er rank og vital med magtfuld næse og autoritative vift med hænderne. Han skubber sine pointer frem i luften med en hævet håndflade.

Carsten Pallesen foretrækker en mere defensiv stil. Han lader sine betragtninger hvile i en åben hånd i Hamlet med kraniet-stil, og fra tid til anden ruller han den ene hånd rundt foran kroppen i en (hermeneutisk) cirkel, når hans tanker accelererer imod deres konklusion og en færdigslynget pointe kan sendes over til udspørgeren.

Mojo’s klokken 01.30

Og mens Deres udsendte betragter fagterne og skeler til den orangebrillede kvindes kvadrerede blok, bliver han stille men effektivt hægtet af diskussionen.

Publikum gør ikke. De ler alle de rigtige steder, og lytter tankefuldt på de forkerte.

Pallesen kan godt lide, at Ricœur »er så pedantisk med det eksegetiske.« Dén går rent hjem hos teologerne.

»Det er svært at elske en institution sådan amor-agtigt,« siger Carsten Pallesens lidt senere, da Jeanrond vil diskutere Ricœurs blik for kærligheden, som er noget, han selv forsker i.

Og sådan fortsætter det. Opponenterne kommer en ad gangen frem fra det lille aflukke, hvor Pallesen har trakteret dem med hvidvin og bananer, for at øse kritik. Og Pallesen afværger angreb, går i infight om de hårde knaster, og parerer opponenternes lave stød.

Tætte og iltre Peter Kemp er for eksempel ikke ganske fair, da han river Pallesen noget i næsen, som Ricœur betroede ham, da de to engang kørte en tur i Hareskoven. Hvad kan man stille op, når modparten ligefrem har været på skovtur med primærkilden? Men opponenterne, Jeanrond, Kemp og professor Arne Grøn fra KU, som er ekspert i Hegels filosofi, kan lide afhandlingen. De har sådan set indstillet, at den går rent igennem. Bare ikke uden tæsk, det er klart.

»Du viser os ikke spændingen i Ricœur,« klager Jeanrond.

»Sig mig, har du slet ikke læst bogen!?« råber Kemp.

»Indledningen leder næsten mere ud end den leder ind,« sukker Grøn.

På dette tidspunkt slubrer Universitetsavisen kålsuppe fra øko-madstedets take-away bagest i lokalet. Det er dårlig stil, men det samler tankerne. Hardcore-teologerne er fortsat med, kan man se. Timerne går.

Og som eftermiddagen går på hæld, virker vores doktorand ikke træt. Tværtimod. Pallesen er som en bluesmusiker på Mojo’s klokken 01.30, der først så småt er ved at få varme i rørforstærkeren. Han er så vant til at navigere i det her abstrakte felt. Forsvaret varer fire en halv time.

Og hvad med det polytetiske? Kan Pallesen venligst forklare det.

»Det er en form for hovedbanegård i hovedet,« siger han i erkendelse af de mange komplekse sporskift. »Men så kan man have en velordnet banegård i hovedet.«

Stafet

Universitetsavisen møder Carsten Pallesen en uges tid efter doktorforsvaret. Han ser glad ud; han har holdt fest for venner og familie. Pengene til doktorringen med Minerva-hoved er fyret af på champagne, siger han.

Og så har han været i Norge. En ung forsker har forsvaret en ph.d.-afhandling om Ricœur, og Pallesen har været dansk bi-vejleder. Det er nemlig Paul Ricœur-sæson. Franskmændene er i færd med at åbne et fornemt Ricœur-bibliotek, og nu har franskmanden fået sig en ny norsk ambassadør.

Ricœur er nok engang blevet sendt godt i vej.

chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste