Engang ville de forandre samfundet. Hvad vil de i dag? Her er historien om de studerende gennem 500 år

Universitetsstuderende.

Hvis du lukker øjnene og forestiller dig en person, som passer til den beskrivelse, hvem ser du så?

En stærkt venstreorienteret humaniorastuderende med perlekæder, genbrugstøj og mullet? En forsikringsmatematikstuderende med fnugfri skjorte og sko, der giver genlyd i lokalet?

Eller måske bare et ganske almindeligt og ikke-stereotypt ungt menneske, der ikke skilter med hverken særlige interesser eller politiske overbevisninger, og som ved første øjekast kunne læse alt fra biologi til teologi på universitetet?

Siden 1479 har universitetsstuderende udgjort en særlig befolkningsgruppe i København. De har levet side om side med byens øvrige borgere og været karakteriseret ved at leve en billig tilværelse og opholde sig en del på byens værtshuse.

Det er for så vidt stadig tilfældet, men ud over disse ganske få karakteristika er det svært at pege på en stor mængde fællestræk mellem studerende i det 17.- og det 21. århundrede.

Engang var universitetet forbeholdt de få, og de udviklede en slags fælles identitet. I dag er universitetet for de mange, og måske er den fælles identitet forsvundet.

Så hvem er den studerende i dag? Hvordan ser hun ud? (og vi skriver hun, for to tredjedele af de nye studerende anno 2023 er kvinder). Hvor kommer hun fra? Og hvad vil hun egentlig med sin uddannelse og sit virke på og uden for universitetet?

For at besvare de spørgsmål, må vi træde et skridt tilbage, starte fra begyndelsen og spørge: Hvem var de studerende engang – og hvordan har de forandret sig til at blive dem, de er i dag?

Præsteskolen og de rejsende

Vi krabber os ind på de studerendes udviklingshistorie sammen med Ditlev Tamm, forfatter og professor emeritus i retshistorie. Han har nemlig i år skrevet en tyk bog med titlen Byen, Kollegierne og Studenterne – 400 års studieliv i København.

Her opruller han de studerendes liv, virke og særlige ånd i København gennem århundrederne med begyndelse i 1600-tallet, da Københavns Universitet var Danmarks eneste, og størstedelen af de studerende læste Teologi, mens et fåtal læste Jura eller forskellige naturvidenskabelige fag.

»Efter reformationen i 1500-tallet havde man akut brug for flere præster til at besætte embeder i de mange sogne. Universitetet fungerede derfor næsten udelukkende som præsteskole,« fortæller Ditlev Tamm.

I årene mellem reformationen og 1660 var samfundet en kombination af kongemagt og adelsvælde med en konge i toppen over en omfattende adel, der havde monopol på stort set alle væsentlige stillinger i samfundet – lige med undtagelse af præsteembedet, som ikke var attraktivt for en adelig. Og selv om forsiden af Tamms nye bog illustrerer fornemt udseende piberygende studerende, var det hverken fint eller prestigiøst at gå på universitet i København de første mange hundrede år.

»Børn af adlen kunne aldrig drømme om at gå på universitetet i København. Hvis de ville uddanne sig, tog de hellere til udlandet, typisk Tyskland, Frankrig eller England. Der læste de så i mange år – nogle helt op til otte år. Det betød også, at nogle af dem var nok så vidende og mindst lige så kvalificerede som de danske professorer, når de kom hjem,« fortæller Ditlev Tamm.

Kun enkelte adelige slog sig til tåls med Københavns Universitet, blandt andet Tycho Brahe, som i dag betragtes som grundlæggeren af moderne observerende astronomi.

Men selv om et dansk universitet ikke var fint nok til adlen, var det heller ikke enhver forundt at komme ind på universitetet.

»Det var børn af det bedre borgerskab, der kom på universitetet for at studere – børn af succesfulde handelsmænd eller præstebørn, som skulle følge i deres fædres fodspor,« siger Ditlev Tamm og fortsætter:

»I det hele taget var det en meget lille gruppe af mennesker, som blev optaget på universitetet i de år. Der blev ikke optaget mere end 100-200 studerende om året, så i alt var der bare nogle hundrede studerende. Størstedelen studerede teologi, og en lille gruppe læste til læge, kemiker, fysiker eller andet i den dur. Fælles for alle gjaldt dog, at man som studerende forventedes at have kendskab til teologi, så alle, der gik på universitetet, havde undervisning i det,« siger Ditlev Tamm.

Poetisk skikkelse i gadebilledet

I de første par hundrede år var det ikke forbundet med en særlig identitet at være studerende – man læste for at få et godt job. De studerende fyldte ikke ret meget hverken i bybilledet eller i borgernes bevidsthed, fordi de var så få. I 1700-tallet begyndte de studerende så småt at gøre væsen af sig.

For det første kom der væsentlig flere af dem. I 1736 blev der indført eksamen på jurastudiet, hvilket betød, at dommerembedet nu krævede officiel eksamen, og for første gang i historien voksede jurastudiet sig større end teologistudiet. Samtidig skyllede oplysningsfilosofien ind over Europa, og det gav både flere og mere kritiske studerende i København.

»Som en frugt af oplysningstiden begyndte de studerende at skabe en slags fælles identitet, hvor de tænkte i politiske frihedsbaner, læste ny litteratur om kærlighed og unge menneskers lidelser og besluttede sig for, at de ikke behøvede at mene det samme som de gamle,« siger Ditlev Tamm.

»De studerende kæmpede for friheden til at kritisere samfundets normer og hierarkier. Det udviklede sig til en kvalitet i sig selv at være studerende. Den studerende blev en slags poetisk skikkelse i det omkringliggende samfund.«

Det var bestemt også de studerende selv, der drev den fortælling frem. Til alle tider har studerende haft tendens til at føle sig lidt hovmodigt hævet over de mindre belæste, mener Ditlev Tamm. Det kom tydeligt til udtryk i de barbariske optagelsesritualer, de nye studerende blev udsat for af de ældre årgange, når de blev optaget på universitetet.

»Som aspirerende studerende skulle man iklædes mærkeligt tøj, sætte svinetænder i munden og horn i panden for at tydeliggøre, hvor dum man var, inden man kom på universitetet. Man fik og smæk og vand hældt over sig, og processen skulle så manifestere en forvandling fra dyrisk og dum til et dannet menneske,« siger Ditlev Tamm.

Han fortæller også, at traditionen stoppede i 1700-tallet, fordi ritualerne simpelthen blev for grove.

»Der har altid været lidt Erasmus Montanus over studerende. De syntes, de var både finere og klogere end de fleste. De gik rundt i sort tøj og så kloge ud, de læste højintellektuelle bøger, og de vidste i det hele taget mere end byens øvrige borgere,« siger han.

Erasmus Montanus er Ludvig Holbergs eviggrønne komedie fra 1723, der følger Rasmus Berg, som tager til København for at studere og senere vender tilbage til sin fødeegn under det latinske alias. Det er ikke kun hans navn, der er blevet prætentiøst og raffineret under studierne i hovedstaden, men hele hans verdenssyn. Han lægger sig ud med sin familie og fødeegn med sine nye arrogante manerer – og han bliver beskyldt for kætteri, fordi han hårdnakket fastholder, at Jorden er rund og ikke flad.

»Under enevælden var der dog grænser for, hvor kritisk man kunne udtale sig mod konge og samfund – i hvert fald, hvis man gjorde sig forhåbninger om en stilling i staten. Samtidig var den sene enevælde et højdepunkt for studenterlivet, som ikke blev nået igen i de lidt kedeligere år, som fulgte.«

Indtil 1875 gik der kun mænd på universitetet. Ifølge Ditlev Tamm er det »en af historiens helt store gåder«, hvordan mænd er lykkedes med at holde kvinder væk fra højere uddannelse så længe. Man gik bare som en selvfølge ud fra, at universitetet ikke var et sted for kvinder.

»Det er ikke noget, der var diskussion om før i slutningen af 1800-årene, hvilket i sig selv er mærkeligt. Men det er da virkelig pinligt for mændene, at vi skal helt frem til år 1875, før kvinderne får adgang til universiteterne.«

De studerende buldrer frem og snubler

Kigger man på de sidste 400 år, er professoren ikke i tvivl om, hvornår de studerende har haft deres storhedstid. I årene fra 1820 og frem til den 2. Slesvigske Krig i 1864 buldrede de studerende frem i hele Europa og også i Danmark.

I Nordeuropa formede de studerende store fælles tanker, og i Norden især om et stærkt nordisk fællesskab på tværs af de skandinaviske lande.

»I disse år blev de studerende en del af en liberal bevægelse, som tænkte nye tanker om demokrati og pressede på for at indføre en grundlov. Men drømmene bristede, da der opstod krig mellem det tyske forbund og Danmark, og de øvrige skandinaviske lande valgte at forholde sig passive,« siger Ditlev Tamm.

Han tilføjer, at den nytænkning og progressivitet, som havde præget de studerende i 1800-tallet, forsvandt, efter Danmark tabte den 2. Slesvigske Krig.

»Den nordiske sammenslutning, de studerende havde drømt om i midten af 1800-tallet, brast, og de studerende gik tilbage til at være både konservative og passive i forhold til det omkringliggende samfund. Der var ikke længere den samme begejstring at spore i de studerendes ånd,« siger Ditlev Tamm.

Engager jer, for pokker!

Fra slutningen af 1800-tallet til midten af 1900-tallet er der ikke megen gejst eller kampglæde at spore hos de studerende. I sin bog refererer Ditlev Tamm til den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch, der i 1920’erne kommenterede fraværet af de studerendes ild og engagement.

»Hartig Frisch havde selv gået på universitetet, hvilket egentlig var usædvanligt, for de fleste studerende var konservative og uengagerede. Frisch var en del af Studentersamfundet og deltog ofte i den akademiske debat, hvor han lige så ofte kom med et opråb til sine medstuderende,« siger Ditlev Tamm og fortæller, at opråbet lød:

Da jeg startede som underviser i 90’erne, var der altid studerende, der tog initiativ til at lave en kageordning. Den slags er helt væk i dag.

Professor Henrik Vejre, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning

»Engager jer i samfundet omkring jer, for pokker! I kan ikke bare sidde på universitetet og læse bøger!«

Nogle studerende greb opfordringen og organiserede sig i mindre grupper, der på forskellig vis kritiserede samfundets etablerede normer. Blandt andet var en studentersammenslutning aktiv i forbindelse med modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig.

»Men det var ikke fordi, de studerende gjorde særligt væsen af sig der. Flere af dem indgik blot i modstandsbevægelsen ligesom en række øvrige danskere, men langt de fleste var passive,« siger Ditlev Tamm.

Først under studenteroprøret i 1968 blev de studerende igen en markant og tydelig gruppe i samfundet, siger Ditlev Tamm. Nu krævede de større medbestemmelse på universitetet, som de mente var forældet og domineret af et professorvælde.

Kampberedte studerende

De studerendes opstand husker Lars Bille, lektor emeritus ved Institut for Statskundskab, tydeligt. Han var med, da instituttet blev oprettet i 1965, og han underviste der i næsten 40 år.

»Oprettelsen af Institut for Statskundskab startede faktisk som et eksperiment, og det foregik tilfældigvis lige oven i studenteroprørets begyndelse, som ramte instituttet med et drøn,« siger Bille, der tilføjer, at de første 10-15 år af hans tid som lektor på instituttet var præget af »en revolution ved hoveddøren.«

Studenteroprøret var en del af en større bevægelse, hvor studerende på tværs af 200 universiteter verden over ønskede at gøre op med det snæversynede, kapitalistiske og borgerlige verdensbillede, som de mente, universitetet bidrog til at reproducere.

»I de år oplevede vi flere gange, at underviserne blev forment adgang til instituttet, fordi det var besat af studerende. Som fastansat underviser blev man betragtet som kapitalismens forlængede arm, og når man gik gennem et lokale med studerende, kunne man nogle gange opleve, at der blev helt stille. Der var ikke akademisk dialog – der var kamp,« siger Lars Bille, der også fortæller, at det »fanme ikke var sjovt« at være underviser i den periode.

De studerende var i udgangspunktet kritiske og uimodtagelige over for den etablerede viden, underviserne præsenterede dem for. De krævede større medbestemmelse over, hvad der skulle på pensum, og fik de ikke, hvad de krævede, protesterede de.

»Jeg husker helt tydeligt en episode, hvor jeg havde valgt en bestemt lærebog til en forelæsning om moderne dansk historie. Det var de studerende ikke tilfredse med. Men bogen var en del af pensum og indeholdt vigtige, faglige pointer, så der var ingen vej udenom,« fortæller Lars Bille og fortsætter:

»Undervisningen begyndte, og jeg stillede et spørgsmål ud i lokalet. På første række sad kommissærerne, de studenterpolitiske repræsentanter, med armene over kors. Ingen ville svare på mit spørgsmål, så vi sad i stilhed og kiggede på hinanden i tre kvarter. Så holdt vi pause, og efter pausen stillede jeg det samme spørgsmål igen. Så sad vi i stilhed yderligere tre kvarter, og så var timen slut.«

Mindre kamp, mere bordtennis

Selv om det var svært at undervise 70’ernes kampberedte studerende, husker Lars Bille også, at det var enormt inspirerende at møde så mange unge mennesker, der brændte og kæmpede for en sag. Først i start-80’erne dampede den revolutionære stemning af, og kampen mellem undervisere og studerende udviklede sig i retning af en mere saglig, akademisk samtale, fortæller Lars Bille.

»De studerende blev lidt mere … Hvad skal jeg kalde det … normale,« griner Lars Bille. Han fortæller også, hvordan det sociale liv på universitetet begyndte at spire i slut-80’erne og start-90’erne.

»Jeg begyndte at spille bordtennis med nogle af de studerende, og der piblede en masse forskellige studenterforeninger frem – herunder Statskundskabsrevyen, som jo nærmest er verdensberømt i dag.«

Efter 2002 overgik Lars Bille fra at være underviser til at være institutleder på Statskundskab, hvorfor han efter eget udsagn »mistede kontakten til de studerende.«

Men sammenligner han de studerende i dag med de studerende, han underviste i 70’erne, er der ikke nær den samme kampgejst og iver efter at forandre samfundet, som de studerende dengang mønstrede, mener han.

»Engang kæmpede studerende for at forandre samfundet. I dag kæmper de nok nærmere for at forbedre det. Der foregår en masse ting, som jeg ikke har forstand på i forhold til at være woke, kønsidentitet og så videre. Og så spiller den personlige karriere jo også en stor rolle i dag. Fokus lå et lidt andet sted hos datidens studerende.«

Universitetet – et personligt projekt

Spørger man Ditlev Tamm, er fokus på egen karriere og eget liv blevet omdrejningspunkt i de studerendes liv.

»I dag er de studerende interesseret i at blive færdige på universitetet og få en god stilling. De er ikke på samme måde optaget af at blive klogere for klogskabens skyld eller at diskutere samfundets anliggender. Der er ikke noget i dag, der adskiller universitetsstuderende fra øvrige unge mennesker,« siger han.

Ditlev Tamm peger også på den skolegørelse, der har præget universiteterne de senere år, som blandt andre professor og centerleder Marlene Wind påpegede i Politiken tidligere på året. Her delte hun sin oplevelse af, at de studerende i dag opfatter universitetet som en fortsættelse af gymnasiet:

»Over de seneste 10-15 år er universiteterne blevet mere og mere som gymnasier. De unge mennesker omtaler sig selv som elever, de kalder holdene for klasser og opfatter undervisningen som noget, der udelukkende handler om at være i stand til at bestå en eksamen,« sagde Wind til Politiken i februar 2023 (betalingsmur).

Den mentalitet, der altså ifølge flere ældre professorer markerer et skifte, kan ifølge Ditlev Tamm gøre de studerende mindre tilbøjelige til at tænke i baner, der skaber engagement i det omkringliggende samfund.

»Skolegørelsen kan betyde, at de studerende bliver både mindre kritiske og mindre selvstændige. Det gælder om at få sin eksamen – ikke at sætte spørgsmålstegn ved samfundet. Der er ikke nogen romantisk studenterstemning, som der har været på andre tidspunkter af historien,« siger Ditlev Tamm.

En navlebeskuende, sproglig katastrofe

At universitetet er blevet et personligt projekt og en vej til at opnå det liv, de studerende drømmer om hver især, viser sig tydeligt i den manglede tilslutning til humaniora og særligt den dalende interesse for sprogfagene, mener Ditlev Tamm.

»For år tilbage var sprogfagene engelsk, tysk og fransk kæmpestore. Men de trækker ikke i de unge på samme måde længere. Det er meget sørgeligt – katastrofalt, vil jeg faktisk kalde det,« siger han.

I år var tallet for nye optagne på sprogfagene rekordlavt. Kun 545 studerende er optaget på et af de store sprogfag dette efterår, hele 102 færre end året før.

»Sproglære er meget vigtigere, end de fleste unge mennesker er klar over. Vi har brug for mennesker i vores samfund, som kan tale fremmede sprog og kan formidle fremmede kulturer med alle deres litterære, politiske og historiske traditioner. Men alt det går jo tabt i interessen for sit eget. For mig at se er det blevet en smule navlebeskuende.«

Man kan ganske enkelt ikke kalde sig humanist, hvis ikke man kan tale hverken tysk eller fransk, siger Ditlev Tamm. Han mener ikke, man får slet samme information og nuancerede viden ved at læse tekster, som er oversat fra oprindelige sprog til engelsk.

»I dag har det ikke samme kvalitet at kunne tale andre sprog. Materielle værdier og personlig succes er det, der giver status.«

Verden redder jo ikke sig selv

Det er ikke rigtigt, at de studerende ikke engagerer sig i samfundet i dag, mener Henrik Vejre, som er professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. Han har undervist på KU siden 1991 og underviser i dag primært på uddannelserne i naturressourcer og landskabsarkitektur.

»Jeg kan godt nikke genkendende til, at der er sket en skolegørelse af de studerende, og at de måske i højere grad har fået fokus på at få et godt job og opnå personlig succes. Men blandt mine studerende er der sørme også mange, der er på universitetet, fordi de gerne vil ud at redde verden fra en klimakrise,« siger han og tilføjer:

»Vi har virkelig pragtfulde studerende i dag.«

I alle sine år på universitetet har professor Vejre oplevet de studerende som både energiske og engagerede, men han peger også på noget andet.

»Jeg mærker, at de studerendes faglige niveau har ændret sig på nogle punkter. For eksempel er de blevet dårligere til matematik, end de var for 30 år siden. Til gengæld er de blevet bedre til alt det sociale – at få gruppedynamikker til at fungere og den slags,« siger Henrik Vejre og fortsætter:

»Min oplevelse er, at de studerende i dag tager meget bevidste valg om, hvor de gerne vil læse og hvilken viden, de vil have, for de vil bruge den til noget specifikt. Og størstedelen af de studerende, jeg møder, er nogen, som virkelig vil ud at gøre en forskel.«

Kageordningens død

Den tydeligste forandring, Henrik Vejre ser hos studerende i dag, er deres engagement i det sociale liv på universitetet. Som Lars Bille husker han, hvordan studielivet blomstrerede i 90’erne, og han har set, hvordan det langsomt er visnet igen.

»Jeg tror, det er sket som direkte følge af alle de reformer, der har været på området. De studerende er ganske enkelt blevet mere fokuseret på, hvad de skal og har derfor fået mindre tid til at feste og lave arrangementer med hinanden,« siger han.

»Et helt banalt eksempel er kageordninger. Da jeg startede som underviser i 90’erne, var der altid studerende, der tog initiativ til at lave en kageordning, når de startede på studiet, og alle var automatisk med på den. Den slags er helt væk i dag.«

Professoren oplever også, at de studerende er langt mere tilbageholdende på uddannelsernes årlige fælles studieture, end de var for 20-30 år siden.

»Hvert år er vi på en felttur med de naturressourcestuderende. Og engang tog de studerende altid initiativ til, at vi skulle i byen den sidste aften. Det gør de aldrig mere. Nu er det altid os undervisere, der siger ’vi sætter os ned på det her værtshus senere, og man er velkommen til at deltage’,« siger Henrik Vejre.

Skal han give en lynhurtig karakteristik af nutidens studerende og den forandring, han har oplevet, mener han, årsagen er, at de studerende er under »et pisse stort pres for at gennemføre.«

»Engang kunne man jo nærmest bruge ubegrænset tid på at skrive et speciale. I dag er der et utal af rammer og regler, der pisker de studerende hurtigere gennem systemet. Så jeg forstår udmærket, at de er pressede.«

Stressede reformstuderende

Noemi Katznelson er professor i pædagogik og historie og centerleder for Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet. Hun har været tilknyttet forskellige universiteter som forsker siden 90’erne.

Hun genkender i allerhøjeste grad Henrik Vejres oplevelse af, at de studerendes mentalitet har ændret sig som direkte følge af alle de reformer, der har været gennemført på universitetet i løbet af de sidste 20 år.

Nutidens studerende er slet og ret reformstuderende.

»I 90’erne var universiteterne et sted, hvor der var højt til loftet. Du kunne studere stort set, hvad du ville, så længe du ville. Diskursen på universitetsområdet var langt mere lystorienteret, end den var målrettet,« siger hun.

Selv husker hun en konkret episode fra sin første tid som underviser på universitetet, der illustrerer den forandrede tankegang ganske eksemplarisk.

»Jeg var vejleder for en specialegruppe, og da vi var ved at nå til vejs ende i forløbet, spurgte jeg de studerende, om de havde tænkt på, hvad de skulle efter universitetet – de stod trods alt på tærsklen til arbejdsmarkedet,« siger hun.

»De blev enormt forargede over den neoliberale tænkning, der måtte ligge bag mit spørgsmål. For hvordan tillod jeg mig at spørge til nytteværdien af deres uddannelse, som om, det overhovedet var vigtigt?«.

En sådan korrespondance ville være utænkelig i dag, hvor blikket på uddannelse har ændret sig markant, mener Noemi Katznelson.

»I dag er der langt større fokus på, hvad du skal bruge din uddannelse til. Du kan ikke bare føle dig passioneret gennem en masse uddannelser, du skal have en plan. Det er heller ikke nok ’bare’ at være studerende længere, du skal også helst have studierelevant job ved siden af. Uddannelse er ikke i sig selv vejen til det gode arbejdsliv – det er et delelement.«

Ungdomsoprør er studenteroprør

Over 20 politiske reformer de seneste 20 år har haft til hensigt at få de studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Den udvikling betyder, at der er blevet væsentligt kortere til loftet i uddannelsessystemet, og det har betydning for, hvor de studerende kæmper deres kampe, mener Noemi Katznelson. Derfor skal man også passe på med at konkludere, at de studerende ikke gør oprør og engagerer sig i samfundet i dag, mener hun.

»Hvis man sammenligner de studerende med studenteroprøret i 1968, så er der ikke meget gang i de studerende i dag. Men jeg tror, vi skal kigge nogle helt andre steder hen – studerende er en meget mere mangfoldig gruppe i dag, og deres engagement skal man nok også lede efter andre steder, end vi er vant til,« siger hun.

I dag er en studerendes primære identitet ikke nødvendigvis at være studerende. Den er sammenstykket af mange forskellige ting – studiejob, frivilligt arbejde, sociale fællesskaber. Det betyder også, at unges oprør ikke nødvendigvis foregår i studieregi.

»I 70’erne overgik vi fra eliteuniversitetet til masseuniversitetet. I dag betyder det, at de studerende ikke har en tydelig fælles identitet, men en meget mangfoldig gruppe. Det betyder også, at de oprør, vi ser, snarere kan karakteriseres som ungdomsoprør end studenteroprør.«

Et sprogligt udtryk for den udvikling finder man i klimabevægelsen Den Grønne Studenterbevægelse, der i foråret 2022 skiftede navn til Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Professoren understreger dog også, at de studerende helt tydeligt formulerer en kritik af deres uddannelsesinstitutioner.

»Blandt de studerende i dag finder du bestemt studerende, der er kritiske over for en masse ting – de kritiserer antallet af timer på deres uddannelser, de er kritiske over for den viden, der præsenteres på studiet, de kritiserer undervisernes sprogbrug, og de er enormt engagerede i både klimadebatten og menneskerettigheder,« siger hun og tilføjer:

»Men oprøret sker i bittesmå handlinger, og i mindre grad i store fysiske besættelser, som vi så under ungdomsoprøret i 60’erne. De studerendes oprør findes i allerhøjeste grad – vi skal bare kigge de rigtige steder.«