Engelsk eksamensboykot

‘Ingen eksamener?’ lød spørgsmålet på forsiden af Englands største studenteravis, London Student, allerede i januar måned.

De studerende frygtede at en lønkonflikt mellem rektorer og akademisk personale på universiteterne ville munde ud i boykot af eksamener. I så fald kunne sidsteårs-studerende risikere at stå uden eksamensbevis ved semesterets afslutning og dermed blive forsinkede i deres jobsøgning.

Underviserne krævede lønstigninger på 23 procent over tre år, men det krav ville rektorerne ikke efterkomme, og gennem lang tid nægtede sammenslutningen af rektorer, UCEA, overhovedet at mødes til forhandlinger.

Baggrunden for kravet om lønstigninger er først og fremmest at der gennem lang tid har været en hårdt trængt økonomi på universiteterne. Det har betydet at det akademiske personales lønninger over de sidste tyve år er faldet med 40 procent sammenlignet med gennemsnitslønnen.

»Lønnen til akademikere er fulgt med inflationen, men de fleste andre har i samme periode fået større lønstigninger, så dem vi normalt sammenlignede os med, tjener i dag langt mere end vi gør,« fortæller Charlie Owen, der ud over at være professor på University of London, sidder i hovedbestyrelsen for undervisernes fagforening, University and College Union (UCU).

En anden grund til at fagforeningen mener at lønnen bør blive mere tidssvarende, er de mange penge universiteterne begynder at få ind i form af de såkaldte undervisningsafgifter.

I 2004 besluttede et snævert flertal i parlamentet at indføre brugerbetaling på videregående uddannelser. Beslutningen træder i kraft fra dette semester, og det betyder at nye studerende kommer til at betale op til 3.000 pund (33.000 kroner) om året for at læse.

Løber fra løfter
Forslaget om brugerbetaling mødte kraftig modstand både i Labours egne rækker og blandt studerende og fagforeninger, men rektorerne talte varmt for det.

Et af argumenterne lød at pengene ville gøre det muligt at lønne det akademiske personale bedre. Det forlød at en tredjedel af indkomsten fra studieafgifter skulle gå direkte til underviserne.

Det løfte var, ifølge flere analyser, med til at overbevise flere politikere til at sætte kryds ved ja i den tætte afstemning der kun gik igennem med fem stemmer.

Selv om undervisernes fagforening er imod brugerbetaling fra de studerende, står de ikke tilbage for at gøre deres krav gældende nu hvor der er udsigt til flere penge i de slunkne kasser.

»Vi er stadig imod brugerbetaling, men nu hvor pengene kommer ind i systemet, mener vi ikke kun at de skal gå til stipendier og nye bygninger og faciliteter, men også til at hæve lønningerne. Studenternes udbytte af undervisningen afhænger af undervisningens kvalitet, og det bedste personale er et motiveret personale. Derfor vil både undervisere og studerende drage fordel af attraktive lønninger,« siger Rob Copeland der er ansat i fagforeningen.

Alligevel fik kravet om lønstigninger på 23 procent ikke en positiv modtagelse af arbejdsgiverne.

»Først nægtede rektorernes sammenslutning at mødes med os i flere måneder. De udsatte mødet i en uendelighed og sagde at de aldrig havde lovet at præcis en tredjedel af studieafgiftspengene skulle gå til lønninger,« fortæller Rob Copeland.

Det var den uvilje der fik medlemmerne af fagforeningen til at strejke, men rektorerne sørgede selv for det sidste skub.

»Rektorerne gav os en gave. Kort efter vi havde gjort krav på en 23 procents lønstigning, kom det frem at deres løn var steget med 25 procent over de sidste tre år, så vi bad om mindre end de havde fået,« fortæller Charlie Owen.

Studerende som gidsler
Det akademiske personale nedlagde arbejdet en enkelt dag i marts, men den egentlige aktion bestod i at de fra da af nægtede at afvikle eksamener og bedømme opgaver.

»For underviserne var det en svær konflikt. Det sidste de ønsker er at skade de studerende, og de var meget, meget bekymrede for om det kunne få negative konsekvenser for de studerendes fremdrift i studiet og for at det kunne påvirke kandidaterne og deres muligheder for at søge arbejde.
Men samtidig var de meget vrede over deres stagnerende løn,« fortæller Rob Copeland.

Hele 81 procent af fagforeningsmedlemmerne stemte for boykotaktionen. Selv om der på flere universiteter var problemer med opbakning fra studenterbevægelsen, bakkede den landsdækkende studentersammenslutning, National Union of Students (NUS), deres undervisere op.

»Vi er her ikke kun for de studerende i dag, men også for fremtidens studerende. Hvis lønnen stiger, vil flere have lyst til at undervise og flere vil fortsætte med at undervise. Hvis fagforeningen får hvad den beder om, vil det betyde en mere sikker fremtid for universiteterne, og derfor støtter vi underviserne,« forklarer næstformand i NUS, Julian Nicholds.

Rob Copeland finder at det var aktionens uoverskuelige konsekvenser der til sidst betød at fagforeningen fik rektorerne i tale. Fra det første udspil der tilbød en stigning på seks procent over to år, gik rektorerne til at tilbyde ti procent over to år og derefter holde muligheden for forhandling åben det tredje år med en minimumsstigning på to en halv procent.

Rektorerne regner med at den samlede lønstigning vil blive på 13,1 procent, og det var nok til at få underviserne til at afblæse deres aktion efter tre måneders stridigheder.

Dårlig stemning
I dag er alle eksamener afviklet, og universiteterne er tilbage i den vante gænge, men konflikten har ikke været uden konsekvenser.

»Afstanden mellem toppen og resten af personalet er blevet større, og respekten fra de ansatte er blevet mindre. Der er kommet en ‘os’ og ‘dem’ følelse der er værre end nogensinde før på britiske universiteter, og jeg tror ikke stemningen mellem ledelsen og ansatte vil være særlig god det næste stykke tid,« forudser Rob Copeland.

Og det er ikke kun på det følelsesmæssige plan afstanden er stor. Tal fra januar måned viser at mens rektorer i gennemsnit tjener 178.000 pund om året, får en nyansat underviser kun 25.000 pund.

Så på trods af at der nu sker et spring i lønningerne, frygter Charlie Owen at det ikke vil være nok til at gøre stillingen som underviser på et universitet attraktiv for nyuddannede.

»På grund af stigningen i antallet af studerende, blev der også ansat en masse nyt personale i 1970’erne. Vi er nu ved at være færdige på arbejdsmarkedet, og vi har efterhånden arbejdet os op i den højeste lønramme, så for os er det ikke så galt. Men det bliver svært at få nye ind efter os, for deres løn kommer ikke til at stemme overens med deres kvalifikationer og det ansvar de får,« siger han.

Derfor fortsætter fagforeningen arbejdet for bedre lønninger til medlemmerne.
»Universiteterne er blevet meget mere krævende arbejdspladser. Arbejdsbyrden er blevet større, der er mere bureaukrati og et meget større pres på den enkelte for at skaffe penge til forskning.

Det er vores frygt at det bliver sværere og sværere at tiltrække fremtidens akademikere. Hvis man er et begavet ungt menneske i England i dag, skal man være meget tæt forbundet til sit fag for at læse en ph.d. og gældsætte sig yderligere for derefter at tage sig til takke med et job der er lønnet langt ringere end hvad den private sektor lokker med.

Og det har ikke kun konsekvenser for akademikere, men også for fremtidens lærere, sygeplejersker, læger, ingeniører og apotekere. Hvis der ikke er nogen til at undervise i de fag, bliver der jo heller ikke nogen uddannet. Så den lave akademikerløn er ikke kun et problem for vores medlemmer, men for hele landet,« spår Rob Ropeland

Danske akademikere er dårligt lønnet

»Tal fra OECD’s nye rapport ‘Education at a Glance’ viser desuden, at højtuddannede i Danmark ikke tjener mere end andre faggrupper. Dette står i skarp modsætning til akademikere i resten af verden, inklusive vores nærmeste nabolande som Sverige, Norge og Finland.«