Er de danske uddannelser i krise?

Steen Hansen, lektor, ph.d. ved Københavns Universitet, skrev den 19. maj en kronik i Berlingske med titlen »9.z er kommet på universitetet«. Kronikken beskriver de danske universitetsstuderende som en gruppe karakteriseret ved lavt fagligt niveau, sløv attitude og offermentalitet.

Det er en gammel sang at beskylde de yngre generationer for at være dovne, dumme og generelt mindre værd end det fædrene ophavs. Vi har hørt den mange gange før med skiftende melodi, indhold og anledning. Men altid med det samme overordnede tema.

Hvis Steen Hansens formål er at forbedre uddannelserne på KU, støtter jeg hans projekt. Når jeg er aktiv i Studenterrådet, skyldes det netop ønsket om at skabe forandring. Derfor hilser jeg Steen Hansens påpegning af problemer på de videregående uddannelser velkommen. Men det ærgrer mig, at de udvandes til en mere generel kritik af ’ungdommen’. Jeg mener simpelthen ikke, at de væsentlige problemer ved det nuværende danske uddannelsessystem kan forklares via kritikken af de studerendes manglende evner og motivation.

Hvad er problemet?

Er det et problem, at studerende presses til at starte tidligere på et studie frem for at tage sig den tid, det for mange kræver at finde ud af, hvad man egentlig vil? Absolut. Ligeledes har presset – både på universiteterne som institutioner og på de enkelte studerende – for at nedbringe gennemførselstiden da klart også negative konsekvenser.

Steen Hansen nævner selv disse ting. Og man kunne snildt tilføje andre aspekter, såsom forringelser af de studerendes økonomiske situation, usikre boligforhold samt undervisningsformer, der nogle steder udelukkende består af envejskommunikation i propfyldte auditorier. Der er altså mange grunde til at være bekymrede over kvaliteten af vores uddannelser og dermed også de studerende, der skal igennem dem.

Men når Steen Hansen betragter den situation og anerkender de potentielle problemer for derefter straks at skyde alt ansvar over på de studerende selv, så virker det på mig både useriøst og som en alt for nem måde at undgå selv at skulle stille løsningsforslag. Det er altid nemt at kritisere – især når det kommer til vores uddannelsessystem, som eksisterer under konstant økonomisk pres.

Så hvad skal vi gøre ved det?

Som studerende er det, desværre, også nemt at lokalisere problemer i vores uddannelsessystem. Det ville også være nemt bare at kritisere og så forvente, at nogle finder på en løsning. Men det er vores uddannelser, det drejer sig om, og det vil vi gerne være med til at tage ansvar for.

Derfor deltager vi aktivt i debatten. Derfor arbejder vi for det i diverse råd og nævn inden for universitetets struktur. Og derfor arrangerede Danske Studerendes Fællesråd den 28. maj en konference med titlen »Uddannelseskvalitet med en ny studenterbefolkning«, hvor formålet netop var at forsøge at besvare de udfordringer vores universiteter står over for.

Det burde være indlysende for enhver, men det kan alligevel ikke gentages for ofte: Som studerende ønsker vi naturligvis uddannelser af højeste kvalitet. Hurtigere-igennem-dagsordenen, som man kan frygte vil sænke kvaliteten for at sikre hurtigere gennemførsel, er ikke vores opfindelse. Vi har aktivt sat os imod den!

Vi vil gerne udfordres, og måske betyder det, at vi nogle gange dumper en eksamen. Måske betyder det, at det ikke lykkes for os at gennemføre helt på normeret tid. Men hvis vi ønsker uddannelse af høj kvalitet, må vi netop fokusere på dette frem for et ensidigt fokus på hastighed eller sammenligninger med andre lande. Og jeg håber, at alle, som interesserer sig for det danske uddannelsessystem, vil engagere sig aktivt i arbejdet for at udvikle løsninger. I stedet for blot at komme med kritik fra sidelinjen.

Uni-avis@adm.ku.dk