Er det tid til, at rektorerne melder sig ind i »Loyal to Science«?

Københavns Universitets rektor Henrik Wegener serverede et nedslående tal, da han tirsdag debatterede politik i Videnskabernes Selskab: Kun 0,04 procent af danskerne anser forskningspolitik for at være ét af de fire vigtigste emner inden det kommende valg, sagde han.

Forskning og udvikling ligger med andre ord et stykke under niveauet for en regulær folkesag, og tallet 0,04 virker kun yderligere sølle, når man erindrer, at alene de ansatte og studerende på Wegeners eget universitet udgør henved en procent af landets samlede befolkning.

Hvis selv ikke inderkredsen inkluderer forskningen i top 4, hvem skulle så.

Men hvad er der galt? Ifølge den radikale uddannelsesordfører og tidligere uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen er problemet, at universiterne ikke kan formulere en politisk dagsorden, som almindelige mennesker kan engagere sig i. Og i fraværet af evnen til at danne en bande – en Loyal to Science – er det repræsentanter fra andre dele af samfundslivet, der sidder med ved ‘hovedbordet’, i Folketingets Finansudvalg, hvor pengene bliver fordelt.

Afmagtspanel

Ordvekslingen faldt i den paneldebat, som Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab havde arrangeret for at markere udgivelsen af en ny hvidbog med titlen Fri forskning med anbefalinger til hovedbordet i dansk politik.

Hvis du bare var halvt så dygtig som trafikordføreren i dit parti, så væltede det jo ind med penge …

Journalist Niels Krause-Kjær til Jens Henrik Thulesen Dahl

Her medvirkede foruden Københavns Universitets rektor også uddannelses- og forskningsordførere fra tre partier og topfigurer fra de fonde, der styrer en stigende del af, hvad der foregår på universiteterne.

Og så enige om problemet med at opnå mere offentlig støtte til forskningen i Danmark forekom debattørerne, at ordstyrer Niels Krause-Kjær karakteriserede dem som et ‘afmagts-panel’.

»Med al respekt, det er ikke et ‘hovedbord’, vi har her, Thulesen Dahl,« sagde Krause-Kjær henvendt til Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl.

»Hvis du bare var halvt så dygtig som trafikordføreren i dit parti,« fortsatte han, »så væltede det jo ind med penge. 350 millioner til en omfartsvej, som alle er enige om, der ikke er brug for …«

Jens Henrik Thulesen Dahl sagde, at han ikke lige havde sat sig ind i, hvad omfartsvejen ved Mariager, som regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget at bygge, »skulle gøre,« men at »den er vigtig,« hvorefter han påpegede, at hans årelange erfaring med forskningspolitik havde lært ham, at det bare er svært at hive nye penge til universiteterne ud af Finansministeriet. Og at det måske, som Sofie Carsten Nielsen allerede havde bemærket, havde noget at gøre med, at der er mange universiteter, som ikke taler med én stemme.

»Man plejer at sige, at vi er på størrelse med Hamborg, og jeg ved ikke, om de har 10 universiteter i Hamborg,« sagde Jens Henrik Thulesen Dahl.

Fondene gør det ikke lettere

Med magt over budgetterne følger magt til at definere en retning, og her blev en anden hovedtråd i debatten interessant, nemlig de private og offentlige forskningsfondes enorme indflydelse på, hvad der bliver forsket i i Danmark.

Alle danske universiteter er gået fra primært at have basismidler, der gav »fri leg for faculty,« som KU-rektor Henrik Wegener udtrykte det, til at være mere eller mindre fondsfinansierede. Det har ændret dynamikkerne på universiteterne og udfordret idealet om forskningen som fri og ustyret.

På Københavns Universitet er omkring en tredjedel af det samlede budget i dag dækket af eksterne fonde, og udover at stille krav til den type forskning, der bliver udført, lægger fondene også indirekte beslag på en stor del af universitetets ressourcer, fordi universitetet selv betaler en del af omkostningerne til den støttede forskning i form af såkaldt afledte omkostninger.

Hos Videnskabernes Selskab plæderede Henrik Wegener for, at staten og fondene satte universiteterne mere fri og lod ham og forskerne om at bruge pengene bedst muligt.

»Der er ingen penge, der er brugt på danske universiteter, der ikke er brugt godt,« sagde Wegener, der for nylig besøgte nogle af de amerikanske eliteuniversiteter – der normalt anses for at være verdensførende – og bemærket, at de er dyre i drift.

Amerikanerne skal bruge dobbelt så mange dollars for at lave det samme, som vi gør

Henrik Wegener, rektor på KU

»Amerikanerne skal bruge dobbelt så mange dollars for at lave det samme, som vi gør,« sagde Københavns Universitets rektor.

Bestyrelsesformanden i Danmarks Grundforskningsfond Jens Kehlet Nørskov sagde, at hvis universiteterne ville hjælpe sig selv, burde de tale sammen og aftale, hvordan man regner overhead ud.

Der findes ikke i dag én dansk standardberegning af overhead, men ifølge ledelsen på Københavns Universitet koster det ofte en krone i afledte omkostninger at modtage en krone fra fondene.

Disse penge kunne universitetet ellers have brugt på at udvikle forskningen i emner, der ikke har fondenes store interesse. Fx fremgår det af Videnskabernes Selskabs hvidbog, at kun 3,4 procent af de private fondes investeringer i forskning i perioden 2012-2014 er gået til humaniora, mens sundhedsvidenskaberne fik 46,8 procent af den samlede pulje.

Fondene er jo netop til for, at der bliver bevilget nogle penge, som du ellers ville bruge på en anden måde, indvendte ordstyrer Niels Krause-Kjær til rektor Henrik Wegener, som gentog sit ønske om, at en større del af samfundets midler blev lagt direkte ud i universiteterne (som basismidler, red.) i tillid til, at de ville blive brugt til fri og gavnlig forskning, og at fondene skruede deres bevillinger sådan sammen, at alle omkostninger til forskningen var indregnet.

Risikoen er, at fondene sender deres penge ud af landet, hvis universiteterne herhjemme ikke tager imod dem.

»Det ville være hul i hovedet,« sagde Henrik Wegener, »hvis vi ikke fik forskning i Danmark for fondspengene, fordi der ikke er nogen universiteter, der har råd til at tage imod dem.«

»Nu blir det rigtig spændende,« svarede den radikale ordfører Sofie Carsten Nielsen. »Nu taler vi om tillid. Hvis jeg skal skabe opbakning til massivt flere basismidler, er der nødt til at indfinde sig en tillid. [Men] vi hører mest om, hvad I (universiterne, red.) slås med hinanden om.«

Jens Henrik Thulesen Dahl tilføjede, at det efter hans mening er »centralt, at universiteterne begynder at agere som ét universitet i Danmark. Så tror jeg, vi kan komme rigtig rigtig langt.«

Allierede

Efter mødet i Videnskabernes Selskab uddybede Sofie Carsten Nielsen over for Uniavisen sine synspunkter om, at universiterne bør stå sammen for at få mere indflydelse – til gavn for den frie forskning i Danmark.

Rektorerne bør også finde magtfulde allierede, foreslår hun.

»Danske universiteter gør det i stigende grad godt. Langt bedre end tidligere. Men vi mangler stadig en samlende stemme. Universiteter der taler som institutioner om retningen for samfundet. Det er der ikke meget af. Der er enkeltindivider, dygtige forskere der giver deres besyv med. Men hører man fra universiteterne som sådan, handler det oftest om noget institutionelt. Eller penge. Jeg tror bare de kunne bidrage med så meget mere,« skriver Sofie Carsten Nielsen i en mail.

»Jeg drømmer om en fremtidig 4-partsforhandling, hvor politikere, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og parter sammen sætter rammer og retning for Danmark – både når der gælder uddannelse og forskning. Man skal kunne drømme.«