Er din uddannelse pengene værd?

Spørgsmålene er interessante, relevante og skal hele tiden stilles og besvares. På den måde kan vi sikre, at vi udnytter midlerne til uddannelse så godt som muligt, så vi kan sikre den bedst mulige uddannelse – både til gavn for den enkelte og for samfundet.

Men når spørgsmålene skal besvares, er der mange ting der spiller ind. Nye spørgsmål og overvejelser popper op, før man når til at besvare de første: Er der jobs? Er der midler? Er der interesse for feltet? Har det kulturel værdi? Giver det gevinst her og nu, eller er der langsigtet potentiale for udvikling, innovation og forskning?

Hvem skal give svarene?

Der er oplagt mange forskellige svar og mange forskellige bud på, hvordan man bedst vurderer uddannelsers kvalitet og relevans. Filosoffen, direktøren for DI og professoren i retshistorie ville helt sikkert have forskellige udgangspunkter, hvis de skulle forsøge. Og højst sandsynligt ville de komme frem til forskellige svar, og sådan skal det være. Det faktum rejser naturligvis det næste interessante spørgsmål: Hvem bør vi så sætte til at bestemme, om vores uddannelse har værdi?

Som det er nu skal alle uddannelser godkendes før de kan få tilskud. I godkendelsesprocesen indrages både studerende, faglige eksperter, og dem der gerne skal kunne ansætte folk fra uddannelsen. Om en uddannelse godkendes, kommer så an på, om den lever op til alle formelle lovkrav, og om dens indhold er relevant, om der er nok undervisning, og om hvad arbejdsgiverene efterspørger, når man er færdig.

På bordet i Uddannelsesministeriet ligger der lige nu et nyt forslag til, hvem der skal have noget at skulle have sagt i denne vurdering. Det ligger umiddelbart op til et nyt system med mange forbedringer, men også med én ændring, der i dansk sammenhæng er ganske opsigtsvækkende: nemlig at arbejdsmarkedets parter skal være med til at bestemme om en uddannelse skal leve eller dø.

Desværre er nyt som bekendt ikke altid bedre, og jeg mener bestemt ikke, at yderligere magt til arbejdsmarkedet er en vej, som vi skal følge.

Selvfølgelig skal vi lytte til arbejdsmarkedet for at få indblik i efterspørgslen af kandidater fra de enkelte uddannelser. Det gør vi såmænd også allerede nu gennem aftagerpaneler, hvorigennem erhvervsfolk kan udtale sig til universitetet om uddannelser. Arbejdsgivernes mening er åbenlyst relevant, men ofte kommer den også med nogle lige så åbenlyse udfordringer: Den har tendens til at være kortsigtet – styret af konjunkturer, kortsigtede interesser og bobler.

Det ene år skal alle uddannes i it – det næste år springer boblen, og folk med it-uddannelser står arbejdsløse. Markedet har svært ved at se ud over her og nu-arbejdsdygtighed og prioriterer derfor ikke bevarelse af kulturarv, demokratisk sindede menneskers udvikling og innovation, der først giver afkast på længere sigt. Det er til gengæld værdier, der vægtes højt på mange humaniorauddannelser. Måske har humaniora ikke den allerhøjeste beskæftigelsesfrekvens, men gør humanister ikke vores samfund rigere samlet set?

Vi ved bedst

Argumentet for at give arbejdsgiverne magten til at bestemme over uddannelserne er ofte, at det jo er dem, der har interesse i, at de studerende rent faktisk kan bruge deres uddannelse til at arbejde. Men en endnu større, vigtigere og mindst lige så motiveret gruppe i denne sammenhæng er vel egentlig os studerende selv.

Personligt kender jeg i hvert fald ingen studerende, der går benhårdt efter en fast plads i køen hos A-kassen. Jeg kender heller ikke nogen, der drømmer om en arbejdsløs tilværelse på sofaen i selskab med kun den del af Dostojevskijs samlede værker, som man kan anskaffe sig for en kontanthjælp.

Det burde ikke komme som en overraskelse, at vi studerende faktisk har ret stor interesse i, at vores uddannelse gør os klar til at få et arbejde. Det virker også indlysende, at vi som studerende har et førstehåndskendskab til vores uddannelser. Netop derfor kan vi helt konkret gå ind og vurdere, om en uddannelse virker efter hensigten, om den giver os de redskaber, som vi har brug for, og om den viden og de kundskaber, vi opnår, er relevante. Både i erhvervssammenhænge og i livet. Derfor er det enormt positivt, at der lægges op til, at de studerende inddrages mere i vurderingen af, om vores uddannelser er besværet værd. Samfundets vidensbase må ikke blive et spørgsmål om profit her og nu.