Er jeg afstumpet, eller har jeg bare vænnet mig til verdens undergang?

Eftermiddag tidligt i januar. Jeg sidder på Den Sorte Diamant med en kop kaffe, der for længst er blevet kold. Udenfor falder der lys fra glasbygninger, som flyder langs havneløbet. Parallelt cykler folk hjem fra arbejde. Inde i varmen sidder jeg med en lærebog om klimaøkonomi. Den er skrevet af to økonomer – en nøgtern og faktabaseret gennemgang af verdens undergang.

Hey, sidemand! Du er ligeglad

Først konstaterer de i punktform, hvilke effekter moderne økonomisk aktivitet har haft på planeten. Eller vent, allerførst konstaterer de, at moderne økonomisk aktivitet er grundlaget for vores civilisation. Jeg kigger rundt på de lysende computere, derefter følger jeg strømmen af biler over Langebro. Jeg kender begrebsparret ’produktion’ og ’vækst’, ved at de ligesom følges ad. Jeg ved også, at de danner grundlag for en samfundsform, vi kalder den kapitalistiske. Det virker rigtigt, at moderne økonomisk aktivitet er grundlaget for vores civilisation.

De to økonomer konstaterer videre, at produktion af varer og services ændrer vores biosfære. Og at ændringerne er problematiske – faktisk betyder de, at hele økosystemer bryder sammen og ikke kommer til at fungere igen. Min sidemand holder en kort pause fra sit arbejde og koncentrerer sig om en pose mandler. Hey, sidemand! Vidste du, at produktion af varer ændrer vores biosfære, og at hele økosystemer kollapser?  Selvfølgelig ved han det, medmindre han er usandsynlig dum. Det er ikke manglende oplysning, der er problemet. Det må være derfor, folk sætter sig på vejene – fordi de ikke længere gider hejse papskilte, der annoncerer, at årets Overshoot Day er nået, eller minde os om, at vi ikke har to kloder, men blot én.

LÆS OGSÅ: Der er ingen voksne, der kæmper for klimaet på KU

Jeg har svært ved at hidse mig op over det – og det er det, der bekymrer mig en smule. Jeg ved ikke, om jeg har psykologiske tilbøjeligheder i retning af afstumpethed, eller om jeg oplever noget, der er symptomatisk for et bredere udsnit af min generation. Kaffen er virkelig kold nu.

En flyvende taxa til lufthavnen

Jeg forholder mig til en graf, der viser, at vi besidder nok brunkul til at skabe en gennemsnitlig global temperaturstigning på op til 40 grader. Økonomerne maner dog til ro ved at forsikre om, at selv ikke den globale efterspørgsel på alt tænkeligt kunne gøre det meningsfuldt at producere i den skala – det er vist noget med marginalnytten.

Min sidemand er færdig med mandlerne og scroller nu på LinkedIn. Hey, sidemand! Du er ligeglad, tænker jeg. Men det er jo bare min projektion – jeg aner ikke, hvad der foregår i hans tanker. Alligevel hænger fornemmelsen fast: Vi ved godt, at vi styrer mod noget farligt, men det bider ikke rigtig. Tallene og graferne er tydelige – vi nikker til dem som til en sang, vi har hørt for mange gange.

Jeg vender blikket mod en illustration over, hvad det koster at reducere CO2-udslippet. Pointen i modellen er, at de økonomiske omkostninger ved at bruge mindre CO2 på et tidspunkt overstiger de miljømæssige gevinster. Det kan blive for dyrt at redde kloden. Det var netop denne logik, der sidste år fik tænketanken Cepos til at anbefale en global temperaturstigning på mellem 1,9 og 2,6 grader. En fremskrivning, der overstiger Parisaftalens 1,5-gradersmål.

LÆS OGSÅ: Vi er bagud på vores klimamål, så vi må hellere … slække på dem?!

Jeg har svært ved at forstå ræsonnementet bag illustrationen og følger kildehenvisningen. Den fører mig til konsulentbureauet McKinseys’ hjemmeside. Jeg surfer lidt rundt derinde og falder over en kampagne for fremtidens lufthavn: »What if your journey began with a flying taxi picking you up in your backyard – and dropping you off on an airport runway, right next to your plane?«

Forstår alt, men mærker intet

Jeg pakker min taske og går ned i cafeområdet. Her sidder en gruppe turister og en håndfuld studerende spredt. Jeg køber en ny kop kaffe og tjekker min telefon.

På skærmen mødes jeg af debatten om, hvorvidt garderen gjorde ret i at vælte en klimaktivist omkuld foran Amalienborg. Det har virkelig fået folk op af stolene. Kommentarsporene er hidsige. Politikerne taler om brud på de demokratiske spilleregler og mangel på ordentlighed. Det er en debat om debatten.

Det er nedslående, at udgivelsen af FN’s seneste klimarapport ikke blev mødt med samme raseri og engagement. Jeg forstår godt klimaaktivistens desperation. Og netop derfor undrer det mig, at den ikke har fået greb om mig.